Nikolaj Coster-Waldau om utroskab: "Det er jo at kaste en bombe ind i et forhold"

Damerne først:

Nukâka udtales med g’er i stedet for k’er og første a som i ”gale” og andet a som i ”gat”. Er du med?

Nikolaj Coster-Waldau har det på rygraden efter 20 års parforhold.

Og nu er de fleste skuespillere garanteret trætte af, at journalister drager paralleller til deres privatliv, hver gang de har en ny rolle.

Men denne gang er der ingen vej udenom, for filmen ”Smagen af sult” handler om stjernekokken Carsten (Nikolaj) og hans kone Maggie (Katrine Greis-Rosenthal), der har åbnet deres egen gourmetrestaurant og satser benhårdt på en Michelin-stjerne.

Parret vil have ”det hele” og har det tilsyneladende, to skønne små unger inklusive.

Men Carsten har udviklet en slags ambitiøst tunnelsyn, Maggie føler sig uset og hudsulten, og en dag modtager Carsten et kortfattet brev: ”Din kone elsker en anden.”

Filmen handler med andre ord om, hvad det kan koste at ville det hele. Og Nikolaj selv er lige landet.

Tre måneder i streg har han tilbragt i Reykjavik på Island på et nyt filmprojekt. Corona gjorde det umuligt at rejse hjem undervejs for at se familien.

Nukâkas optræden i ”Vild med dans” fulgte han på tv på 2.104 kilometers afstand.

– Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem? Jamen … både min yngste datter og min kone var hjemme, så det var skønt. De fik et knus.

Nu sidder han temmelig rejsetræt i et københavnsk fotostudie med plads til at holde metervis af afstand og siger, at ”Smagen af sult” handler om:

– … Kærligheden. Om at finde den der gyldne balance mellem karriere og kærlighed. Det kan jo godt være svært at få det til at passe, ikke?

Jeg fik vildt ondt i maven, da jeg så den.

– Godt!

Drift

Kokken Bo Lindegaard lærte Nikolaj køkkengrundgreb og udviklede de vilde retter, der bliver serveret i filmen.

Og han besøgte Geranium og Rasmus Kofod og fik lov til at stå i køkkenet under en frokostservering:

– Rasmus satte mig til at klippe små blomster, så dér kunne jeg ikke rigtig gøre noget galt.

Nikolaj kan godt lide at lave mad, men ikke på dét plan.

Men i mødet med de to kokke genkendte han nødvendigheden af håndværk kombineret med passion fra sit eget arbejdsliv.

Ambitionen om at gøre det, man gør, så godt som overhovedet muligt. Altid. At bevare den indre drift.

Derfor genkender han også Carsten og Maggies dilemma.

– Der ER så meget, de gerne vil arbejdsmæssigt, og det tager bare tid. Samtidig har de det, som faktisk er det vigtigste i ens liv, nemlig ens børn og det fundament, man bygger op sammen.

– Nu har vi været sammen i over 20 år, mig og Nukâka, og den balance har vi også kæmpet med. Vi har igennem de år oplevet de øjeblikke, hvor man siger: Okay, nu skal vi lige være opmærksomme på, at vi holder fast i hinanden og i det, som ER det vigtigste.

– Og i forhold til det, jeg selv er, og noget, jeg samtidig godt kan lide ved filmen, er en meget enkel morale: Det er meget fint, at du har dine ambitioner og måske opnår den sejr, du går efter. Men man skal lige huske den med, at operationen lykkedes, men patienten overlevede måske ikke helt …

Det afføder refleksioner over dit eget arbejdsliv – og dine egne ambitioner?

– Jamen … når vi igennem de her mange år har haft konflikter, så har det i hvert fald været mit arbejdsliv, der var fokus på.

– Man siger jo, at de hårdeste år i ethvert parforhold er de år, hvor børnene er små. Selv om det også er det mest vidunderlige, er det også bare hårdt, fordi man går fra tosomheden til flersomheden – hvor der er mange andre, der er vigtigere end en selv, og det skal man huske. Altså … ikke at miste overblikket. Og det er pissesvært.

Har det kostet noget?

– Jamen ALT har en pris på alle mulige måder. Men jeg har altid prøvet at undgå at have ondt af mig selv, for det er mit valg, og så skal jeg ikke gå og pibe over det.

Men det ku’ jo være, der var andre i familien, der peb, siger jeg. Og Nikolaj siger:

– Ja … Nu har jeg været væk i tre måneder, og selv om mine børn er store, er det jo ikke optimalt. Det er grundlæggende lige meget, hvor du er i livet, når det handler om opmærksomhed.

– Men de er 17 og 20 nu, og det er også nogle svære år: Du er voksen, men det er du jo ikke helt, men det er du alligevel … Vi har snakket sammen hver dag, men det er noget andet på video, end hvis man er sammen. Men … i vores familie har det altså været en del af den konstruktion – som jeg har brugt meget.

– Når jeg så er hjemme, prøver jeg at fokusere på at være der, så jeg ikke sidder og har mit hoved et andet sted hele tiden. Jeg kan så heller ikke holde til at arbejde ude hele tiden. Det har jeg heller ikke lyst til. Men jeg har arbejdet meget rundtomkring i verden og har været meget væk, og har så bare prøvet at være … så meget til stede på afstand som muligt.

Glansbillede

Til stede på afstand.

Der er vel fordele i det arbejdsliv kærlighedsmæssigt. At man kan savne hinanden?

– Jamen det gør man jo, det er der ingen tvivl om. Men … alle kender vel den der med at være på ferie langt væk fra Danmark, så bliver Danmark – jo længere tid man er væk – mere og mere lysegrønt og smukt, og somrene er evigt gode, og der er næsten altid hvid jul. Man får det der glansbillede.

– Det kan man som par også komme til at få af hinanden. Men det tager jo ikke så lang tid, fra man kommer hjem, til man bliver menneske igen. Hvis man kan sige det sådan, ha ha.

Det kan man. Og tak for det.

– Men jeg er simpelt hen så glad for, at vi har det liv, vi har. Altså … vi kan grundlæggende godt lide hinanden, Nukâka og mig – jeg elsker hende jo! Og det er ligesom det, der bærer det igennem, for vi er også helt vidt forskellige mennesker.

– På mange planer … Jeg ved sgu ikke … altså mand og kvinde, allerede der er der ret store forskelle, ikke? Og Nukâka reagerer altid mest med sine følelser. Hun har meget større adgang til følelser. Det har jeg ikke på samme måde. Jeg er måske mere logisk tænkende, end hun er.

– Så det er bare noget med at lære at forstå, at det er en styrke, at man er forskellige. Det er i hvert fald en styrke for os.

Er kærlighed et valg?

– … Nu om dage føles det, som om det er et valg. Altså at holdningen er blevet sådan: Hvis man ikke får noget ud af det, hvorfor skal man så blive i det? Forstår du, hvad jeg mener? Det er nærmest en cost-benefit-analyse, og sådan tror jeg ikke, kærlighed fungerer.

– Man bliver NØDT til at putte noget ind for at få noget ud. Det med hele tiden at forvente noget af den anden, er en opskrift på, at det går galt. Hvis jeg hele tiden har en forventning om, at HUN gør et eller andet, eller at HUN skal få mig til at føle, eller at JEG skal føle mig elsket af hende, og hvis jeg ikke kan FØLE mig elsket af hende, jamen så er der noget galt – med HENDE.

– Det er det, der er faren for folk, det er i hvert fald min oplevelse, at det er sådan, det hænger sammen.

– Vi har haft masser af konflikter og udfordringer, og hvad det måtte være, og de gange føler jeg altså, når vi er kommet ordentligt igennem det, at det er en styrke bagefter. Nu har vi et delt liv og en delt historie, og det er jeg enormt glad for. Fordi det har en kvalitet i sig, som jeg synes, er helt fantastisk.

”Change yourself” står der med sort på Nikolajs hvide T-shirt. Det er en af hans gode venner, kunstneren Jeppe Hein, der har lavet den.

Og det er på en måde en reference til det, vi har snakket om: At al forandring starter med en selv. I det store. Og i det små.

– Ja. Og også i et parforhold. Det der med at pege fingre er meget nemt – men handling er trods alt bedre. Man er nødt til at starte med sig selv.

Kærlighed

Og så må vi jo til det: Tale om filmens omdrejningspunkt.

Utroskab. Hvad tænker du om det?

– Jamen … det er jo at kaste en bombe ind i et forhold. Det har jeg ikke selv gjort, det har vi ikke selv været ude for. Selvfølgelig møder man igennem et liv mange spændende mennesker, og man kan tænke: Hold da op, hun er en fantastisk kvinde, hende der. Men det har aldrig været sådan, at jeg har haft lysten til at undersøge det videre.

– Carsten i filmen har også det enorme arbejdsfokus, som jeg har, men jeg har til sammenligning måske netop haft den fordel, at jeg altid har været klar over, at hvis tingene skulle kunne hænge sammen, hvis jeg skulle kunne vælge mit arbejde, som jeg gerne ville, og jeg også gerne ville min kærlighed sammen med Nukâka – så går det bare ikke, at man begynder at destruere det selv.

Det er ødelæggende?

– Ja. Det er for meget at gamble med det. Der er så mange andre ting i livet, man kan tage chancer med, men lige præcis dér, tænker jeg, at det sgu er for dumt. Måske er det også, fordi jeg, da jeg var helt ung, var i et forhold, hvor der var utroskab på begge ledder, og det var … helt forfærdeligt.

– Man bliver jo tosset i hovedet af det! Der er ikke NOGET mere destruerende end jalousi. Ikke noget mere ydmygende end at være jaloux. Det er forfærdeligt. Og mistilliden! Det er altså det VÆRSTE. Den havde Nukâka og jeg så også selv i starten af vores forhold, hvor man jo er enormt usikker, fordi jeg rejste på job i udlandet hele tiden, og det var svært. Vi havde den begge to.

Hvordan kom I over det?

– Ved at snakke sammen. Og så tror jeg også angående tillid, at handlinger er stærkere end ord. Jeg tror, at Nukâka fandt ud af, at ”det virker, som om man godt kan stole på ham”. Den anden vej også, ikke? For skuespillet ER et arbejde, hvor vi hele tiden er tæt på andre.

– Man skal åbne sig og kysse fremmede kvinder og fremmede mænd. Det bliver aldrig nemt at se på for den anden. Hovedet kan forstå, at ”det er bare et job”, men maven kan godt reagere på, at ”nu står de og kysser”. Men … når man kender arbejdet, som vi begge gør, ved man også, at det bare er en del af det.

Utryghed

Ude på parkeringspladsen holder en midnatsblå ret sporty bil. Jeg tror, det er Nikolajs. Bingo.

– Jeg købte en ny bil for et år siden. Vores 13 år gamle Skoda Fabia var nødt til at komme videre … Nu kører jeg rundt i en elbil.

Sommerhuset på Orø har de haft i 20 år. Det kunne sikkert også være blevet skiftet ud med en smartere og dyrere model, efterhånden som serier som ”Game of Thrones” og en international karriere har spækket Nikolajs konto.

Men hans filosofi er en anden: Der er ingen grund til at skifte noget, man er glad for, bare fordi man kan.

– Vi har i vores del af verden en model, som handler om, at vi skal vækste os ud af alle problemer og forbruge mere, for så holder vi hjulene i gang. Det er så tydeligt, at det kan hverken planeten eller vi selv holde til. Det gør os ikke lykkeligere.

Hvad betyder penge for dig?

– Da Nukâka blev gravid første gang – med Filippa i ’99 – besluttede jeg, at jeg blev nødt til at have en økonomisk buffer på to år, hvor vi kunne klare os, ”hvis det nu var.”

– For jeg havde haft et år inden, hvor jeg pludselig ikke kunne få nogen jobs, og jeg kunne sagtens huske, da jeg selv voksede op, og vores hus gik på tvangsauktion, det skabte sådan en usikkerhed og utryghed. Min mor var alene med os, det var i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor renten var 17 procent, og man kunne meget hurtigt komme ned og ligge!

– Og som skuespiller er man bare i et usikkert erhverv på mange måder, derfor tog jeg den buffer-beslutning. Det er klart, at nu har jeg til mere end to år, og det giver også frihed i forhold til at vælge de projekter, jeg gerne vil lave. Men man ved jo aldrig ...

Nikolaj klager ikke, det går virkelig godt, men barndommens tvangsauktion ligger dybt i ham.

– Jeg har stadig angst over for sådan noget med regninger, og du ved … skat og få styr på sådan nogle ting, og hvad nu, hvis man ikke får betalt … Nogle mennesker er helt iskolde over for sådan noget, det har jeg bare ikke i mig. Men samtidig handler det også om at forstå, at man nok skal have respekt for penge, men ikke lade dem styre sig.

Fiasko

For det, der skal styre, er den indre passion. Den indre ild. Som faktisk ikke handler om at få succes. Det er en misforståelse.

– Jeg har lært om succes, at hvis jeg måler min ud fra andres betragtninger og vurderinger, burde jeg gå rundt og være halvdeprimeret og ked af det.

– F.eks. var jeg rigtig glad for filmen ”Krudttønden”, Ole Christian Madsen havde lavet en fantastisk film. Men den fik premiere, lige weekenden før det hele blev lukket ned på grund af corona. Allerede inden da gik ingen i biografen, folk var jo vildt bange, så bliver sådan en film ikke set af nogen mennesker, og så er det en ”fiasko”.

– Men jeg kan ikke tillade, at den oplevelse, jeg selv havde med filmen, bliver påvirket af, om der er 5.000 eller 500.000 inde at se den. Nogle af de film, jeg selv har været gladest for, og hvor jeg selv synes, jeg har lavet mit bedste arbejde, har ikke nødvendigvis været dem, som har haft de største succeser. Og omvendt.

– I min karriere kom jeg meget tidligt væk fra at sætte direkte lighedstegn mellem, hvor glad jeg er for noget, og hvordan det bliver modtaget.

Det er sundt, ellers løber du rundt efter en gulerod hele tiden?

– Det er præcis det! Jeg tror heller ikke, det nødvendigvis er sådan, man kommer til at lave det bedste arbejde.

Så det, han har lavet i de tre måneder i Reykjavik, handler igen om passion:

– Det er en film, jeg har udviklet de sidste fire år baseret på en dansk historie om den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen og hans roman ”Farlig tomandsfærd”. Sammen med en god ven har jeg startet et selskab, vi vil lave vores egne historier.

– Det er hårdt arbejde, men det er 100 procent passions- og lystbetonet, og det er helt fantastisk at kunne få lov til at gå en helt anden vej, end jeg har gjort indtil nu, hvor jeg har været i gang i snart 30 år.

– Netflix har finansieret det. Det er fedt, det betyder meget mere, når man er med til at udvikle og producere, end hvis man er hyret ind til at lave et stykke arbejde. Det har jeg jo gjort hele mit liv, og det elsker jeg også.

– Men … jeg har bare investeret meget mere i det her, fordi jeg har været med til at skabe finansieringen og finde de skuespillere, der skulle være med.

Charles Dance spiller også med i ”Against the Ice”, som filmen kommer til at hedde.

Og Netflix-finansieringen og skuespillercastet er ret vildt og blev straks gjort til tabloidbasker.

Men det ligger ikke til Nikolaj at prale. I stedet kværner han en clementin. Og en til. Og en daddelbar.

Hvad er det gode liv?

– Lige nu er det en daddelbar … Nej, jeg vil sige det sådan, at 2020 var et utroligt år. På grund af pandemien står det på mange måder som et skæringsår. Sådan føles det for mig.

– Under den første lockdown sad vi derhjemme og så ”Contagion” med Jude Law. Det er helt vildt, hvor præcis filmen var i forhold til det, der er sket. Nu eksploderer den virus.

– Det har været skræmmende at opleve. Fra nogle få tilfælde i december 2019, hvor vi hørte om det første gang og ikke tog det så alvorligt, vel? Det er jo helt sindssygt …

Så det gode liv er under pres.

– For oveni er problemet, at vi lever i en rigtig ubehagelig tid. De sidste år er der skabt en enorm mistillid over for autoriteter og videnskab. Det er også virkelig skræmmende.

– Jeg læste lige om en eller anden dansk kvinde, der var blevet talsperson for konspirationsteorier. De er jo helt tossede, nogle af de her historier. At Bill Gates vil putte chips ind i alle mennesker f.eks. ALT sådan noget er tosset, men at det får så meget fat i mennesker over hele verden, er enormt skræmmende og viser bare, hvor nemt det er at manipulere med os – frie – mennesker.

– Der er jo noget vidunderligt ved, at vi har den personlige frihed og kan sætte spørgsmålstegn ved ting, og det skal vi. Men jeg synes, der er sket nogle ekstreme ting i forhold til vores demokrati i de sidste år. I USA. I England. I EU. Her.

– Det føles hele tiden, som om den sunde fornuft er gået fløjten. Vi kan ikke længere tale ud fra fakta. Tænk, at vi f.eks. skal blive ved med at have den snak om mundbind i stedet for, at det bare er en selvfølge, at man tager det på. Fordi man beskytter andre!

– Hvis man sætter spørgsmålstegn ved ALT ud fra følelser, og ”hvad jeg kan lide og ikke lide”, bliver det meget svært. Og problemet er, når folk så går ud og finder nogle svar, som er så tossede som dem, der florerer.

– Jeg taler indimellem med nogen, hvor jeg tænker: Du er et normalt begavet meneneske, det er ikke, fordi du er ubegavet, du vælger bare at tro på noget, som er lidt mere spændende eller ”føles” rigtigt.

Man vælger sin egen virkelighed?

– Ja. Siger i virkeligheden: ”Jeg kan ikke lide den her virkelighed. Derfor vælger jeg, at det i virkeligheden er nogen, der er ude på at gøre noget ondt, for det er selvfølgelig ikke ”bare” en virus, det er noget, som ”nogen” har skabt.” HVORFOR??? Der er ikke nogen logik.

– Altså … det driver mig til vanvid og får mig til at tænke, shit, for man får skabt grobund for, at virkelig tossede mennesker kan komme til magten ved at manipulere masserne. Det har vi jo set før i historien …

Scary shit …

– Jamen det er det sgu. Folk spørger nogle gange: Hvad hvis vi ikke får den her pandemi under kontrol? Jamen så får det vel den konsekvens, at det, vi lever i nu, er det nye normal, ikke? Så skal vi indse, at vi ikke kommer tilbage til ”før”. Det ville jo være forfærdeligt.