Kærlighed og sex
25. marts 2025

Når lidenskaben dør: ”Jeg vil jo gerne have sex ofte, bare ikke med min kæreste"

Forskning viser, at kvinder mister sexlysten i lange parforhold. Men hvad hvis hun stadig har lyst – bare ikke til den person, hun falder i søvn ved siden af hver aften?
Af: Kjersti Westeng, kk.no
Parforhold

Foto: Unsplash

Kan du genkende det?

Han tror, du har lav sexlyst, men sandheden er, at du onanerer næsten hver dag. Problemet er ikke sexlysten, men det faktum, at du ikke længere har lyst til sex med ham. Han prøver at være forstående – tror, du er stresset over arbejde og familieansvar. Og det er sandt, du er bestemt stresset. Men det, der stresser dig mere, end han aner, er sex. For det er en frygtelig følelse at have lyst til sex – bare ikke med sin kæreste.

Det handler ikke om kærlighed – for du elsker ham bestemt. Han er en fantastisk far, en kærlig ægtemand. Hvis bare du havde lyst til sex med ham, ville jeres ægteskab være perfekt.

Men du kan ikke fortælle din krop, hvad den skal have lyst til.

Beskrivelsen er hentet fra en artikel i Psychology Today, skrevet af psykolog og sexolog Marianne Brandon. Hun har specialiseret sig i netop dette: Oplevelsen af at miste lysten til sin kæreste, men stadig have lyst til sex.

Ifølge Brandon er det som regel kvinder, der oplever dette. Disse kvinder har, efter at have prøvet sig igennem alle mulige tips og tricks til at "spice det op", stadig den samme følelse: At de ikke har lyst til at have sex med deres mand. Og de ønsker hverken at blive skilt eller være utro.

Så hvad er løsningen? Et liv næsten uden sex?

Savner spændingen

– Jeg kan helt sikkert genkende den beskrivelse, fortæller en kvinde i midten af 30’erne, jeg har snakket med.

Hun har været sammen med sin kæreste i ti år og ved, at hun elsker ham. De har det godt sammen på alle måder – også når de faktisk har sex – men hun savner følelsen af spænding og lidenskab.

Der er intet galt med den sex, hun har med sin kæreste. Den er tilfredsstillende – i hvert fald hvis man måler tilfredshed i antal orgasmer og oxytocin-udskillelse.

Men hendes behov for spænding, som hun indrømmer, er højt, bliver ikke opfyldt. Og hun savner følelsen af "bare at måtte have nogen" mere og mere.

– Jeg ved, hvordan det føles, når alting er nyt, spændende og ukendt. Når jeg ved, hvordan det kan være, bliver det så kedeligt, når spændingen er væk," fortæller kvinden.

Hun har oplevet det samme før i tidligere forhold. Men dengang endte forholdene af andre årsager. Nu ønsker hun ikke at gå fra sin kæreste, for alt andet er jo godt.

Og spændingen var der bestemt, da de mødtes.

– De første to år havde vi sex hele tiden. I starten ville jeg have sex hver dag, gerne flere gange om dagen, så jeg fik aldrig nok.

Men så forsvandt spændingen gradvist. Det er heller ikke så mærkeligt, for sådan en spænding lever typisk på forelskelseshormoner, og en gennemsnitlig forelskelse varer alt fra seks måneder til to år, siger eksperter.

Så på den måde var hun jo heldig, at hun oplevede det i hele to år.

– Vi har stadig sex i dag, men nu er det ikke, fordi jeg skal have det. Og som sagt, sexen i sig selv er ikke problemet – det er rammen om det! Jeg er ikke spændt, for jeg ved præcis, hvad der sker, siger kvinden.

Når de først kommer i gang, er det dejligt, fortæller hun. Og bagefter tænker hun, at ”det her skal jeg tage initiativ til oftere." Men det bliver aldrig til noget.

– Men nogle gange vil jeg da også have sex med ham. Problemet er bare, at der ligesom forventes, at man skal have det flere gange om ugen – og det er for meget," siger hun grinende og tilføjer:

– Jeg kan da umuligt være den eneste, der har det sådan? Tværtimod tror jeg, at mange har det på samme måde. Det kan da ikke være naturligt at skulle være sammen med den samme person hele livet?"

Mangler kvinder egentlig sexlyst?

Ifølge forskning har kvinder generelt et mindre behov for sex end mænd. Det er en såkaldt lystproblematik, hvor den ene part har mere lyst end den anden, og er ifølge sexologer et af de mest almindelige problemer i parterapi.

Utallige forskningsrapporter viser det samme. Mænd har højere sexlyst end kvinder, måske primært på grund af højere testosteronniveau, og de ønsker i højere grad mere sex med deres partner.

En stor undersøgelse om sex i Danmark fra 2018 kortlagde seksualvanerne hos over 62.000 danskere i alderen 15 til 89 år. Den viste følgende:

  • 56 % af mændene sagde, at de oftere havde lyst til sex end deres partner, mod kun 14 % af kvinderne.
  • 17 % af mændene ønskede sex flere gange om dagen, mod 4 % af kvinderne.
  • 67 % af mændene onanerede ugentligt, mod 28 % af kvinderne.

Samtidig viser anden dansk forskning noget interessant. Kvinders sexlyst falder markant i lange parforhold – langt mere end mænds. Og her kommer det mest bemærkelsesværdige:

Der går en magisk grænse ved syv år. Efter det har kvinder fem gange så høj risiko for at miste sexlysten sammenlignet med kvinder i forhold, der har varet under to år. Kvinden i midten af 30’erne har altså forskningen i ryggen, når hun beskriver, hvordan sexlysten gradvist faldt efter to år med den samme mand.

Men kan det være, at kvinder slet ikke har lav sexlyst – men at de simpelthen mister lysten til deres partner over tid?

Ifølge den verdenskendte parterapeut Esther Perel er det netop sådan.

– Vi siger ofte, at kvinder ikke er så interesserede i sex, men det ville være mere præcist at sige, at kvinder ofte ikke er så interesserede i den sex, de kan få, udtalte Perel i et interview med Goop.

Hun mener, at spændingen i sexlivet dør, fordi kærlighed og begær er modsætninger.

Vi må skelne mellem det, vi vil have, og det vi har, siger Perel. Mens det at ’have noget’ beskriver parforholdet, beskriver det at ’ville have noget’ begæret."

– Vil vi stadig have det, vi allerede har?" spørger Perel i en TED-talk, der er set næsten 18 millioner gange.

I konflikt med evolutionen

Vi lever i et samfund med lav tolerance for utroskab, hvor det monogame livslange forhold er idealet. Men er det egentlig naturligt for mennesker at være monogame?

Ikke ifølge psykolog Anders Lindskog:

– Evolutionen tager ikke hensyn til vores vestlige kultur eller det faktum, at vi psykologisk set har godt af nære og trygge parforhold. Evolutionært er vi stadig stammemennesker med ét mål: At føre slægten videre. Og det er smartere at få børn med flere partnere, fortæller han.

Sexolog Marianne Brandon siger det ligeud:

"Naturens mål med dit sexliv er ikke det samme som dit eget (...) Der er helt klart ting, I begge kan gøre for at forbedre situationen, men naturen vil altid være en stærk, ubevidst kraft i dit kærlighedsliv."

Hvorfor har mænd stadig lyst?

Vi skal snart tale om, hvad man kan gøre for at forbedre situationen (for der findes løsninger, fortvivl ikke), men først må vi tage fat på det uundgåelige spørgsmål:

Hvis naturen ønsker, at vi skal være seksuelt aktive, hvorfor mister mænd så ikke sexlysten i lange parforhold i samme grad som kvinder? Hvorfor har de tilsyneladende lige så meget lyst til at være intime med den samme kvinde aften efter aften?

– Så sort-hvidt er billedet ikke," siger Beate Alstad, som er specialist i sexologisk rådgivning.

– Mænd mister også sexlysten i lange parforhold, men måske ikke i samme grad som kvinder. Men ja, studier viser, at mænd har mere og oftere lyst end deres kvindelige partnere, bekræfter Alstad.

Hun mener, at der hovedsageligt er to grunde til, at mænd ønsker sex oftere end kvinder – selv efter mange år i et forhold:

  1. Mænd har et højere niveau af testosteron, hvilket øger sexlysten.
  2. Man antager, at en højere andel af mænd har såkaldt "spontan sexlyst", hvor de hurtigt bliver tændt ved at tænke på sex eller se noget, de finder ophidsende. Kvinder har derimod oftere "responsiv lyst", hvor lysten vækkes gennem berøring eller seksuel stimulering.

– Derudover har mænd måske oftere end kvinder sex og intimitet som deres kærlighedssprog. Det betyder meget for dem at være fysiske – både for egen bekræftelse, men også for at bekræfte parforholdet, siger Alstad.

Det bedste trick er også det enkleste

Alstad påpeger dog, at det er misvisende at sammenligne sexlyst i forelskelsesfasen med sexlyst i et langt forhold – især når man tilsætter små børn, travle jobs og husrenoveringsprojekter.

– I begyndelsen er hjernen oversvømmet med hormoner, og vi opfører os som kaniner. Men enten slutter forelskelsen, eller også udvikler den sig til noget dybere, og så kan man ikke forvente, at lysten forbliver den samme, siger Alstad og tilføjer:

– Sex er desuden et overskudsfænomen. Det er derfor helt naturligt at have mindre lyst i perioder med mindre overskud.

Løsningen, ifølge Alstad, er at finde en balance mellem at acceptere, at sex efter tyve år naturligvis ikke er lige så spændende som den var på dag tyve, samtidig med at man tager ansvar for at holde sexlivet aktivt med små fornyelser indimellem.

– Først og fremmest: Sæt tid af til sex! Gerne en fast dag om ugen – og ikke fredag, for der er man så træt, at man alligevel ikke orker. Og nej, det er ikke kedeligt at planlægge sex, siger Alstad bestemt.

– Tværtimod kan I glæde jer, sende små beskeder og bygge spændingen op. Det er også vigtigt at lege, flirte og røre ved hinanden hver dag – uden nødvendigvis at have sex, tilføjer hun.

Netop flirten er vigtig, understreger Alstad. Hvis din partner rører ved dig, når han går forbi i køkkenet, masserer dig, mens I ser TV, og giver dig et ordentligt kys, inden du går på arbejde, kan sexlysten vækkes.

Dette kys er særligt vigtigt. Forskning fra Finland viser nemlig, at lykkelige par kysser ofte, og der er faktisk en bestemt tidsgrænse, der kan være værd at kende til.

– Det enkleste tip til øget sexlyst er at kysse hinanden i seks sekunder hver dag. Hold om hinanden og vær helt tæt på – det frigiver en masse oxytocin, siger Alstad.

Del fantasier

Men det stopper ikke her – Alstad har flere gode råd:

– Tal sammen om seksualitet og sex! Husk, at I har et fælles ansvar for jeres seksuelle samliv, men I må selv tage ansvar for jeres egen seksualitet. Hvor ofte taler I for eksempel om onani? Eller endnu vigtigere – om seksuelle fantasier?

– Vi har ansvar for vores egen sexlyst, og vi kvinder skal tillade os selv at være mere seksuelle. Det er helt okay at have perioder med mindre lyst, men når lysten er der – så vis det!

Hun opfordrer os til at dele tanker og fantasier. Ikke kun fordi det er en god idé at lade sin partner vide, hvad der tænder én, men også fordi partneren kan blive tændt af at høre om det.

– Jo mere spændende fantasierne er, jo mere ophidsede bliver vi! Vi kan ikke spise frikadeller til aftensmad hver dag – og vi kan heller ikke altid have sex i missionærstillingen. Vi skal have fantasier og være åbne for nye ting.

Situationer, hvor begæret vækkes

For selvom det kan være fristende at bytte partneren gennem 20 år ud med en ny for en nat, er det måske ikke den bedste løsning.

– En livsledsager, som jeg kalder det, er meget mere end en sexpartner. Det er en person, du lever med, som kender dig, og som giver dig tryghed og kærlighed. Og det er vigtigt, siger Alstad og tilføjer:

– Derudover er det faktisk dem i lange parforhold, der har mest sex. De slår singlerne stort. Og lidenskaben? Den kan genoplives af og til – for eksempel ved at prøve nye ting sammen.

Her har Alstad en pointe. Esther Perel har nemlig undersøgt, hvornår folk føler størst begær for deres partner, og hun har identificeret tre situationer, hvor det oftest opstår:

– Når man er fysisk væk fra hinanden. Fordi man lettere fantaserer om partneren, når man savner dem.
– Når man ser sin partner på afstand – for eksempel til en fest eller i en engageret samtale. Fordi man pludselig betragter sin partner som en udefrakommende, som andre måske ser som attraktiv.
– Når man bliver overrasket af sin partner eller oplever noget nyt sammen. Fordi partneren midlertidigt føles ny og spændende i stedet for bare velkendt og tryg.

For måske kan vi i hverdagen sagtens leve med, at sex ikke altid er eksplosivt – så længe vi har et trygt og godt forhold. Kvinden, vi talte med i begyndelsen af artiklen, har i hvert fald ingen planer om at gå fra sin samlever.

– Der er ingen grund til det, for jeg ved, at situationen ville være den samme med en ny partner. Og jeg vil jo dele mit liv med ham – det er ikke det værd at miste ham bare for at få spændingen fra en ny, siger hun.

Denne artikel blev først bragt hos kk.no. Dette er en redigeret og oversat version.

Læs mere om:

Læs også