Tine Aurvig-Huggenberger: "Man kan bære ufatteligt meget, hvis man ved, man er elsket"

Da Tine Aurvig-Huggenberger efter mange år i fagbevægelsen endegyldigt tabte kampen om formandsposten i LO til Harald Børsting, flyttede hun fokus og sejlede videre. Nu er hun glad direktør i brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation. Folk, der kender hende, siger, at hun har en særlig evne til at blende ind, uanset hvilket selskab eller miljø man placerer hende i. Den evne har hun måttet tilegne sig af nød i en voldsom barndom, finder man ud af, når man læser hendes selvbiografi ”Viljen er alt”.

– Jeg er blevet mere og mere bevidst om, at sådan en opvækst efterlader sår og ar. Noget af det mest belastende er nok mit behov for altid at være i kontrol. Det kræver forholdsvis stor hjernekapacitet hele tiden at scanne og have styr på, hvad der foregår. Og hele tiden være bevidst om, hvor jeg selv er i det.

– Da jeg var yngre, ville jeg sige, at det kun er miljø, der skaber et menneske, men hvis jeg kun skulle kigge på miljø, burde jeg ikke sidde, hvor jeg sidder. For der er … ikke noget barn, der kan tåle at blive udsat for det, jeg blev udsat for. Jeg må selv have haft en fundamental råstyrke et eller andet sted fra.

Tæv

Tines forældre blev skilt, da hun var to. Faren forsvandt næsten ud af Tine og lillesøster Pernilles liv. Moren mødte Jimmy, som hun fik et barn med. Da Tine var seks år, flyttede familien fra Sjælland til Jylland. Tine kom i skole i Brabrand. Men ret hurtigt flyttede familien igen. Tine kom i en ny skole.

– Jeg blev forsøgt mobbet. Men jeg var forholdsvis udadreagerende, så man slap ikke så godt fra at mobbe mig, man fik bare tæv! Jeg var til tider … meget ensom og følte mig meget forkert. Det er en følelse, jeg har slæbt med mig igennem mange år.

Forkert?

– Når man skifter skole så mange gange, som jeg har gjort, når man aldrig rigtig at falde til.

Du har gået på 10 skoler?

– Ja, 10 skoler ...

Det er vanvittigt …

– Ja, det er det. Hvis det har givet mig noget, er det, at jeg er ekstremt omstillingsparat. Jeg er ALDRIG nervøs for nye miljøer, for det er nærmest fysisk indlejret i mig, at jeg kan navigere i det. Men for et barn er det slidsomt. Jeg har INGEN fortælling om kammerater eller venner fra de første mange år i folkeskolen. Det fik jeg først, da jeg kom i puberteten.

Og Jimmy slog dig?

– Ja, han slog mig, og han slog mig tit. Da jeg blev syv-otte år, begyndte det at blive systematisk og kontinuerligt. Han slog mig i ansigtet, på armene, på benene … han tævede mig bare, sparkede mig. Det var en … desperation, som handlede om at knække mig, fordi jeg ikke var bange for ham. Han var et ret lille menneske, han kunne ikke BÆRE, at han ikke havde magten over mig.

Hvorfor greb din mor ikke ind?

– Altså, hun siger i dag, at hun ikke vidste, hvor slemt det var.

Du må have haft mærker?

– Jeg var blå og gul hele tiden. Men de systematiske bank var primært, når hun ikke var der. Han rågennembankede mig ikke hver dag. Men jeg fik lige en på hovedet eller blev skubbet eller spændt ben for. Hver dag. Måske en gang om ugen kom DE op at skændes og slås, og dér blev jeg altid involveret, fordi jeg var den største. Jeg forsøgte at beskytte min mor og i særdeleshed mine mindre søskende. Dér så hun jo, at han slog mig.

Ingen lærere blandede sig: ”Jeg var aldrig længe nok et sted til, at de fik et indblik i, hvor hårdt et liv jeg egentlig havde”. Hun sagde heller ikke noget selv. Det var forbundet med for stor smerte at bryde forældreloyaliteten. Da hun var 11 år, havde hun levet fem år med en voldelig stedfar og var begyndt at skære tænder om natten. Så voldsomt, at hun sled tænderne i stykker. Hun fik bideskinner hos tandlægen. Og noget beroligende, hun skulle tage hver aften for at slappe af i kæberne, når hun sov. Den aften det hele kulminerede, boede familien i parcelhus i Hadsten.

– Jeg kunne høre inde fra mit værelse, at det accelererede – nu ville de komme op at slås, og det ville blive forfærdeligt. Helt systematisk stod jeg op og låste som en ren beskyttelsesforanstaltning døren ind til mine to mindre søstre. Når de her seancer startede, skar han telefonledningen over, så vi ikke kunne komme i kontakt med nogen. Og i særdeleshed så min mor ikke kunne ringe til min morfar, som han var meget bange for.

Over 40 år senere sidder oplevelsen stadig lige under huden, hun fortæller i nutid:

– Så går jeg i køkkenet i min lille babydoll-natkjole med fine stropper og flæser. Dér sidder min mor over for ham. Der ligger en stor køkkenkniv på bordet. Han bliver ved med at sige: ”Så stik den dog i mig for helvede, så stik den i mig!”. Til sidst er min mor så desperat, at hun tager kniven. ”Mor!”, råber jeg. Hun vågner ligesom og lægger kniven fra sig, og jeg går hen til vasken og tager noget vand til mine beroligende piller. ”Se din datter, hun tager piller, hun er jo også sindssyg”, siger han. Så rejser han sig og tager fat i de meget tynde stropper på min natkjole og river dem op og vikler dem om halsen på mig og forsøger at kvæle mig. Min mor tager et stort sort ler-askebæger og knalder ned i hovedet på ham. Han får en blødende flænge i hovedet. Han går rundt og smører blodet ud på køkkenlågerne ...

Du siger, du ikke var bange for ham ... men i den situation?

– Dér var jeg bange. Det var ligesom to the next level, ikke? Jeg havde slet ikke kræfter til at gå op imod ham. Jeg vidste, at hvis der ikke skete noget, ville jeg dø. Så ville jeg blive kvalt.

Tine havner ubevidst i nutid igen:

– Undervejs er min lillesøster Pernille vågnet, hun bliver selvfølgelig rædselsslagen, hun kan høre, det er helt galt. Døren er låst, så hun hopper ud ad vinduet. Hun står ude på vejen og skriger. Så kommer politiet. Og Jimmy får et polititilhold.

Trussel

Flytning og skoleskift fulgte igen-igen. Der faldt lidt ro over tingene, ”fordi der for første gang i mange år ingen trussel var inden for dørene”.

– Men da jeg var 13 år, mødte min mor Kurt. Han er vitterligt jordens sødeste menneske, men han fik ikke en chance. Jeg havde tilbragt hele min barndom sammen med en voldspsykopat af maskulin herkomst, hvad skulle jeg andet end tro, at det startede forfra, når der kom en ny mand ind i huset? Samtidig besluttede min mor, at vi skulle flytte til Randers. Jeg havde for første gang fundet noget, der mindede om en venskabsgruppe, og jeg blev simpelthen SÅ vred. Jeg var blevet gammel nok til at mærke følelsen: Hun bestemmer alt i mit liv, men hun bestemmer det ikke særlig godt. I Randers fandt jeg hurtigt sammen med en minirocker-gruppe: Landstrygerne. DET var vildt. Og ikke særlig sundt …

Du kunne have startet en kriminel løbebane?

– Det må man sige! Hvis du som ungt menneske føler, du ikke har noget at miste – og du ikke HAR noget at miste – så er alting lige meget. Grunden til, at jeg ikke tippede over eller blev junkie, var, at jeg havde en følelse af, at der var noget at miste. Jeg havde en fin relation til mine bedsteforældre, min mormor og morfar og min onkel og moster. Jeg HAVDE billeder på, hvad et godt liv var. Jeg vidste, at der VAR noget at stræbe efter og kæmpe for.

Du var også elsket?

– Jeg var dybt, dybt elsket både af mine bedsteforældre og især af min morfar Herluf.

Tine griner og siger:

– Han mente, jeg var det mest intelligente barn, han nogensinde havde mødt. Hvilket jeg ikke skal betvivle! Men han elskede mig, og han forsømte aldrig nogen lejlighed til at fortælle mig, hvor fantastisk jeg var. Det var ikke, fordi jeg havde en fuldstændig kærlighedsløs opvækst.

Det er vel det, der gør forskellen?

– Det ER da det, der gør forskellen: Man kan bære ufatteligt meget – også som voksen – hvis man ved, man er elsket.

Tvind

Tines mor indfangede en dag i 1978 sin vilde, pjækkende, konstant flygtende og kriminelt flirtende teenager midt på gaden i Randers, fik hende proppet ind i bilen, kørte hende direkte til Tvind i Ulfborg, hvor Amdi Petersen dengang regerede, og satte hende af på gårdspladsen med udsigt til et års efterskoleophold.

– Hun havde ikke givet helt slip på mig, for så havde hun ikke kæmpet for, at jeg kom på Tvind og blev trukket ud af det usunde miljø i Randers. Jeg er voldsomt taknemmelig for, at det lykkedes hende. Det var ikke givet, sådan som situationen var. Jeg var blevet ekstremt hård i filten for at beskytte mig selv. Tvind blev på mange måder definerende for min tilværelse. På godt og ondt. Primært på godt. Men det var et skørt, vitterlig vanvittigt miljø. Det var dengang, forældre stadig placerede deres børn dér af ideologiske årsager, og det år udviklede sig virkelig til survival of the fittest. Hvis man har læst William Goldings ”Fluernes herre” får man en idé … Tvind var et socialt eksperiment. Det kræver kompetente voksne, men det var der ikke, vel? Så det blev de stærkeste elever, der styrede de 120 elever. Det var fandeme ikke kønt.

Får du dårlig samvittighed, når du tænker på ting, du selv gjorde dengang?

– Ja, DET kan jeg da love dig for! Det skal man bruge til at huske sig selv på, hvor tynd civilisationsfernissen er. Hvor let det er at nedbryde et demokrati. Vi opfører os jo som gorillaer, når vi får chancen. Men … Gud nåde og trøste de svage unge dengang på Tvind. Jeg var mega privilegeret, jeg tilhørte toppen af hierarkiet, jeg var stærk. Det var så de svage unges held, at vi ikke gad være sammen med dem, fordi de var uinteressante. Til sidst gav lærerne op: ”Hvis bare I er VÆK i weekenderne, er vi ligeglade med, hvad I gør ...”. Det var kaos. Men det var samtidig et system, hvor Amdi, selv om han ikke var lærer, svævede over det hele. Jeg har stadig billeder på nethinden af, når han en sjælden gang skridtede sit areal af. Når han kom gående … altså de kvindelige lærere stod med bævende underlæber. Det var nærmest en religiøs reaktion. Tvind var religiøst.

Tine var i gang med at finde sig selv. Hun fik en kæreste – og flyttede som 16-årig hjem til ham og hans pædagog-mor og typograf-far på Amager.

– Via min kærestes familie begyndte jeg at færdes i et miljø med masser af kvinder, som eksisterede i deres egen ret. De talte ikke om feminismen som en frakoblet ideologisk overbygning. Den var i deres daglige liv: Hvorfor fik de mindre i løn end mændene? Hele den kvindepolitiske diskussion blev pludselig enormt nærværende for mig. På et tidspunkt blev min kærestes forældre skilt. Og det var en voldsom oplevelse for mig, at hans mor kunne fortælle, hvor vred hun var, og hvor svigtet hun følte sig – at man kunne verbalisere sin vrede. Min egen reaktionsmetode havde altid været at slå, når jeg blev presset.

Du har slået?

– Jaja, jeg har slået folk, men det stoppede altså med Randers! Jeg er så godt begavet, at jeg godt kunne se, det ikke var nogen farbar strategi. Men at opleve de kvinder tale sig igennem deres problemer og gøre det sammen var banebrydende. Jeg kendte det ikke. Jeg kendte én måde at reagere på: Det var vold. Og jeg havde aldrig set min mor have et fællesskab med andre kvinder. At opleve de kvinders stærke fællesskab var meget definerende for mig.

En menneskelig rejse

Hvis du tænker på den seksårige Tine, hvad er det så for en rejse, hun har taget?

– Det er en klasserejse, men også en menneskelig rejse. Hvis nogen havde sagt til seksårige Tine, at hun skulle få de muligheder, jeg har fået, og ende i samfundets maskinrum … altså selv da jeg var 20 år, havde jeg slet ikke fantasi til at forestille mig det. Jeg synes, jeg har været rigtig god til at holde fast i mig selv undervejs. Man skal også huske at være stolt af sig selv. Jeg er egentlig enormt stolt af, at jeg i et hårdt politisk miljø har insisteret på at være mig selv og er lykkedes med det. Det er sgu en meget god præstation.

Tine Aurvig-Huggenberger er 55 år, tidligere næstformand i LO, nu direktør i Kreativitet og Kommunikation - brancheorganisationen for reklamebureauer, medier og filmproducenter. Har en voksen søn. Gift med Karl Aurvig-Huggenberger.