Sex er sundt, sagde Brostrøm. Men ved du, HVOR godt det egentlig er for dig?
Foto: Mathilde Schmidt
Jo mere vi erobrer os selv som sanselige og seksuelle væsner, jo sjovere, lettere og mere tilfredsstillende bliver vores sexliv, og jo mere balance skaber vi i forhold til en hverdag, hvor hovedet og det rationelle fylder langt det meste.
Et stillesiddende arbejde foran en computer, giver ikke meget rum for, at vores krop, vores sanselighed og vores seksualitet kan udfolde sig.
Men vi er hele mennesker, og hvis den side af os ikke får plads, lider vi under det, også selv om vi måske slet ikke er bevidste om det.
For det første er sex den absolut bedste aktivitet til at styrke vores bækkenbund og underliv, det træner musklerne, øger følsomheden og blodcirkulationen.
Det giver ikke bare bedre orgasmer, men også en sundere og stærkere bækkenbund og underliv, som er vigtigt i alle aldre.
Regelmæssig sex øger immunglobulin-A- antistoffer i blodet, der styrker immunforsvaret, og for mænd mindsker regelmæssige udløsninger risikoen for prostatakræft.
Sex får også hjernen til at udløse endorfiner, der både virker smertelindrende og afstressende og kan være med til at sænke blodtrykket.
Og blandt flere andre hormoner producerer vi under sex og kærtegn det vigtige bonding- og kærlighedshormon oxytocin, der både afstresser os og øger vores følelse af empati og forbundethed.
For parforholdet skal vi vide, at vores sexliv kan udrette magi og mirakler for den intimitet, som kærligheden næres af, men som kan være så udfordret af manglende prioritering og indsigt i, hvordan vi faktisk når hinanden.
Når vores kroppe, hjerter og lyst driver værket, som bølger af energi, sansninger og impulser mod hinanden, kan det skylle gennem barrierer af forsvarsmekanismer, afstand og lukkethed.
En forbundethed og intimitet, der ikke var mulig – eller i hvert fald meget svær – kan pludselig blive mulig.
Vi kan noget andet i det rum, hvor vores kroppe sanser, og hormoner åbner os og får os helt tæt på hinanden.
Pludselig kan nogle med en meget undvigende tilknytning, der kan have svært ved at være helt tæt på et andet menneske, sagtens kan give sig hen og åbne op.
Vi kan noget andet i det rum, hvor vores kroppe sanser.
Det seksuelle kan sætte alt det pres, vi er udsat for i dag, i perspektiv. Vi får i det rum muligheden for at bruge os selv på nogle andre måder, end dem en travl dagligdag kræver af os.
I det seksuelle rum, når det er bedst, skal vi ikke noget, vi skal bare være og mærke, sanse og respondere.
Vi skal ikke planlægge eller overskue noget, men være i nuet, slippe kontrollen og give os hen.
Det rum kan gøre os friere og gladere og sætte os i en fysisk og mental tilstand, der kan hjælpe os med at deale med livet på en mere afslappet, kropslig og legende måde.
Jo mere afspændt og åben, din krop, dit hjerte og dit skød er, jo mere kærligt kan du møde dig selv og verden.