Lissa Paustian om ansættelseskontrakt: "Det, jeg i virkeligheden skrev under på, var at give afkald på min egen krop"
Foto: Elena Colding Hybel
Lissa Paustian blev danmarkskendt da hun i foråret medvirkede i tv-succesen "Bachelorette", hvor hun fandt sammen med sin nuværende kæreste, Andreas Holm.
Men lang tid før at Paustian prydede tv-skærmene hjemme i stuerne, levede hun altså et noget anderledes liv.
Efter gymnasiet valgte hun nemlig at flytte til Dubai, hvor hun fik et job som stewardesse ved flyselskabet Emirates. Og selvom hun beskriver jobbet som "hendes livs bedste beslutning", så kom hendes underskrift på kontrakten langt fra uden konsekvenser.
Det fortæller hun i ugens afsnit af Morten Messerschmidts podcast "Ikke et ord om politik":
- Jeg læste godt kontrakten, jeg underskrev, men jeg var ikke klar over, hvor fuldstændig vanvittig den også var, og det endte jo med, at jeg fik det meget værre psykisk. Det var en halvårskontrakt, jeg skrev under på, hvor man skal betale en hel masse penge, hvis man sagde op – omkring 60.000-70.000 kroner., fortæller Lissa og fortsætter:
- Det, jeg i virkeligheden skrev under på, var at give afkald på min egen krop. Jeg fik et staff-nummer, der hed 453349, og det var mit navn i fire år.
Lissa Paustian fortæller videre, at hun "blot var sit nummer", mens hun arbejdede for flyselskabet:
- Jeg havde ikke lov til at ændre ved mit udseende, hvis ikke jeg skriftligt bad om det i en ansøgning og fik en godkendelse. Hvis jeg skulle farve hår, eller hvis jeg gerne ville have falske vipper, eller hvis jeg skulle have lavet mine bryster, eller hvordan mine negle skulle se ud, så krævede det en godkendelse, siger hun og fortsætter:
- Det er et enormt presset arbejdsmiljø, når din arbejdsgiver har så meget magt over, hvordan du ser ud.
Særligt en ting står tilbage som vanvittigt, når man hører Lissa Paustians forklaring. I podcasten påstår hun nemlig, at der blev foretaget vejninger af stewardesserne hver 6. måned, og at man ikke måtte hverken tabe sig eller tage på.
- På et tidspunkt tog jeg 6-7 kg. på. Og der fik jeg at vide, at jeg skulle tabe mig igen, fordi min krop ikke længere passede til min uniform. Og der spurgte jeg så, om man ikke bare kunne få en ny uniform. Og der var svaret: ’Nej, og hvis du ikke taber dig de her 6-7 kg. inden for X antal måneder, så er vi nødt til at grounde dig’.
- Så flyver man ikke længere, før man har tabt sig. Man måtte heller ikke forlade Dubai, men var grounded.
Lissa Paustian forklarer, at arbejdsmiljøet fik hende til at få det værre, end hun havde, da hun boede i Danmark.
Paustian har aldrig lagt skjul på, at hun har kæmpet med diverse mentale problemer, herunder stress og angst, ligesom hun også har været åben omkring sin kamp med en spiseforstyrrelse.
Men alle disse problemer blev altså blot forværret, da hun boede i Dubai og arbejde for Emirates.
- Jeg var et nervevrag i fire år uden faktisk at være klar over, at jeg var det, siger Bacheloretten om oplevelsen hos flyselskabet.
Denne artikel blev første gang udgivet på Se&Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.