Paprika Steen om populær datingapp: "Jeg tror, jeg er lidt for kendt til det sted"
Foto: Jesper Sunesen
Den 57-årige skuespillerinde og filminstruktør var et stort smil, da hun onsdag aften troppede op til gallapremieren på filmen “Lykkelige omstændigheder”, som hendes gode ven Anders W. Berthelsen har instrueret.
Selv kalder hun da også dette år for sit, da Se og Hør møder hende på den røde løber til premieren i Imperial i København.
Det er også arbejdet, der i øjeblikket fylder mest, indrømmer hun, men jagten efter kærligheden står alligevel ikke helt stille.
– Jeg har været inde og kigge lidt, men jeg tror, jeg er for kendt til det sted, lyder det grinende fra skuespillerinden, da snakken falder på, hvorvidt hun har swipet løs på datingappen Tinder.
Det er nok ikke helt tilfældigt, at ordene falder på den måde. Vi kommer i hvert fald straks til at tænke på en legendarisk sang fra Paprika Steens tid i Lex og Klatten.
– Ej, jeg har været skilt i ni år nu, og jeg har prøvet lidt af hvert. Men jeg tror stadig ikke, jeg helt har fundet ud af, hvad det er, jeg gerne vil.
Filminstruktøren indrømmer ærligt videre, at hun er “meget gift med sit arbejde”, og det nok primært er det, der tager hendes fokus.
– Indimellem er det da også ensomt. Absolut. Røvkedeligt er det indimellem. Men omstændighederne er, som de er, og jeg er meget pragmatisk, og jeg er okay, slutter hun.
Paprika Steen blev skilt fra sin kæreste Mikael Rieks efter 14 år i 2013. Sammen fik de sønnen Otto, der i dag er 22 år gammel.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.