Terapeuten advarer: Du gør det sikkert, men det er ødelæggende for parforholdet

Hvad der får kærligheden til at lykkes, kan føles som en abstrakt størrelse.

I 1986 sad der to psykologer, John Gottman og Robert Levenson, med hvad de kaldte katastrofale og forliste forhold bag sig og besluttede sig for at bedrive videnskab på, hvad der får et parforhold til at lykkes.

De skabte The Love Lab, hvor 650 par i løbet af 14 år boede på en slags bed and breakfast og blev filmet og optaget 24/7.

Deres samtaler og kontakt blev analyseret, deres hud- og hjerteaktivitet blev målt, og der blev taget blodprøver og urinprøver på parrene for bl.a. at måle deres indhold af stresshormonet kortisol og glædeshormonerne endorfin og dopamin.

Blandt mange ting opdagede Gottman og hans team, at kritik er noget af det mest ødelæggende for et forhold.

De observerede, at for, at et forhold kan rumme mængden af negativitet, skal der for hver negativ ting, som bliver sagt eller gjort, siges eller gøres fem positive ting. Det kaldte han 1:5-reglen.

Flere konsekvenser

Når vi kritiserer vores partner, er det oftest, fordi der er noget, vi selv er utilfredse med – at der er nogle af vores egne værdier eller behov, der ikke bliver mødt.

Men det, der sker hos den anden, når tingene kommer ud som kritik, er, at den anden føler sig forkert, nedgjort, ikke god nok, ikke formående, afvist eller andet. Og det kan have flere konsekvenser for relationen, end man lige kan forestille sig.

Vi kan kun elske og give os hen i en sund kærlighedsrelation, hvis vi er trygge. Vi giver os hen, fordi forholdet er et rum, hvor vi føler os mødt og elsket.

Vi kan være os selv, slappe af og være åbne, fordi vi er værdsat for dem, vi er.

Forholdet er et sted, der gør os stærkere og giver os en følelse af, at den anden støtter os og har tillid til os. Det er på en måde det, et sundt forhold bygger på.

Når man bliver udsat for kritik, er der nogle kort i korthuset, der vælter. Det, der skulle være det mest trygge sted for én at være, bliver pludselig utrygt.

Og kan få én til at føle, at man ikke slår til, at man ikke har så meget værdi og ikke er en god partner for den anden.

I værste fald kan det bevidst eller ubevidst betyde, at man føler sig i fare, og at selve relationen er truet.

Når jeg har par i terapi, handler de fleste konflikter dybest set om denne utryghed: Om hvorvidt man faktisk er elsket og værdsat, og om hvorvidt forholdet mere eller mindre udtalt er i fare.

Når vi kritiserer og “angriber” den anden, sker der ofte det, at den anden går i fight eller flight.

Det vil sige går i en forsvarsposition enten ved at angribe tilbage, forsvare sig eller lukke ned og trække sig. Så har vi en konflikt, et skænderi, en uvenlig konfrontation eller én, der trækker sig og et brud i forbundetheden og kontakten.

Det kan ofte også måles ved, at stresshormonet kortisol stiger i kroppen, og at den, der bliver angrebet, føler sig i fare.

Når man kommer derfra, har man ikke overskud til at være imødekommende over for den anden og har nok heller ikke lyst til at være det.

Fokuser på dig selv

Hvordan skal det så gribes an, for der vil jo altid være svære ting i relationen og ting ved ens partner, som man synes er problematiske?

Det første er at tage den hjem til sig selv. Det vil sige flytte fokus fra sin partner til sig selv. Hver gang vi retter pegefingeren mod vores partner, er der tre fingre, der peger tilbage mod os selv.

Det handler om at finde ud af præcis, hvad det er for nogle følelser, din partners adfærd vækker i dig. Og så at huske, at bag enhver følelse er der et behov.

Hvad er det præcis for nogle behov, du har, og som du længes efter, at din partner møder eller hjælper dig med at få mødt?

Du skal se dybt i dig selv, hvorfor er lige de behov så vigtige for dig, og hvorfor kan det trigge så mange svære følelser i dig, når de ikke bliver mødt?

Og ikke mindst hvordan er det, at du som følge deraf kommer til at tolke din partners adfærd? F.eks. som at han ikke rigtig elsker dig eller ikke rigtig er der for dig.

Jeg har et par i terapi, hvor kvinden aldrig har følt, at hun blev taget alvorligt og lyttet til, hverken af sine forældre eller søskende.

Og hun oplever, at det stadig forholder sig sådan. Det har givet hende en følelse af, at hun og hendes behov og meninger ikke er vigtige, og hun oplever, at det er en evig kamp at føle, at hun har sin plads og sit at sige.

Hun reagerer derfor meget voldsomt og vredt, når hun oplever, at hendes partner heller ikke lytter eller ikke rigtig tager hende alvorligt.

Hun var ikke bevidst om, at det sår og den grundfølelse i hende stadig er så aktiv og skaber en kamp, hun stadig kæmper, ikke mindst i sit parforhold.

Hun var frustreret over sin partner og kritiserede ham for ikke at være nærværende, ikke at lytte til hende og have for travlt med sit eget.

Det fik ham til at føle sig som en uformående og dårlig kæreste og ikke mindst magtesløs over for at gøre hende tilfreds.

Det blev til alt for mange skænderier, tvivl på forholdet og mere og mere afstand mellem dem.

Nu, når de begge er blevet klar over, hvad det er der foregår i dem hver især og imellem dem, kan de navigere i det på én måde, der fører dem tættere sammen og får dem til at mærke mere kærlighed til hinanden.

Hun kan udtrykke, hvad hun faktisk føler i de situationer, uden at kritisere ham, og han kan bedre give hende det, hun faktisk har brug for og ved nu også, hvorfor det er så vigtigt for hende.

Han føler sig ikke mere uformående, men værdifuld, fordi han faktisk kan være der for hende, når hendes gamle sår blusser op.

Stærkere forhold

Der vil ofte være flere af den slags sår i begge parter, der gør det hele svært.

Vejen er at kende ens egne og tale ud fra dem. Så partneren ikke føler sig kritiseret og gjort forkert, men ved, at den anden har nogle ting, der er særligt vigtige og særligt følsomme – af rigtig gode årsager.

Det kræver indsigt og arbejde at nå derhen. Men det er så forløsende og healende.

Det selvsamme, som før skilte dem ad og udfordrede forholdet, er nu med til at gøre dem mere forbundne og forholdet stærkere.

Vi har ikke lyst til at være der for én eller gå tættere ind i en kontakt med én, der gør os forkerte og får os til at føle os som en dårlig og uformående partner.

Det er alt for utrygt.

Der prøver vi nærmere at beskytte os selv. Men vi vil meget gerne være der for en, der har tillid til os, åbner sit hjerte og sin verden for os, gør os vigtige og viser, at man kan gøre en forskel for dem.

En vigtig ting er selvfølgelig også for den, der føler sig kritiseret, ikke at tage det så personligt. At vide at det måske slet ikke handler om én selv og i stedet rette nysgerrigheden mod den anden og den andens dybere behov bag kritikken.

Det er en vej, vi går sammen.