Video: Koden til et langt og lidenskabeligt parforhold
Foto: Daniel N. Johnson
Esther Perel om det moderne kærlighedsforhold
Med flere millioner visninger er den amerikanske parterapeut og forfatter Esther Perel blevet et viralt hit med sine to interessante ”TED Talks”.
I den første af slagsen fra 2013 ”The secret to desire in a long-term relationship” fortæller hun bl.a., at det der særligt præger det moderne kærlighedsliv i dag er, at vi som individer for første gang i historien ønsker langvarig kærlighed og sex. Vores partner skal altså helst både være kærlig, følsom, en god far, give tryghed, være en ven og en passioneret elsker - osv. Og forholdet skal også gerne vare for evigt.
Funktioktioner, roller og behov, som i tidligere tider blev varetaget af en hel landsby, forventer vi nu at finde i én partner, pointerer Perel.
Og da god sex, ifølge Perel, har det med at fordampe med tiden, hvordan holder vi så fast i lysten til hinanden - når vi nu gerne vil have langtidsholdbare?
Ifølge Perel, er der fire aspekter som par, der formår at holde fast i det erotiske tager højde for i deres parforhold:
- For det første har de hver især deres eget seksuelle mentale ’rum’, som kun tilhører den enkelte.
- Erotiske par formår at holde en vis mængde af ansvarlighed og praktikaliteter ude af dette seksuelle rum - for den slags tanker går ikke særligt godt med begær og lyst.
- Dernæst forstår de, at forspil ikke er noget, man gør fem minutter før selve akten, men derimod noget, der starter lige efter den sidste orgasme.
- Sidst, men ikke mindst, så ved de, at lidenskab skal holdes ved lige. Og de ved også, at lysten kan svinge i perioder. Men vigtigst af alt så har de afmystificeret den myte, der handler om spontanitet. Mange par tror fejlagtigt, at sex falder ned fra himlen, eller at det pludseligt sker imens, man ordner vasketøj. Engageret sex er noget forsætligt. Noget intentionelt. Det opstår ikke af sig selv.
Utroskab i et nyt lys
I Esther Perels anden TED Talk fra 2015 kigger hun på, hvordan vi kan betragte utroskab med nye øjne. Hun forsøger her at svare på spørgsmålene om, hvorfor vi er vores partner utro, og hvorfor selv lykkelige par kan have noget kørende ved siden af.
Med de digitale mediers indtog er definitionen af utroskab blevet mere og mere sløret - eller har i hvert fald fået flere nuancer. For hvornår er man utro? Er det utroskab at sende sex-beskeder? Eller være hemmeligt aktiv på en datingapp? Vi befinder os, mener Perel, altså i en tid, hvor det aldrig har været lettere at være utro samtidigt med, at det aldrig har været sværere at holde på en hemmelighed.
Men hvis lykkelige mennesker er hinanden utro, hvad handler det så om? I følge Perel, at utroskab er et udtryk for længsel og begær. En længsel efter en følelsesmæssig forbindelse, noget nyt, frihed, for seksuel intensitet. Den utro ønsker som regel at generobre en fortabt del af sig selv, mener hun.
Når vi søger en anden person, hænger det altså i følge Perel ikke nødvendigvis sammen med, at vi ønsker os langt væk fra vores partner. Det handler derimod om, at vi søger væk fra den, vi selv er blevet i den relation, vi er i.