Ny forskning: Glem alt om dit g-punkt – nu har forskerne opdaget ö-punktet
Foto: Panthermedia
APRILSNAR:-)
Hvis du stadig leder efter dit g-punkt, så får du måske endnu mere travlt på lagnerne det næste stykke tid, for nu har forskerne nemlig fundet endnu et erogent punkt på kvindekroppen, nemlig ö-punktet.
Bag den banebrydende opdagelse, som netop er blevet publiceret i Journal of Sexual Medicine, står den svenske seniorforsker Göran F. Itta fra Institut for Anatomi på Uppsala Universitet. Han havde igennem længere tid undret sig over, at hans hustru under orgasme virkede voldsomt ophidset, opstemt og nærmest ekstatisk på en helt anden måde, end hans tidligere kvindelige bekendtskaber nogensinde havde gjort, og han begyndte derfor at forske i den kvindelige orgasme.
Til et forsøg efterlyste seniorforskeren derfor kvinder, der også oplevede voldsomme orgastiske sammentrækninger ud over det sædvanlige.
Under forsøget blev deltagerne alle sat til at onanere, mens de samtidig blev kørt ind i en hjerneskanner, for at forskerne kunne overvåge, hvad der skete i deres hjerner under akten.
Det viste sig, at der for videnskaben var helt nye steder i de pågældende kvinders hjerner, der lyste op, når de stimulerede sig selv, samt at de velkendte lystcentre i hjernen lyste langt stærkere i forsøgsdeltagernes hjerner end i tidligere orgasmestudier.
Samtidig kunne forskningsholdet konkludere, at ingen af kvinderne fik nogle af de allerede kendte former for orgasme, såsom klitoris- skede- eller g-punktsorgasme, men derimod en helt ny en af slagsen.
Utraditionel onanipraksis
Da forsøgspersonerne efterfølgende blev interviewet, viste det sig, at onaniteknikken for alle kvindernes vedkommende afveg fra den konventionelle form. De onanerede nemlig alle med en helt særlig kombination af to fingre på én gang. Nogle brugte lille- og pegefinger fra samme hånd og andre brugte deres to pegefingre i en slags kryds til at ramme begge punkter på hver sin side af skedevæggen på én gang. Og det udløste den såkaldte ö-punkts-orgasme.
Göran F. Itta og hans skandinaviske forskerhold har valgt at navngive den særlige orgasme ö-punktsorgasmen, som en hyldest til det skandinaviske alfabet – og fordi de to prikker symboliserer de to punkter, der skal stimuleres samtidigt for at opnå den eksplosive nydelse.
- Vi er meget stolte af vores opdagelse, som vi tror på vil blive endnu et skub på vejen til mere viden om dét mysterium, som kvindekroppen i sandhed er, siger han og fortsætter:
- Ö-punkts-orgasmen kan bedst sammenlignes med at tage euforiserende stoffer. Den lyser begge frontallapper samt indtil flere lystcentre i hjernen op på én gang. Jeg kan bedst beskrive det som at komme 10 forskellige steder i hjernen på samme tid, udtaler seniorforskeren.
Flere efterfølgende forsøg
Efterfølgende er metoden til at få ö-punktsorgasme blevet testet i et randomiseret klinisk forsøg med 1.200 kvindelige testpersoner, der hidtil ellers kun har praktiseret såkaldt almindelig onaniteknik. Forskerne brugte en dag på at oplære kvinderne i den nye orgasmeteknik, og ud af de 1.200 testpersoner lykkedes det for knapt 25 % at få en ö-punkts-orgasme allerede samme dag.
Forskerne bad efterfølgende testdeltagerne om at teste teknikken derhjemme, og indberette deres erfaringer med teknikken og orgasmeformen. Her er nogle af deres udsagn:
”Mine orgasmer plejede at være små hurtige knaldperler, men efter jeg er begyndt at få ö-punktsorgasmer, er mine orgasmer længere og mere eksplosive. Det er som om krop, hjerne og moder natur smelter sammen i ét. Det tager dog lidt tid at finde, så man skal øve sig meget. Nu kan jeg både få ö-punktsorgasme selv og af min kæreste.”
”Da jeg hørte om ö-punktet, tænkte jeg ”øøøøøh”, da jeg fandt det, tænkte jeg ”aaaaaaaaaah”.”
”Min hovedpine, mine kæbespændinger og mine smerter i lænden er fuldstændig væk efter jeg har fundet ö-punktet.”
”Min mands og mit sexliv har nærmest været ikke-eksisterende, siden vi fik vores første barn for fem år siden. Men efter at jeg har oplevet ö-punktsorgasmen og lært ham metoden til den, har vi fået et meget tættere forhold, og jeg ved præcis, hvad min mand mener, når han spørger, om jeg vil med på ö-lejr.”