Kirstine får trusler, fordi hun taler højt om sit overgreb: ”Jeg er blevet opfordret til at skyde mig selv”

Kirstine Holst vinker mig hen til sig. I menneskemylderet i tunnelen under Fredericia banegård holder hun to fingre op i luften og en telefon hen til øret. To sekunder. Hun siger til en stemme i den anden ende af opkaldet, at der jo er en frist for, hvor længe man kan klage, og at det er vigtigt, at de overholder fristen. Så lægger hun på.

Hun er ved at lave en klage til Pressenævnet over en udsendelse på TV 2, en kronik i Politiken og en klumme i Ekstra Bladet. Det er et kæmpe arbejde, siger hun, men hun føler, hun skylder sig selv det. Hun guider os ned ad en villavej, en af dem, hvor der er hyppige fartbump, kirsebærtræer, der taber tunge, sorte bær ud over fortovet og biler med anhængertræk i garagerne. Luften er varm og fugtig, det har regnet, og det ligner, det kommer til at gøre det igen, det er en af de augustdage, hvor et regnskyl aldrig rigtig betyder en ny begyndelse.

- Jeg har fået trusler om, at jeg skulle voldtages og have smadret mit ansigt. Jeg er blevet opfordret til at skyde mig selv. Der er masser af mennesker, der skriver til mig, at jeg er en klam, fed so, en skøge og en luder, siger hun.

Kirstine Holst har været en del af den offentlige debat om voldtægt og kampen for en ny, samtykkebaseret lovgivning i over to år.

I 2017 oplevede Kirstine Holst, at hun blev voldtaget af en mand, der indtil da havde været hendes ven. Hun meldte ham til politiet, sagen kom for retten, og i 2018 endte sagen med en frifindelse. Hendes tillid til systemet, ja hendes tillid til verden, til samfundet, smuldrede.

- Det føltes næsten lige så voldsomt som selve voldtægten. Jeg tror, man skal have prøvet at have en dyb, voldsom uretfærdighed inde på livet for at forstå, hvordan det kan martre et menneske.

I lang tid efter frifindelsen, håbede hun på, at politiet ville genoptage sagen.

- Det var meget svært at… Og nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger… Det var meget svært at leve med, siger hun næsten spørgende.

- Det var meget svært at forene mig med.

Men det her er ikke historien om, hvad der foregik den nat i 2017. Den historie er fortalt bredt i danske medier, under straffeansvar i Københavns Byret og på profiler på de sociale medier.

Det her er til gengæld historien om, hvad det kan gøre ved et menneske at stå frem i offentligheden og fortælle sin historie om at være blevet udsat for et seksuelt overgreb. For Kirstine har deltaget aktivt i den offentlige debat og i kampen for en ny voldtægtslovgivning.

Senest har hun, mod sin vilje, medvirket i TV 2 udsendelsen ”Gerningsmand eller offer?”, hvor hun møder den mand, hun for to et halvt år siden meldte til politiet for voldtægt.

Og nu, efter at programmet er blevet sendt, bliver hun truet af fremmede mennesker i hendes indbakke. Trusler hun, selvfølgelig, har politianmeldt.

En følelse af at miste kontrollen – igen

Vi sidder ved et mørkt spisebord i hendes hjem, en gul murstensvilla med fladt tag. Tre børn er blevet højere i det her hus, kan man se på mærkerne og navnene på væggen i køkkenet. En gang imellem gør en stor, hvid labradorhvalp nede fra kælderen, de fik ham, altså hvalpen Louis, lige inden Corona, fortæller Kirstine Holst, så han har aldrig rigtig vænnet sig til gæster.

Inden Kirstine Holst blev kontaktet af TV 2 tilbage i maj, havde hun fået det bedre, end hun havde haft i lang tid. Tiden efter frifindelsen havde været svær, men hun var nået til et godt sted. Hendes venner pointerede det, hun kunne selv mærke det. Hun stoppede med at ryge, hun kunne koncentrere sig om at læse en bog igen. Hun fik sin humor tilbage.

Alt det vendte.

For undervejs i optagelserne til TV 2-programmet, som blev sendt i juni, mistede Kirstine Holst tilliden til TV 2, noget hun også har fortalt om i et interview med fagbladet Journalisten, hvor TV2's nyhedsdirektør Mikkel Hertz svarer på kritikken. Kirstine Holst meddelte TV 2, at hun ikke længere ønskede at være en del af programmet. Hun fik at vide, at programmet stadig ville blive sendt.

- Det var følelsen af at miste kontrollen igen, siger hun.

Hun begyndte at sove dårligt.

- Jeg vågnede klokken 4 om morgenen med kortisol-chok i kroppen. Jeg græd rigtig meget, fik rigtig meget angst, måtte have medicin for at sove.

Sætningerne falder langsomt, i staccato, det lyder næsten, som om hun læser listen med bivirkninger op fra indlægssedlen i en pakke Panodil.

Hun føler, at TV 2-programmet ”Gerningsmand eller offer?” lader det være op til seeren at vurdere, hvem af de to parter der lyver, på et for uoplyst grundlag, og hun er efterfølgende blevet beskyldt af fremmede for at have anmeldt falsk. Hvis der er noget, Kirstine Holst ikke bryder sig om, så er det at blive kaldt for en løgner.

Der findes en misforståelse i nogle voldtægtssager om, at hvis den ene part er blevet frifundet, så må den anden part have løjet og anmeldt falsk – noget, som faktisk er en kriminel og strafbar handling. Men det er ikke tilfældet.

En frifindelse i denne sammenhæng kan betyde, at det ikke har kunnet bevises, at personen har begået en kriminel handling. Det kan også betyde, at det ikke har kunnet bevises, at vedkommende har haft forsæt til at begå overgreb - altså, at den tiltalte var bevidst om, at de begik et overgreb. En frifindelse siger altså ikke noget om, at den forurettede har løjet.

Jeg spørger Kirstine Holst, hvorfor hun klager til Pressenævnet, der behandler klager over medierne.

- Hvis jeg ikke gør det, så føler jeg, at jeg giver lov til det og så tillader jeg, at det kan ske for andre. Det var også derfor jeg anmeldte en voldtægt. Det var lettest for mig at lade være, jeg havde ikke kræfter at gå igennem det, jeg skulle, men jeg havde et hensyn til den næste, og derfor følte jeg en pligt til at gøre det.

Undervejs i interviewet stopper hun somme tider op og leder efter ordene, hun ved, hun skal vælge dem med kirurgisk præcision. Fordi, der er faldet dom i sagen, fordi ham, hun meldte, blev frifundet, og fordi, han nu er stået frem med navn, skal hun hele tiden overveje, om det, hun siger, kan blive opfattet som injurier. Derfor vejer hun nu sine ord.

Og måske er det den frihed, hun satte på spil, da hun meldte sin voldtægt og gik rettens vej i håb om at få retfærdighed. Hvis man aldrig melder et overgreb, vil man altid selv være herre over fortællingen. Man kan sige, ”Jeg er blevet voldtaget”, og det vil være en historie, man har ret til at fortælle.

Når der har været en retssag, når den, man har anklaget for voldtægt og vidnet mod i retten, bliver frifundet, så frafalder noget af den frihed.

Hver gang, jeg noterer noget på den hvide blok, der ligger mellem os, søger Kirstine Holsts øjne papiret.

- Når vi taler om ham, så skal jeg gå ud fra et forsigtighedsprincip, så må jeg ikke sige, at jeg er blevet voldtaget, men at jeg oplevede, at jeg blev voldtaget, jeg skal gøre det til en subjektiv følelse, og jeg skal måske allerhelst ikke bruge ordet voldtægt, siger hun.

- Jeg tænker over, hvad det er, du skriver lige nu, fordi jeg hele tiden har med i baghovedet, hvad jeg kan blive citeret for, som jeg kan få nye grimme e-mails for.

Er det det, man skal stå model til?

Kirstine Holst er stille lidt, kigger ud ad vinduet ned i haven der skråner ned mod vejen foran huset. Rundt omkring på sociale medier har man efter TV 2-udsendelsen kunne læse et utal af kommentarer, hvor mennesker beskylder Kirstine Holst for at have løjet om voldtægten for at beskytte sit ægteskab, for at have begået falsk anmeldelse.

Men hun har aldrig været under mistanke for at begå falsk anmeldelse, siger hun, aldrig været mistænkt for at lyve i retten.

Det er efter, at TV 2-udsendelsen udkom, at folk begyndte at skrive til hende og kalde hende en løgner.

- Det har simpelthen smadret min tilværelse ret meget. Jeg har haft det svært med at søge jobs igen, fordi det kan være, at ham, jeg skal til samtale med, så programmet på den måde. Sådan har jeg det også, når jeg er ude at handle og nogen kigger. Jeg ved jo ikke, om de kigger, fordi mit hår sidder sjovt, siger hun og tager fat i en tot af det lysebrune hår.

- Men pludselig slår det mig ”Gud, er det en af dem, der tror jeg lyver? Er det en af dem, der synes, jeg er et forfærdeligt menneske? Er det en af dem, der vil gøre mig fortræd? Kommer vedkommende lige pludselig over til mig og råber nogle af de ting, folk skriver til mig? Den angst går jeg jo rundt med hele tiden. Og det er uretfærdigt, fordi jeg har aldrig løjet, og der er ingen grund til at mistænke mig for det. Det eneste, jeg har gjort, er at anmelde en voldtægt til politiet, det er det eneste!

Hun spørger, om det er det, man ska stå model til, hvis man taler højt om overgreb. Hun er stille længe, hun venter på et svar, men hvad svarer man på det? Kirstine Holst har aldrig før oplevet at få så grimme trusler, at blive opfordret til at begå selvmord. Det gør noget ved et menneske.

- Det er ikke hver dag, jeg går ud fra huset. Jeg skal helst have nogen med, når jeg går ud for at handle ind.

Og her, mellem trusler og handling, findes både Kirstine Holsts virkelighed og en stor udfordring. For hun håber, flere vil stå frem med deres historier om overgreb. Hun håber, at denne her artikel ikke skræmmer folk fra at deltage i den offentlige debat om samtykke, men giver dem lyst til at kæmpe videre.

Og samtidig lever hun med konsekvenserne af at stille sig frem. Nemlig at fremmede mennesker skriver til hende, at de har hendes adresse og ønsker hende død og voldtaget.

- Jeg reagerer enormt hårdt på uretfærdigheder. Når man er blevet slået så meget på og udskammet så meget, så er det som om, man bare går gennem ilden, uden at tænke på, at man kan komme til skade af det.

Kæmper for specielle politienheder og en lov, baseret på samtykke

Kirstine Holst troede, og det gør hun stadig, på, at kun ved, at flere står frem og fortæller om deres overgreb, om deres oplevelser med politiet, om svigt i retssystemet, om tabuer og skam, kun sådan kan vi ændre på tingene. Men det koster, hver gang journalister beder hende genfortælle.

- De beder mig om at træde ind i det soveværelse igen. Det er at gennemgå det hele en gang til. Nu siger jeg det som det er: Det er at lade sig voldtage en gang til.

Når hun alligevel stiller op til interviews er det, fordi det tjener en større sag – en kamp for at få ændret både loven og vores samfunds kollektive opfattelse af voldtægt. Hun vil gerne have specielle enheder i politiet, der er særligt uddannet til at håndtere voldtægtsanmeldelser og som skal sørge for, at ofre får en bedre behandling i mødet med retssystemet. Og så vil hun have en voldtægtslov baseret på samtykke.

Og sådan en får vi også, det har både statsministeren og justitsministeren lovet, men ”det kan være, der er forskellige opfattelser af, hvad samtykke er”, sagde Nick Hækkerup i et interview med Femina inden sommerferien.

Journalister skal turde tro på ofre

Kirstine Holst oplever også, at nogle journalister møder hende med mistro, fordi der ikke faldt dom i hendes sag. Den samme misforståelse, som hun møder i kommentarspor på sociale medier og i sin indbakke: At når der ikke er faldet dom, så er der nok ikke sket noget, og så må hun have løjet.

-Den mistro er med til at begrænse den historie, der fortælles. Det er vigtigt for den person, I sidder overfor, at I tør købe ind på præmissen om, at her sidder et menneske, der har været udsat for noget forfærdeligt.

Det virker til at mange har svært ved at forstå, at der på én gang kan findes en krænket part og en frifundet part. At selvom der er en frifundet part, har du stadig oplevet et overgreb. Hvorfor tror du det er så svært for os at forstå?

- For det første så skulle det jo helst ikke være sådan. Problemet er at lige præcis det her dilemma er der rigtig mange af i voldtægtssager. Der er rigtig mange gerningspersoner, der hverken bliver tiltalt, sigtet eller dømt.

Hun trommer i bordet som for at understrege en pointe.

- Der er rigtig mange, der er blevet voldtaget og krænket og som må gå rundt med kæmpe konsekvenser alligevel. Fordi vedkommende ikke bliver tiltalt, betyder det jo ikke, at den det er gået ud over, ikke har symptomer på posttraumatisk stress, siger hun.

Samtykkevagt

En morgen i juni, få dage før TV2-programmet skulle bringes, vågnede Kirstine Holst op ved siden af sin mand og græd. Hun var knust. Justitsminister Nick Hækkerup havde meddelt, at han ville tage sig en tænkepause i forhold til samtykkelovgivningen, og det føltes, som om at alt det Kirstine Holst havde arbejdet for, ramlede.

- Så jeg sagde til min mand ”Nu laver jeg et skilt, og så går jeg over på Christiansborg og demonstrerer hver dag.".

Så hun tog den knap to timer lange togtur fra Fredericia til København og satte sig foran Christiansborg. På hendes papskiltet stod der ”Alle har ret til at give samtykke”. Først stod hun selv, så fik hun selskab af aktivister fra organisationen Everyday Sexism Project Denmark, og senere begyndte helt almindelige mennesker at tage vagter.

”Samtykkevagten” var født, og der var mennesker foran Christiansborg i 18 dage, indtil Folketinget gik på sommerferie.

Vi skal ændre vores syn på voldtægt

Der er et ret interessant øjeblik i TV 2-udsendelsen, hvor Kirstine Holst sidder om et bord sammen med en journalist og den mand, hun i 2017 anmeldte for voldtægt. Hun siger, at hun da godt ved, at man ikke kan få lov til at tilstå en voldtægt i Danmark.

- Det er skamfuldt at blive udsat for en voldtægt, men det er også skamfuldt at være den, der voldtager. Og det er, fordi vi ikke ser voldtægt som en voldshandling. Denne her forbrydelse er højtbelagt med ære, skam, oldgamle dogmer, religion og jeg skal komme efter dig. Og derfor kan man heller ikke tilstå.

Hun arbejder for, at vi begynder at forstå voldtægt som vold og voldtægtsofre som ofre for vold.

For voldshandlinger kan man tilstå, siger Kirstine Holst, man kan reflektere over, hvorfor man begik vold, og hvordan man kom videre. Men fordi voldtægt er så skamfuldt for alle parter, er det en forbrydelse, du ikke kan tilstå. Og det gør det sværere for ofre at komme sig, fordi deres oplevelser ikke bliver anerkendt.

- Ingen har lyst til at være mor til en voldtægtsforbryder eller kæreste med en voldtægtsforbryder. Hele verden skal nok bakke dig op om, at du ikke skal tilstå denne her forbrydelse.

Hvis vi begynder at se voldtægt som vold, så er den naturlige konsekvens vel også, at vi begynder at forstå voldtægtspersoner som nogle, der kan rehabiliteres?

- Ja, og vi ville begynde at forstå behovet for at rehabilitere. Der er meget sjældent kun ét offer. I og med at der er så få anmeldelser, og størstedelen ikke fører til dom, så går de jo også bare ud og gør det igen og igen og igen. Rigtig mange ofre får ikke den hjælp, de har brug for, fordi det er så skamfuldt. Det betyder, at man er et menneske, der går gradvist i stykker. Et spildt menneskeliv. Det synes jeg ikke er rimeligt, siger hun.

- Der er rent menneskeligt, men også samfundsmæssigt en fordel ved, at vi begynder at afdæmonisere denne her forbrydelse og begynder at se den som grov vold i stedet for sex. På den måde også kan vi begynde at anskue gerningsmændene og ofrene på en anden måde.

Kæmper videre

Kirstine Holst havde egentlig håbet, at hendes personlige historie snart kunne 'pensioneres'. Ikke, fordi hun stopper med at kæmpe, men, fordi hun mener, den har båret nok, den har givet hende en stemme.

Hun vil hellere fokusere på det store perspektiv, på at ændre vores opfattelse af voldtægt, på at ændre lovgivningen og på at råbe politi og politikere op. Efter TV 2-udsendelsen blev sendt, har fokus igen været på hendes konkrete overgreb. Hun har måtte forsvare sig igen. Der har været hårde dage, hvor hun ikke har været uden for sit hjem.

Men i dag fredag den 14. august tager hun igen til København, og hun stiller sig igen op på en talerstol til en demonstration for en ny samtykkelov. Hun kæmper stadig. For spørgsmålet er, om arbejdet nogensinde stopper, nu hvor hun selv har været igennem så meget?

- Jeg kan ikke lide at bruge ordet 'magt', men på en eller anden måde har jeg fået noget magt til at forandre. Spørgsmålet er, om det så ikke er min pligt at sørge for, at tingene bliver ved med at gå godt? Jeg føler et ansvar for at kæmpe for dem, der ikke selv kan, fordi jeg har fået en stemme nu.