Så længe har de holdt det hemmeligt: Asta og Sebastian afslører nye detaljer om frieriet
Foto: Dan Mariegaard
I forrige uge afslørede Asta Björk Ivarsdottir, at hendes skuespillerkæreste Sebastian Bull har været på knæ.
Senere kom det frem, at parret har holdt forlovelsen hemmeligt i et stykke tid.
I en video på Instagram afslører Asta nu, hvor længe hun har båret rundt på den søde hemmelighed.
I første omgang var det kun Asta, som fik en ring som symbol på kærlighedsløftet, men i videoen giver den 26-årige danser sin hjertenskær en forlovelsesring.
Og inde i den er datoen for frieriet indgraveret.
Den 23. oktober 2024.
Det var en helt almindelig onsdag eftermiddag. Asta kom svedig hjem fra træning efter at have danset med Rasmus Staghøj, da Sebastian overraskede hende med en tale, champagne og et stort spørgsmål på tagterrassen.
Inden frieriet havde Sebastian naturligvis spurgt om lov.
"Jeg tog knoglen, og ringede til Astas mor, og sagde: 'Hilda, det jeg spørger om, det er: Må jeg gifte mig med din datter?'. Og så var det bare vildt dejligt, at hun synes, at det var en vildt god idé," fortæller Sebastian Bull i podcasten "Bare mellem os", hvor han samtidig afslører, at forlovelsesringen var dyr.
"Jeg tror, der er på den gode side af 20 (diamanter, red.). Men det fortjener hun også," slår han fast.
Asta og Sebastian mødte hinanden sidste år, da de dansede sammen med 'Vild med dans'. De vandt ikke det eftertragtede trofæ - til gengæld vandt de hinandens hjerter.
Sebastian har flere gange erklæret sin kærlighed til Asta. Senest i et interview med Alt for damerne, hvor han satte ord på frieriet.
"Det, der er med Asta, er, at hun er min store kærlighed. Og jeg har aldrig været så forelsket før. Så det var rimelig åbenlyst for mig, at selvfølgelig skal jeg fri til hende. Men jeg tror, vi begge to har været typerne, der ikke troede, at vi skulle blive gift, fordi vi ikke har set os selv som håbløse romantikere. Men så møder vi hinanden, og så er det bare de helt store violiner og følelser."
Denne artikel blev første gang bragt af Se & Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.