Mads Langer: Her er mit nye mantra, når det gælder kærlighed
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Forrige sommer valgte Mads Langer at holde en længere pause fra musikkarrieren, og da han i foråret var tilbage med ny musik, gik der ikke længe før han meddelte, at han var blevet skilt.
Og de livsomvæltende begivenheder har da også sat sine spor.
Det fortæller Mads Langer, der i det seneste afsnit af DR-programmet "Hånden på hjertet", slår fast, at han både har det godt og til tider svært.
Her lyder det blandt andet fra musikeren, at han længe før sin karrierepause begyndte at "geare ned" i sit liv, da han blev far til sin datter.
Og da snakken falder på kærlighed, forklarer musikeren, at hans nye mantra er det fortærskede ordsprog "du skal elske dig selv, før du kan elske andre".
- Det kærlighed er for mig i dag, det er, at jeg ikke skal lede efter kærligheden i andre. For at kunne mærke ægte kærlighed, så skal jeg også kunne mærke det til mig selv.
- Det er en sorg for mig, at en stor del af mig ikke har kunne mærke det overfor mig selv gennem min ungdom og indtil for ganske nyligt faktisk, lyder det fra Mads Langer i programmet.
Mads Langer og nu ekskonen Julie Lillelund blev gift i sommeren 2019. To år senere blev de forældre til datteren Hannah.
Denne artikel blev første gang bragt på Se&Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.