Lægen giver min mor beskeden på en firesengsstue, og jeg føler, at hun falder

Livets sære sammenfald: Line Gertsen får min mail en oktoberdag i 2024. Et interview i den eksistentielle afdeling, om livet og hvad det gør ved os undervejs, hvad siger hun til det?

Hun svarer samme aften. Det vil hun vildt gerne, men hun står faktisk midt i en livskrise, fordi hendes mor dagen før har fået konstateret kræft i tolvfingertarmen og er meget syg, så kan det måske vente lidt? Selvfølgelig. Kun en uge efter dør Lines mor.

Huset ligger i Hareskov nord for København og nærmest på en bakke. Det er godt et år siden, Line og hendes mand, Nikolaj Sommer, flyttede ind og gik i gang med en større renovering.

Der er stadig flyttekasser og hvide, tomme vægge. Og skarp vintersol ind ad kæmpestore vinduer. Efter de fik fjernet træerne foran terrassen, var det nærmest som at trække et gardin fra, siger Line. Nu kan man se Herlev Hospital tårne sig op langt ude i horisonten.

Hvordan har du det?

– Det er en lidt sårbar tid for mig. Jeg er lidt sprød. Men der er også noget mærkeligt livsbekræftende i at have været tæt på døden og at have kunnet være i det at skulle sige farvel til det menneske, der har givet en livet, og hvordan man i det farvel finder en vej frem og også finder en god måde at få lukket en dør på. Lige nu er min sorg helt rå, men der er også noget godt i det rå. Og den måde, vi fik sagt farvel på, har givet mig en hel masse også. Jeg synes simpelthen, hun fik sendt mig ud ad døren med en kæmpe madpakke af kærlighed. Hun fik givet mig noget, som jeg kan leve videre på. Jeg oplever, at jeg har fået en kæmpe gave, som jeg ikke helt har pakket ud endnu.

Vejen ud af menneskelivet kan tage sig ud på mange og ofte uventede måder. Lines 70-årige mor havde skrantet og haft ondt i maven længe. Tabte 16 kilo.

– Der gik lang tid, hvor hun blev mere og mere svag, fordi hun ikke kunne spise. Min mor gik til lægen hele tiden, men da lægerne endelig fandt ud af, hvad det var, var hun for svag til, at de kunne gøre noget. Det havde ikke spredt sig, det kunne godt have været bortopereret, men hun var for svag.

Er du vred?

– Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke helt, hvilke ord jeg skal sætte på det ... Jeg tror ikke, det kunne have været anderledes. Det er faktisk sådan, jeg har det, siger hun.

Og der er sket noget, Line ikke var forberedt på:

– Det er en forandrende kraft at miste det menneske, der har bragt dig ind i verden. Jeg er overrasket over, hvor forandrende en livskraft døden faktisk er. Ligesom jeg nærmest blev, da hun fødte mig, er jeg SKUBBET ud i en ny virkelighed. Min mor er væk, hun er ude af verden. Det er det år, jeg har taget hul på nu.

I elskede hinanden, I to?

– ... Jeg har haft et fint forhold til min mor, hun har elsket mig betingelsesløst, men jeg vil ikke sige, at det var ukompliceret. Det er det aldrig.

Tak for de ærlige ord. Som fjerner noget af morpresset fra mange af os andre...

Lå helt fredfyldt

Den sidste aften, Lines mor levede, søgte hun ”normaliteten”. Det var en fredag.

– Hun var indlagt, havde slanger fem forskellige steder i kroppen og sagde til min far: ”Nu vil jeg se ”Vild med dans”, og jeg vil have dig i hånden, Carsten, og så vil jeg gerne have, at I børn tager hjem, så ses vi i morgen”. Næste morgen døde hun så. Min far var der, og det var sådan, hun ville have det. Jeg har bagefter tænkt på, at der er noget utrolig smukt i de rutiner og den dagligdag, man har i sit liv. Hun var en mangefacetteret kvinde. Akademiker, havde læst masser af bøger, men hun elskede altså også at hygge sig og læse ugeblade – og se ”Vild med dans”. Og det ville hun bare den aften, og så ville hun have min far i hånden. Så han rykkede sengene sammen på stuen, han sov der den nat, og det var så den sidste. Det varmer mig enormt meget.

Og der er noget, Line for første gang ved selvsyn har erfaret, at døden bærer med sig: fredfyldthed

– Da jeg så min mor, kunne jeg se, hun havde fundet fred. Jeg kunne også se, hvor meget hun havde kæmpet, for hun var pludselig helt glat og lå bare helt stille og var ... i fred. Det har jeg læst om, jeg har sunget om det i salmer, jeg har forstået det. Troede jeg. For det er først, når man rigtigt ser det, at det bliver klart for en, at der faktisk er en fred på den anden side af livets afslutning. Det var der også for hende.

Tror du på, at der er noget på den anden side?

– Ja, det gør jeg. Jeg er sikker på, at hun blev hentet af sin mor og far. Jeg er sikker på, at sjælen ... er videre. Det blev tydeligt for mig, da jeg så hende, at det var hendes hylster, jeg så. Altså ... det menneske, hun var, var der ikke længere. Derfor tænker jeg, at den ånd, som jeg kender indgående, og som jeg selv udspringer af, fordi hun er min mor, og hun gav mig livet, det var hende, der bar mig og skubbede mig ud i livet ... på en eller anden måde må hun være et sted. Det er det ræsonnement, jeg har.

– Jeg er altså også et menneske, som tror på evidens og fakta, jeg er ikke en hutsiputsi antivaxer. Men jeg tror på, at der findes en kraft imellem os, og det virker rigtigt for mig at forstå hende som værende et sted, hvor hun ikke er syg mere og ikke har slanger alle steder, og hvor hun er sammen med sine nærmeste.

Ung kærlighed

Lines mor var 18, da hun fik Line.

– Ja, hun var en ung mor. Hun mødte vores far til en fest i Blokhus på Jyllands vestkyst. Han spillede i et band i byens forsamlingshus. Hun var 14, han er syv år ældre. De blev gift, da hun var 19, og han var 26.

Og før man begynder at ymte noget om ”kun 14 år”, minder Line lige om noget essentielt: Kærlighed.

– De har været sammen i alle årene.

I barndomshjemmet i Blokhus blev Line og hendes to mindre søskende, Sisse og Jess, opdraget til, at evner forpligter: Hvis man har evnerne til at løse noget for andre, skal man også gøre det. ”Næstekærlighed” var et ord, der faktisk blev brugt i familien.

– Vi lærte, at hvis man kan gøre en lille positiv forskel, skal man gøre det. Som at stå i supermarkedet, hvor der er en, der ikke har penge nok til at betale, og sige: ”Dem får du af mig”. Ikke fordi jeg skal sætte mig selv op på en piedestal, men jeg er typen, der siger: ”Det skaffer jeg”, hvis folk ringer og siger: ”Jeg skal bruge tre tophuer, en elefant og en trillebør”. Jeg tror faktisk, man bare, med den man er, kan gøre en forskel i hinandens liv. Og her taler jeg ikke bare om penge eller materialisme, men om at være et menneske, der er tilgængeligt for et andet menneske.

En mere belastende ting, hun har fået med hjemmefra, er den indre flagellant:

– Jeg er simpelthen nødt til at arbejde hårdt for overhovedet at have en eksistensberettigelse. Jeg kan ikke tillade mig at læne mig tilbage. NOGENSINDE. Jeg er stenbuk i mit stjernetegn, og vi griner tit af, hvor meget jeg faktisk passer til beskrivelsen af stenbukken, for jeg er bare sådan en lille slider, der bliver ved og ved og aldrig tænker: ”Jeg må godt holde fri nu”. Jeg tror også, det kommer af, at jeg har måttet arbejde hårdt for det, jeg har. Jeg har svært ved at mærke, hvornår jeg har gjort nok,

Der er jo nogle, der glider let igennem, siger jeg.

- Ja, siger Line.

Men det gjorde hun ikke som barn. Tværtimod.

– Jeg skrev digte og var meget følsom og gammelklog. Meget hurtig til at læse. Der var mange bøger i mit hjem, og jeg læste meget Freud og psykoanalyse, grundbøgerne i psykologi læste jeg meget tidligt. Og så var jeg sådan ... for følsom. Jeg blev mobbet. Det fylder ikke så meget mere, men det har fyldt, indtil jeg var omkring 40 år, at jeg blev mobbet røven ud af bukserne som barn. Jeg var forkert. Jeg var grim. Jeg var tynd. Jeg var dum. Altså det sædvanlige åndssvage ...

Og jo – hendes forældre støttede hende derhjemme.

– Men det var bare svært for dem at vide hvordan. At flytte skole var en utænkelighed. De skulle bare have flyttet mig, men det forstod de ikke på det tidspunkt. Jeg gik i en klasse med meget markante personligheder, hvor jeg i virkeligheden også var en af dem. Men det var en skole uden viden om mobbedynamikker, og der var bare ikke plads til at være en følsom, lidt naiv og nørdet person, som jeg var. Så det var noget med at blive banket, når jeg kørte hjem fra skole. Det var også noget med at få ødelagt min cykel eller få taget mine bøger og få dem hældt ud i en vandpyt. Eller få taget mit tøj.

Hun taler i passiv form om selve mobberiet. Det siger lidt om behovet for at distancere sig fra det, man kun kan kalde vold. Det kalder Line det også.

– Ja. Jeg ved, at det, jeg var udsat for dengang, ville føre til en hel stribe af ting i dag. Det trøster jeg mig virkelig ved. Vi ved meget mere om, hvad det vil sige at blive ekskluderet fra en gruppe, og hvor meget det giver af ar på det menneske, man ender med at blive. Jeg har også i dag et tydeligt blik for, om folk er inkluderende eller ekskluderende. Men da jeg blev omkring 50, lagde jeg ligesom det med mobningen bag mig. Selvfølgelig er det en del af mig, men der er ikke sådan en strøm af det i mig mere.

Fordi du har klaret dig godt og bevist dig selv?

– Nej, for det mest almindelige ville være, at jeg aldrig ville kunne bevise mig selv, fordi jeg aldrig ville være god nok. Det er den klassiske, man tager med sig, når man som barn er blevet udsat for sådan noget, som jeg blev udsat for. Så er det aldrig godt nok. Men det er også en drivkraft, at det aldrig er godt nok, selv om det kan være en hård vogn at være spændt for. Det handler hele tiden om, at spørge sig selv: ”Kunne jeg ikke gøre lidt mere, end jeg gør nu?”. Og den jagt på, at det skal være godt nok, er som at skulle sætte et plaster på et åbent benbrud. Det hjælper ikke. Men jeg er ved at være ovre det, og jeg tror, det handler om, at jeg er blevet ældre. Jeg er en stor fortaler for det at blive ældre. Jeg har fået frihed til at forstå mig selv på ny. På en eller anden måde at blive mig selv. Det er en kæmpe frihed.

På den anden side:

– Det lyder så hårdt at sige det, men jeg føler ikke, at det var en tryg tid, da jeg voksede op, og tryghed er stadig ikke en følelse, jeg har sådan ... tæt på mig. Der skal meget til, før jeg tænker, at nu sidder jeg trygt i det.

Hvad kendetegnede den verden, du voksede op i?

– Det var en verden, hvor jeg gik ture alene og kunne finde på at lægge mig ned og sove på stranden alene. Jeg stod tit af bussen for at gå resten af vejen hjem. Og jeg kunne ikke kontaktes, for man havde ikke mobiltelefoner. Folk tager på retreats for noget, jeg fik helt gratis dengang. Men så var det altså også på grund af mobningen, en verden hvor jeg følte mig forkert og som en fremmed fugl. Jeg var bare for følsom, det er jeg stadig. Følsomhed er ikke altid hensigtsmæssigt. Men det er en rigtig god evne at have, hvis man skal i kontakt med og forstå andre mennesker. Som jeg er blevet ældre, har jeg i langt højere grad forstået, hvor stor en kraft det er at kunne lytte, jeg er virkelig kommet langt ved at interessere mig for, hvad andre siger. Så det at jeg måske var lidt off som barn, har vist sig at være meget hensigtsmæssigt for mig som voksen.

Er du blevet den kvinde, som du havde forestille dig, du skulle blive, da du var ung?

– Oooh ha, dét spørgsmål kan jeg mærke ... Jeg tror ikke, jeg ville have troet på det, hvis nogen havde sagt, at jeg ville være på DR og have de journalistiske opgaver, jeg har nu. Og at jeg er videre fra dengang og glad for det. Men jeg har tit tænkt over, at det er de små marginaler, der afgør, hvordan de dårlige ting, der sker med en, påvirker en. Og om man klarer den eller ej.

Folk skal ikke trædes på

Det er den bagage, der er og har været tungtvejende for valgene i hendes arbejdsliv. Da Line startede som graverjournalist, var der indiskutabelt færre kvindelige end mandlige af slagsen herhjemme. Line skovler løs. Hun har to gange vundet prisen for ”Årets Nyhedshistorie”, er tre gange nomineret til en Cavling og vandt i 2023 Amnestys Mediepris.

– Jeg har en meget stærk overbevisning om journalistikken, som hænger sammen med min identitet. Journalistikken skal rette op på ting, der ikke er retfærdige og belyse de mørke kroge, der også er i et velfærdssamfund som vores. Og jeg kan godt selv høre, det lyder højttravende, men helt ærligt er det selv efter så mange år sådan, jeg ser det.

Du har et moralsk kompas?

– Ja. Det handler om, at folk, der er små, ikke skal trædes på. Jeg har det megasvært med ulighed og misbrug af magt. Jeg har det svært, når kommuner, som har alle juristerne og alle redskaberne, sidder og kan udøve deres magt på en uhensigtsmæssig måde over for en eller anden borger, der kommer med hatten i hånden. At man ikke kommer i øjenhøjde. Mange af de historier, jeg har lavet, har handlet om, når magten bliver magtfuldkommen. Når man glemmer at være ydmyg over for, at man, hvis man har magt over andre mennesker, også har en kæmpe forpligtelse til at have sin etik i orden.

– Jeg har virkelig set mange gange, at magt faktisk korrumperer. Og at man, når man bliver grebet i ikke at forvalte sin magt til fordel for dem eller det, man har fået magt over, først og fremmest tænker på sig selv og sin egen karriere og aldrig på at ”okay, vi har lavet den her fejl, det har faktisk haft fatal betydning for et menneske. Hvordan retter vi op og sikrer, at det ikke sker igen?”. Det undrer mig altid. Jeg overvejer nogle gange, om jeg selv ville være sådan; det håber jeg ikke.

Dødsdom på firesengsstue

Line nævner blandt andre DR’s historier om den hjerneskadede psykiater, hvor flere patienter blev dybt skadede af hans behandling og døde i hans varetægt.

Om den danske virksomhed, der ulovligt solgte brændstof til Assad i Syrien, og samtlige myndigheder, inklusiv politiet, svigtede deres opgave, indtil DR’s historie ramte skærmen, og virksomheden endte med at blive dømt.

Om de tre unge drenge, der døde af ubehandlet meningitis – hvor systemet svigtede både under og efter.

Og om sagen, hvor politi og anklagemyndighed i flere tilfælde ikke havde gjort deres arbejde og blandt andet i en voldtægtssag glemte at få forkyndt sagen for den anklagede, så den faldt bort.

– Så skrev systemet bare til dem, de havde svigtet, at det var da en beklagelig fejl!

Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg gav Danmark en dom, efter Line og hendes kollega Maiken Steen Frederiksen lavede den voldtagne kvindes historie. Og Line siger om den slags systemsvigt:

– Ingen i det tænker på, hvad det egentlig har af betydning for det menneskes oplevelse af at være beskyttet og tryg i det samfund, man er en del af. Den integritet, der bliver ødelagt, hvis du er i hænderne på et sundhedsvæsen eller en anklagemyndighed eller politiet, som ikke behandler dig ordentligt. Så bliver du utryg.

Og de er faktisk ansat via vores skattekroner til at tjene samfundet og os?

– Præcis.

Siger Line og kommer med et personligt og smerteligt frisk eksempel.

– Da min mor ligger på sygehuset, kommer en læge ind og sætter sig på sengen. Megaheldigt er jeg der, jeg var faktisk ved at gå, men min mor siger: ”Hov, nu er der stuegang, kan du ikke lige blive her?”. Min mor ligger på en firesengsstue. Der ligger tre andre mennesker også. Dér fortæller den læge min mor, at hun har kræft, og at den er ondartet, og at hun ikke kan blive helbredt. Den mand, der ligger overfor og er så syg, at han ikke kan forlade sengen, bliver urolig over at være vidne til det. Det er sgu da klart.

– Lægen siger også, at hun godt ved, det er lørdag, og vi skulle have svarene mandag, men nu kom hun altså med dem. Min mor sidder i en stol ved siden af sin seng og falder – jeg føler, at hun falder. Jeg holder hendes arm og tænker om lægen: ”Hvordan kan du sidde og fortælle det her?”. Den læge tænkte tydeligt for mig slet ikke på min mor. Hun havde hverken tænkt over, hvad hun skulle sige, eller hvordan det ville blive modtaget, eller at der tilmed var tre uvedkommende mennesker, der skulle høre det. Og så mig, hendes datter. Jeg troede, at man fik sådan noget at vide på et kontor, hvor ens mand var blevet bedt om også at være der. Min mor og jeg var meget tætte, men det var meget tydeligt, at hun ikke ville have sine børn tæt på dér, det var ikke os, hun skulle græde ud ved. Det var min far, og det var da ham, der skulle have været der.

Line har indrapporteret lægens overbringelse af diagnosen på stuen som en ”utilsigtet hændelse”.

– Det burde aldrig være sket, og det er så bare én personlig oplevelse, jeg har, hvor jeg var rystet. For mig handler det om at glemme, hvem man arbejder for. Det handler om empati og ydmyghed. Den læge, der overbragte diagnosen til min mor, refererer ikke til fire andre overlæger, egentlig refererer hun til min mor.

Fordi:

– Som offentligt ansat arbejder man jo for fællesskabet.

Ligesom Line.

– Det er også fællesskabet, der betaler min løn i DR. Jeg tænker meget tit på, at folk skal have noget for deres skattekroner. Jeg skal levere noget, hvor de tænker: ”Okay, dét ville jeg ikke have fået ellers, men det fik jeg faktisk, fordi jeg betaler skat”.

Parforholds-forståelse

Line har i 20 år levet sammen med Nikolaj Sommer, der er chefredaktør på dagbladet Børsen.

Hun har en søn på 23 fra et tidligere forhold, og hun og Nikolaj har to døtre, en på 14 og en efternøler på otte, så der er stadig kastanjedyr, legeaftaler og kager, der skal bages. At Line og Nikolaj er i samme branche, er en kæmpe parforholds-fordel.

– Han forstår, hvad det er, der sker med mig, når en sag træder frem. Jeg er enormt heldig, at vi har det interessefællesskab, men først og fremmest er det helt fantastisk at blive forstået. Hvorfor er det så vigtigt at snakke med den kilde, selv om det er anden juledag, og vi skal have gæster lige om lidt? Nikolaj forstår, hvorfor jeg er nødt til at gå, og jeg hører aldrig noget for det. Det er helt vildt, faktisk. Jeg har et overraskende godt parforhold. Nogle gange tænker jeg: ”Hvordan er jeg så heldig, at det kan lykkes?”.

Hun giver selv svaret:

– Man er nødt til at lægge sig i selen for kærligheden og være ekstremt nysgerrig på den hele tiden. Man er simpelthen nødt til at ville den.

Alt ånder fred i Hareskov. Der er en boxerhund, der signalerer, at den vil luftes, og hvide vægge, der råber på noget kunst i det nyrenoverede hus.

Line lukker hunden ud. Kunsten må komme senere. Der mangler en mor i det store billede, og der ligger sorg i hjørnerne, men på det private plan syner livsudsigten alligevel harmonisk.

Lidt anderledes ser det ud med vores fælles livsudsigt.

Tror du på fremtiden?

– AI har faktisk vist os, hvad det menneskelige egentlig er for noget, og jeg tror, vi er nødt til at dyrke det menneskelige. Alle de jobs, som kan overtages af AI, vil blive det, og så må vi finde frem til, at det at være menneske og det menneskelige aldrig kan overtages. Jeg har et meget stort håb om, at vi kan blive hjulpet til og tvunget til at forstå og være der for hinanden. For så er der Putin, og så er der Trump, og vi skal alle sammen preppe, og måske går verden under lige om lidt. Usikkerheden er pludselig blevet en del af vores verden. Så jeg må simpelthen bare sige: ”Okay, nu har jeg mistet min mor, hvad skal den kærlighed, der var til min mor så? Den må jeg give videre til nogle andre. Den skal være iblandt os, for så er hun iblandt os”. Når vi er under trusler på den måde, som vi er, må vi bare blive endnu mere menneskelige.

Hvad ville din mor have sagt til det, du lige sagde?

– Åh, ha ha... min mor var en gammel humanist. Hun ville have givet mig ret. Hun ville nok have syntes, at det var lidt for store ord. Men hun ville have syntes, at det var rigtigt.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 5/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.