Louise står foran hospitalet. For tre år siden blev hendes datter født i den ene bygning. Nu er hun erklæret død i den anden

Louise Haurholm Sternbo knuger den hvide konvolut i hånden.

Indeni gemmer sig en lille hårtot, et fodaftryk og et håndaftryk.

Ude foran Rigshospitalets store vinkelformede bygning vender hun sig om og lader blikket glide tilbage.

Tre år tidligere kom hendes datter til verden i den ene bygning.

For blot få timer siden blev hun erklæret død i den anden bygning. Nu er konvoluttens indhold det eneste fra hendes datter, som hun kan tage med hjem.

Den 8. juni 2017

Det skulle have været en helt almindelig sommerdag.

Louise henter sin yngste datter Nanna i børnehaven. Da de kommer hjem, har Nannas to ældre søstre på otte og ti år været oppe at skændes. Mens Louise og hendes mand reder trådene ud mellem de to store piger, leger Nanna i haven.

Da roen er faldet på, går de to store piger ud for at hente Nanna, men de kan ikke finde hende. Hun er nok gået ind og for lege med Lego på sit værelse, siden der er så stille, tænker Louise og sender pigerne op efter hende. Imens går hun selv i gang med at lave aftensmad.

Så hører hun skriget.

I et splitsekund tror hun, at pigerne er kommet op at skændes igen. Men så rammer skriget hende med en isende kraft:

”Nej. Nanna. Nej!”.

Hun styrter hen mod havedøren. I samme øjeblik kommer hendes mand løbende. I armene har han Nanna.

Hun er våd, grå og lugter af septiktank.

På Nykøbing Falster sygehus bliver Louise og hende mand ført ind i et lille rum med et vindue i. Herfra kan de se en dør, hvor læger og sygeplejersker løber frem og tilbage. Minutterne snegler sig af sted, mens Louise stirrer fast på døren. Hun ved, at bag den dør kæmper de for Nannas liv.

”Hvordan i alverden kunne det her ske?” spørger Louise og kigger på sin mand. Septiktankens låg vejer 65 kilo. Hvordan var Nanna kommet derned?

Louises mand fortæller, at han var gået i gang med at arbejde på septiktanken. Derfor var låget blevet udskiftet med et plastiklåg.

Lægerne kæmper. Men de kan ikke få liv i Nannas lille krop. Hun skal overføres til Rigshospitalet med helikopter. Der er ingen plads til Louise og hendes mand i helikopteren, så de må tage den lange tur i taxa. Da de ankommer til Rigshospitalet, bliver de igen ført ind i endnu et lille rum. Efter noget tid kommer tre mennesker ind.

Louise hører sygeplejersken sige, at det er hende, som har passet på deres datter. Der må være håb, tænker Louise. Ellers siger sygeplejersken vel ikke sådan.

Det næste Louise hører, er lægen, som fortæller, at de har stoppet arbejdet på Nanna. De har kæmpet i over en halv time, men der var ikke noget at gøre.

Smertens fængsel

“Det var først efter begravelsen, at det gik op for mig, at Nanna var død og ikke kom tilbage,” fortæller Louise.

Dagene op til begravelsen forsvinder i en tåge. Der er så meget, der skal planlægges, og der er ingen tid til ro.

“Vi var så privilegeret, at der var mennesker omkring os hele tiden. Men efter begravelsen så forsætter livet jo. Så er du helt alene. Så er der tomt. Og du er fanget i det her”.

For at holde smerten og tankerne på afstand kaster Louise sig over praktiske gøremål – opvasken, vasketøjet, hvad som helst, der kan distrahere hende. Hvis bare hun holder sig i gang hele tiden, så kan hun måske undgå at tænke på det, der er sket.

To måneder efter Nannas død, starter Louise igen på sin uddannelse. Hun flygter ind i skolearbejdet og er ikke særlig meget hjemme. Skolen bliver et frirum for smerte midt i et hav af sorg – og en måde, at komme væk fra hjemmet og alle minderne.

“Jeg savnede Nanna. Jeg var så splittet, fordi jeg ville være hos hende men også hos min familie. Men når jeg var sammen med min familie, gjorde det ondt, fordi det blev tydeligt, at der manglede en del af mig - og en del af min familie”.

Til sidst kan Louise ikke længere løbe fra sorgen. Den indhenter hende, og på køreturene til og fra skolen får tårerne frit løb. Dag for dag begynder autoværnet i midten af vejen at se mere og mere tiltrækkende ud, fortæller Louise:

“Jeg tænkte, ‘hvis nu jeg bare trykker på speederen, eller hvis jeg tager selen af, så er det mere effektivt’. Der vidste jeg, at der var noget galt”.

Savnets skygger

De næste fire måneder ligger Louise på sofaen. Hun græder rigtig meget, og det bliver svært at få hverdagen til at fungere. Hun lukker sig inde i sin egen boble af sorg og vrede, der vokser sig større dag for dag. Hun bliver sygemeldt af sin læge, får piller mod angst og depression, og PTSD-symptomerne presser sig på:

“Min krop går helt amok. Jeg kan nærmest ikke gå ud og handle uden at kigge alle steder. Jeg er totalt nervøs og har det virkelig dårligt. Hvis jeg ikke kan få fat i pigerne, når vi ikke er sammen, så sveder og hyperventilerer jeg af angst”.

Først et halvt år efter Nannas død får Louise hjælp af en psykolog. Det sker kun, fordi hun selv rækker ud til en af ​​pigernes sagsbehandler. I seks måneder har Louise bebrejdet sin mand ulykken og næsten ikke talt med ham. Psykologen bliver den, der hjælper dem med at kommunikere igen.

Den svære sorg

Mennesker er skabt til at overleve sorg og hele igen efter et tab. Sorg er en tilpasningsproces til en ny virkelighed. Det kan være hjælpsomt, at man giver sig selv lov til at have det, som man har det – og til både at mærke smerten, men også at tillade sig selv at holde pause fra den, forklarer privatpraktiserende psykolog Rikke Vester Roursgaard, der tidligere har arbejdet i Det Nationale Sorgcenter:

”Det naturlige sorgforløb veksler mellem disse to tilstande, og man oplever at gå ind og ud af sorgen. De fleste mennesker oplever, at sorg kan være en voldsom og eksistentiel mavepuster, men de fleste vil have det bedre efter det første halve år.”

For nogle bliver sorgen ikke nemmere med tiden, men sætter gang i en nedadgående spiral, hvor livssituationen bliver værre, og symptomerne kan tage form af angst, PTSD eller depression.

”Hvis man kæmper imod sorgen og ikke vil acceptere den, kan man helt uskyldigt komme til at sidde fast i den og blive fastholdt i smerten,” siger Rikke Vester Roursgaard.

At turde tale om tabet

Nanna døde på en torsdag. Så hver eneste torsdag sætter Louise sig ved computeren og skriver et brev til sin lille datter på en lukket Facebookside. Det samme gør hun på fødselsdage, juleaftener, nytårsaftner og alle mærkedage. Hun besøger også Nannas gravsted flere gange om ugen. Hvis der går for længe, bliver hun overvældet af dårlig samvittighed.

Louise og hendes familie får massiv støtte fra lokalområdet og venner. Men hun oplever også, at folk, som hun har kendt i årevis, krydser gaden for at undgå hende. I dag forstår Louise godt, at det kan være svært og tabubelagt at tale om tabet af et barn. Måske er folk bange for at sige noget forket. Men det er endnu værre ikke at sige noget, mener hun:

”Der er intet folk kan sige, som kan gøre mig mere ked af det, end jeg allerede var. Jeg har ikke valgt at miste min datter. Men jeg følte mig næsten farlig eller skubbet ud på sidelinjen, når folk gik over på den anden side ad gaden, fordi de ikke vil snakke om det. Folk skal bare turde at tale om det”. 

Efterladt i sorgen

Efter Nannas død ændrer alt sig. Louises piger var vant til, at deres mor var en stor del af deres liv. De spillede spil, tog på ture og hyggede sig sammen. Pludselig har Louise slet ikke det samme overskud til at være den forælder, hun var før, og pigerne bliver i høj grad overladt til dem selv.

"De havde brug for mor og fars omsorg, nærvær og tryghed," fortæller Louise. "Det kunne vi slet ikke give dem de første fire til fem måneder. De fik mad, tøj og kram, men vi var ikke de nærværende forældre, vi plejede at være".

Hverdagen mister sin struktur. Pigerne kommer sjældent i skole, og de begynder at få det rigtig dårligt.

”Når man efterlader børn i den alder helt alene med noget, der er så voldsomt, som de ikke kan komme af med eller snakke om, så vender man det indad”.

Det sender Louise ud i en dyb angst for at skulle miste endnu et barn. Endnu engang må hun sætte sin sorgproces standby og bruge de kræfter og det spinkle overskud, hun har, på at kæmpe for hjælp til sine døtre.

“Jeg ville ikke risikere at lægge endnu et barn i graven,” siger Louise.

At leve med sorgen

Hvert år oplever cirka 200.000 danskere sorg efter et dødsfald. For en ud af ti bliver sorgen kompliceret og kræver behandling. Ifølge Foreningen Forældre og Sorg er det tal dog seks gange højere for forældre, der mister et barn.

Tidligere så man sorg som en proces i faser: chok, bearbejdning og til sidst "at komme videre." Det hænger dog ikke sådan sammen, forklarer psykolog Rikke Vester Roursgaard:

”I dag ved vi, at sorg er en tilpasningsproces, og at oplevelsen bliver en del af livet. Vi kan få det godt igen, men man bærer sorgen og oplevelserne med sig, og finder måder at leve med det, så det ikke ødelægger livet”.

Syv år efter

Der gik seks år, før Louises to store piger har det godt nok til, at Louise endelig kan fokusere på sin egen sorg.

“Jeg er klar til nu at tage fat i det tab, som jeg har skubbet væk hele tiden,” fortæller Louise.

For omkring et år siden begynder Louise at gå til psykolog. Hun kæmper stadig med mange PTSD-symptomer efter Nannas død. Kroppen er konstant i alarmberedskab, en tilstand, den har været i siden ulykken, forklarer Louise:

“Min krop overlever stadig - den lever ikke fuldt ud endnu. Jeg er aldrig fuldstændigt afslappet. Det håber jeg, kommer til at ændre sig. Det ville være rart ikke at have den der trykkende, spændte følelse i brystet hele tiden”.

I dag kan hun dog sidde tilbagelænet og roligt i en stol – noget, hendes PTSD ikke tillod tidligere. Men hun er klar over, at vejen stadig er lang. Af og til skriver hun stadig på Facebooksiden til Nanna. Nu kan der gå en til to måneder imellem besøgene på kirkegården uden den dårlige samvittighed.

Der er blevet plads til drømme igen, og fremtiden ser lysere ud, end den har gjort, fortæller Louise. Nanna vil altid være i hendes bevidsthed, liv og familie. Men selvom hun savner hende hver dag, føler hun sig mere og mere som den mor, hun var.

“Jeg ved dog godt, at jeg aldrig bliver den samme igen, for der vil altid mangle en del af mig,” siger Louise.