Knuste hjerter
17. marts 2022

Sisse Sejr: Ignorerede Esben for at vinde ham tilbage

Sisse Sejr åbner op for sin hjertesorg, og hvordan hun tog det, da hendes ægtemand Esben Bjerre gik fra hende i starten af deres forhold.
Af: Signe Fage, Redaktionen
Sisse Sejr og Esben Bjerre

Foto: Dan Mariegaard

Artiklen blev første gang bragt hos Se og Hør.

Radio- og tv-værten Sisse Sejr fortæller i det nyeste afsnit af "112 for knuste hjerter" om sine erfaringer med kærestesorg.

Hun åbner blandt andet op om et hårdt break up i starten af sine 20’ere, som hun ikke håndterede særligt godt.

I podcasten fortæller Sisse Sejr til værten Maria Jencel, at det var et forhold, hvor hun dengang mente, de passede perfekt sammen.

De to gik på journalisthøjskolen sammen og dannede par i to år. Men da kæresten en dag kom hjem til hende og ikke tog overtøjet af, vidste hun godt, hvad det betød.

Ganske rigtigt slog kæresten op med hende, men selv om han ikke længere ville være i et forhold, så stoppede det ikke Sisse Sejr.

Hun blev ved med at skrive beskeder, lange breve og ringe til ham for at få ham tilbage.

Fandt sammen igen

– Jeg er den mest tilgængelige ekskæreste, og han beder mig hele tiden om at lade være, fortæller Sisse Sejr.

Hun dukkede op til hans fødselsdag, selv om han havde slået op, og hun græd hver dag, mens beskeder blev sendt afsted.

Til sidst fandt hun ud af, at hun skulle stoppe kontakten, og der begyndte ekskærestens interesse at vende tilbage.

– På et tidspunkt er der en portvagt på mit arbejde, der ringer dernede fra og siger, der er besøg til mig. Så står han der med en buket tankstationsblomster og siger: "Jeg savner dig så meget".

Esben Bjerre slog op

De to fandt sammen igen, men efter halvandet år gik den ikke længere.

Til gengæld havde Sisse Sejr på det tidspunkt lært, at hvis hun bliver slået op med og ville have manden tilbage, så skal hun gøre det stikmodsatte af, hvad hun gjorde første gang.

– Esben og jeg starter med at se hinanden, og så fra den ene dag til den anden så knækker det for ham, siger Sisse Sejr i podcasten.

Hun fortæller, at han på det tidspunkt også havde et andet menneske i sit liv, som han ikke helt kunne finde ud af at gøre det færdigt med. Derfor stoppede han forholdet til Sisse Sejr, mens de begge arbejdede på P3.

– Så rammer jeg bare snotten lige i kantstenen. Jeg bliver fuldstændig kørt over, og jeg græder og tror aldrig, det bliver godt igen, fortæller hun.

Lærte af sidste gang

Men denne gang håndterer Sisse Sejr sin hjertesorg helt anderledes. Hun har lært, at hvis hun vil have Esben tilbage, skal hun være utilgængelig.

– Der går ikke mere end et par uger, før han begynder at ringe udenfor arbejdstid.

Taktikken virkede altså, selvom det var svært for hende at holde sig væk. Og nu har parret været sammen i 10 år, er blevet gift og har to døtre sammen.

– Vi har da haft kæmpe kriser, og jeg tror måske også godt jeg kan falde tilbage i den gamle og overdynge ham med kærlighed, men vi er stadig sammen, og det vil jeg rigtig gerne forsætte med.

Læs også