Kærlighed og sex
3. september 2024

Utroskab behøver ikke ende med skilsmisse

Utroskab gør ondt, og det kan mærkes i hele familien. Selvom det er muligt at genopbygge troskaben, kræver det dedikeret arbejde og halve til hele år, siger psykolog Malene Hollmann
Af: Malin Westerlund
Utroskab

Foto: Privat

Utroskab er et alvorligt tillidsbrud, og den bedragne føler sig altid megasvigtet og megabedraget, og det skal der være plads til. Man er nødt til at validere folks følelser. Man kan ikke sige til en, der føler sig som offer, at nu skal han eller hun bare se at komme ud af offerrollen, siger autoriseret psykolog og EFT-parterapeut Malene Hollmann.

Samtidig skal vi ifølge hende passe på med offer-krænker-perspektivet, for ofte rammer det begge parter virkelig hårdt. Når vi agerer dommere over andres følelser, overser vi hurtigt det, der er gået forud. Det, der førte til, at kontakten blev spinkel, forklarer hun.

Når troskaben ophører

Interviewet med Malene Hollmann er en del af et større tema under navnet Utroskab. I artikelserien optræder podcastvært Sara Bovin, forfatter Pernille Aalund, og psykolog Malene Hollmann.

– Sådan er det i de fleste tilfælde, altså i de almindelige forhold, at der er sket noget med kontakten. Men hvad var det, der gjorde kontakten tynd? Hvad er det for mønstre i forholdet, der trækker os væk fra hinanden? Og hvad bringer os sammen? Hvad er det, man bliver bange for at komme helt frem med og få fortalt den anden?

Hvis man tør kigge på det sammen, behøver utroskab ikke ende med en skilsmisse, tværtimod er der basis for at komme styrket ud på den anden side.

Megasvigtet

Nogle gange kommer de destruktive kræfter udefra, som det var tilfældet for et par, der var i terapi hos Malene. De to var gledet fra hinanden i en voldsomt belastende periode, hvor de fik barn nummer to, samtidig med at manden mistede sin mor, og familien selv blev ramt af alvorlig sygdom.

– I andre forhold er det et uheldigt mønster, som trækker de to i relationen væk fra hinanden.

Utroskab

Psykolog Malene Hollmann står bag podcasten ”Forbundet” og oplever ofte utroskab i forhold, hvor parterne forinden har mistet kontakten til hinanden.

Den ene oplever måske den anden som kontrollerende og begynder at trække sig, hvorpå den kontrollerende part bliver usikker og endnu mere kontrollerende. Men det kan man arbejde med, og hvis det lykkes den bedragne at se mønstret og blive i stand til at sige: ”wow, nu kan jeg godt forstå, at min kritik har ramt dig og skubbet dig væk”, står parret stærkt.

Uden for normalen

Det kræver dog dedikeret arbejde og ofte halve til hele år at nå dertil. Der er selvfølgelig også tilfælde, som kræver andre indsatser.

– Det er, hvis den ene part f.eks. har narcissistiske eller psykopatiske træk og lever det vilde dobbeltliv. Ens værste mareridt. Så går terapien ud på at afdække, om det reelt er muligt at skabe terapeutisk forandring med begge parter, eller om det mere handler om at hjælpe den bedragne til at få det, der er sket, bearbejdet, hvis den anden part ikke formår at arbejde med egen adfærd.

Artiklen blev udgivet i Søndag uge 32/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også