"Min mors erotiske liv resulterede i en katastrofe, og det tog jeg med mig"

Man behøver nærmest ikke sige efternavnet på hende. Hella er nok, så ved de fleste, hvem man taler om. Kendt som skuespiller, tidligst fra hittene med ”Det brune punktum” og ”Lex og Klatten”, men også siden som filminstruktør af ”Meter i sekundet” og ”Happy Ending”. Derudover forfatter til flere bøger og nu aktuel med ”Joof-doktrinen: Et livsleksikon”. Og ja, der var efternavnet: Joof.

Hella er i en alder af 62 år træt af at gå i tøj, der strammer. Hun kan få sorte øjne, når hun oplever uretfærdighed. Og så vil hun hellere have et godt glas rødvin end dyrke den nye longevity-bølge, hvor man forsøger at leve så sundt og længe som muligt. Ligesom alle andres liv består Hellas af en række punkter. Her er højdepunkter, lavpunkter, vendepunkter og endda et G-punkt. Men lad os begynde med udgangspunktet. Det er nu engang det, det hele udspringer af.

Udgangspunkt

– Mit udgangspunkt afhænger jo af, hvor spirituelt man vil gå til værks, ikke? Jeg tror på, man sidder oppe i himlen og tænker: ”Jeg hopper ned i lige præcis den familie, hvor der er mest læringspotentiale. Det behøver overhovedet ikke være perfekt, men det er dér, min sjæl bedst kan lære noget”. Det er jo det ene udgangspunkt, siger Hella og fortsætter:

– Men mit udgangspunkt, det andet udgangspunkt, er, at min mor og far møder hinanden i London i slutningen af 1950’erne. Historien er rimelig fejlbehæftet, men det er, hvad jeg kunne sjusse mig frem til. De bliver kærester, men nok mest i min mors hoved. Min far havde vist aldrig tænkt sig at gifte sig med en hvid, kristen kvinde. Kort efter han var sammen med min mor, giftede han sig da også med en ung, gambisk, muslimsk pige og fik en søn. Der var min mor faktisk gravid med mig. Så han havde nok nogle mere skumle planer med min mor.

De skumle planer melder historien ikke mere om, siger Hella om sit udgangspunkt, for historien har vendt og drejet sig en del igennem hendes liv og samtaler med sin mor.

En ting er dog sikkert: Hellas far havde ikke tænkt sig at gifte sig med Hellas mor, sådan som moren ellers altid hævdede.

Og virkeligheden er da også, at forholdet var ramlet sammen, inden Hellas mor opdagede, at hun var gravid med Hella.

Hun flyttede tilbage til Danmark, hvor hendes forældre ikke ligefrem var glade for, at hun var blevet gravid uden for ægteskabet.

– Det udgangspunkt, at min mor fik mig alene, har påvirket mit liv. Hun kom hjem med et brunt barn i maven, og det var meget skamfuldt. Der var ingen opbakning! Nogle gange, når jeg som ung har været vred på min mor, har jeg ikke helt forstået hendes ensomhed og den her følelse af at være den fortabte datter. Hun var en pige, der var kommet galt afsted. Det kan vi ikke rigtig forestille os nu, nu er det nærmest sejt at få barn alene, men det var noget andet dengang, fortæller Hella, hvis mor flyttede ind på Mødrehjælpen og her fik lige præcis hjælp til at være mor og komme på fode igen.

– Min mors erotiske liv resulterede i en katastrofe, og det tog jeg med mig. Hun ville være engelsk korrespondent, derfor tog hun til England, og der var orden i sagerne. Det var ikke meningen, det skulle ske. At jeg skulle ske, siger Hella.

– Men jeg har altid følt mig højt elsket alligevel. Det var meget dobbelt.

Lavpunkter

Både barndom og ungdom bød på lavpunkter for Hella. I sjette-syvende klasse blev hun holdt udenfor, og det husker hun tydeligt:

– Jeg havde Troels, min bedste ven, men jeg var uden for pigegruppen. Der var ingen, der ville sove på værelse med mig på lejrskolen. Det oplevede jeg som meget voldsomt. Jeg var ikke god til at være i det; jeg blev logrende og ville gøre alt for at blive accepteret, siger Hella og fortsætter:

– Det har jeg tænkt meget over siden. At den side af mig selv ville jeg gerne have styr på. Jeg arbejder aktivt med, at jeg ikke skal blive bange, hvis jeg ryger udenfor. Jeg må lære at tåle det – gå igennem det med hævet hoved.

Ligesom Hella bærer den logrende pre-teenagepige med sig, har hun også en anden udgave af sig selv indeni. Det var den Hella, hun var, inden hun kom ind på Skuespillerskolen.

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Sådan nogle perioder havde jeg en del af, da jeg var yngre. Jeg var i tvivl, om der var en plads til mig. Det var en meget tung følelse. Sove til op på eftermiddagen, måske få et bad og spise bulgur med porrer og chili. Den slags.

Samtidig hører lavpunkterne ikke kun ungdommen til. Faktisk er det ikke særlig mange år siden, Hella sidst stod over for et lavpunkt.

– Det var under corona, og min mand arbejdede rigtig meget. Og jeg følte, vi var et svært sted – vores ægteskab slog en kolbøtte. Vi overkom det, og vi er tættere på hinanden nu, men vi var lige nede og vende. Vi skulle finde ud af at skabe et rum til hinanden, hvor der var plads til, at vi kunne gå egne veje og samtidig var sammen. Vi skulle lige kalibreres igen, tror jeg, fortæller Hella om den tid i sit ægteskab, hvor der blev taget svære samtaler ind over køkkenbordet.

– Jeg syntes nok, det varede længere, end han syntes. Men vi kom over det på en fin måde, for vi er rigtig gode til at tale om tingene. Vi fejer aldrig noget ind under gulvtæppet. Vi tager den. Vi skændes ikke, men vi sætter os over for hinanden og siger ALT. Vi afbryder ikke hinanden, for vi har en ret god samtalehygiejne, når det kommer til at sige noget smertefuldt. Det har jeg aldrig haft med andre mænd før.

Højdepunkter

Alligevel nævner Hella en del møder med mænd, når hun spørges ind til sine højdepunkter. Hun er stadig venner med de fleste af sine ekskærester, de er hendes livsvidner, og hun har lært meget om både kærligheden og livet af dem:

– Min gamle ungdomskæreste Christian er jeg for eksempel stadig tætte venner med, og jeg bliver stadig glad, når jeg ser ham. Det var to forvildede, sjæle, der mødtes, da vi fandt sammen. Vi kunne genkende noget i hinanden. Vi kunne så ikke være sammen, for vi havde for mange lig i lasten begge to, men han betød og betyder meget for mig, fortæller hun.

Og hendes eksmand, der er datteren Olivias far, er Hellas gode ven. Men: Det er ikke mændene, der er det første, Hella nævner som et højdepunkt. Nej, det er faktisk hendes studentereksamen. Som hun siger, tog det ”lidt forsøg”, før hun endelig stod med studenterbeviset i hånden, men det var det værd.

– Først gik jeg på Det fri. Det gik slet ikke. Så begyndte jeg på Ingrid Jespersens Gymnasium på den betingelse, at jeg skulle bestå den lille latinprøve inden efterårsferien. Der fandt jeg ud af, at latin var virkelig spændende! Jeg fik 13, og jeg oplevede pludselig, at der var noget, jeg var god til. Til sidst endte jeg på Statens Studenterkursus, og der blev jeg endelig klassisksproglig student. Hele vejen endte med at være god, for jeg fik så stor glæde af det latin der. Tænk, at min troldehjerne kunne gå i skole!

Hella med ”troldehjernen” fik en flot studentereksamen – og siden kom hun ind på Skuespillerskolen. Ligesom studentereksamenen gjorde, fik adgangsbilletten til Skuespillerskolen også stor betydning for Hella.

– Da jeg søgte ind, tænkte jeg, at enten så ville de grine af mig, eller også ville jeg komme ind. Det ville ikke blive noget midt imellem. Det betød enormt meget for mit selvværd, at nogle kunne se, at jeg kunne noget. Jeg har altid godt vidst, selv fra jeg var helt lille, at der var noget, jeg kunne og skulle. Men det havde været svært at finde min kanal.

Mens Hella gik på Skuespillerskolen, indtraf det højeste højdepunkt i hendes liv. Det var selvfølgelig fødslen af hendes datter, Olivia Joof. Det er jo banalt, siger Hella, men derfor også så dejligt at sige:

– Hvis man kun må vælge ét højdepunkt, så er det selvfølgelig den sidste presseve. Man er helt firkantet, blodet løber, og man får barnet op på maven. Det er det største mirakel! Jeg vidste jo, at jeg skulle have en dreng, der skulle hedde Hassan. Og da hun så kom ud… Det første, man ser, er tissekonen, ikke? For den er helt svulmet op af hormoner. Og hun havde meget lav hårgrænse og bakkenbarter, faktisk hår overalt. Jeg kiggede på hende, og jeg tænkte: ”Nå ja, der var du jo. Jeg kender dig, troede bare, du havde et andet køn”, fortæller Hella og fortsætter:

– At få lov til at blive nogens mor er det største. Man vil gøre alt for at passe på sit barn, og man kommer til at begå så mange fejl, men lige når man ligger dér med barnet… Alt vil jeg gøre for dig. Alt må du få.

Midtpunkt

Hvad menes der egentlig med ordet midtpunkt? Det kan selvfølgelig betyde, at man er centrum for noget, men det er faktisk ikke, hvad Hella nævner som det første. Nej, det er derimod dramaturgien i film:

– Midtpunktet i en komedie er der, hvor det går allerdårligst. Og i en tragedie der, hvor det går allerbedst. Hvor hovedpersonen er allerlykkeligst. Jeg håber da, mit midtpunkt er en af de gange, jeg har været allermest fortvivlet og ked af det, for så ender mit liv jo godt. Jeg håber, mit liv er en komedie, siger Hella grinende.

At være et midtpunkt er derimod ikke noget, Hella lægger særlig stor betydning i. Det gjorde hun måske, da hun var yngre, men noget har ændret sig i hende:

– At være midtpunkt kan give en noget selvtillid, især hvis man ikke har en fast kerne. Men jo mere, jeg har fået styr på mig selv, desto mindre har jeg behov for at være et midtpunkt. Jeg ser det mere som krymmel på softicen. Det er ikke, hvem jeg er – og det er ikke afgørende for mig. Det er da rart, hvis man er det positive midtpunkt, men jeg kan også undvære det. Når jeg har lavet en film, vil jeg egentlig bare gerne sende den ud i verden og selv liste af. Jeg har ikke brug for en premiere; det er at lave filmen, der er spændende. Jeg har ikke brug for at stå og bukke og blive klappet af.

Vendepunkt

Hellas liv har haft flere vendepunkter, men der er særlig et, hun altid vil huske. Et kæmpe vendepunkt, som hun siger, der definerede resten af hendes liv. Det indtraf, da hun blev skilt fra Olivias far som 28-årig:

– Jeg flyttede i en lille, fremlejet lejlighed og tænkte: ”Det her er en socialrealistisk tv-serie i sort-hvid, og den er ikke engang god. Det er en dårlig én fra 70’erne, hvor lyssætningen er elendig”, det var så ørkesløst, siger Hella om tiden efter sin skilsmisse.

– Jeg boede i en fremlejet lejlighed med Olivia og havde nok en slags depression, selv om det ikke var et ord, vi brugte dengang. Jeg vaskede Olivia i en balje, fulgte hende i børnehaven og gik så selv på biblioteket eller i svømmehallen. Der var ikke noget, jeg skulle.

Tristheden stoppede ikke engang der. På et tidspunkt fandt Hella også en knude i sit bryst, og det kom nærmest ikke bag på hende. ”Selvfølgelig skal jeg også dø af kræft”, tænkte hun galgenhumoristisk, og hun endte hos en læge, som skar knuden ud:

– Jeg fik et kæmpe sørøver-ar på mit bryst, og knuden skulle sendes til mikroskopi. Lægen kom den i et reagensglas og derefter i en boblekuvert og spurgte, om jeg ikke lige kunne poste den. Det havde man nok ikke lige gjort i dag, vel? Så kom jeg knuden i postkassen, fortæller Hella, der også endte med at blive smidt ud af den fremlejede lejlighed.

Olivia måtte bo hos sin far, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. En ven foreslog hende, at hun tog til en astrolog, og Hella tænkte, at det jo ikke kunne skade.

– Jeg kan tydeligt huske, hvad astrologen sagde: ”Du skal helt ned på bunden, så du kan lære at bede andre om hjælp. Du skal række ud! For du får ikke hjælp, hvis du ikke beder om det. Og du får et sted at bo om en måned, et dejligt sted. Du kommer til at bo sammen med en anden, og det kommer helt af sig selv”, fortæller hun.

– Jeg spurgte ham også, om jeg overhovedet skulle være skuespiller. ”Ja ja”, sagde han, ”men du kommer også til at lave noget andet senere. Du får en mere overordnet funktion. Og så kommer du også til at arbejde med det religiøse i det enkelte menneske”.

Astrologen fik ret i det hele. Knap en måned efter fik Hella en lejlighed med sin ven Troels, og i halen af det fulgte der også arbejde, først som skuespiller, siden som instruktør og forfatter. Skuden var vendt – og Hella kom aldrig til at mangle et sted at bo igen.

Standpunkter

– Standpunkter er skidegodt at tale om!, udbryder Hella begejstret.

– Jeg er helt med på, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det var modigt sagt af Kragh og et udtryk for en stor forståelse af, at hvis man mener det samme altid, så har man spildt sin tid. Vi skal ikke størkne i vores meninger, for så er vi ikke spændende at være sammen med, siger Hella, der selv har skiftet standpunkt mange gange.

– Jeg har for eksempel skiftet mening i forhold til køn og ligestilling. Det er ikke, fordi jeg er gammeldags og bagstræberisk, men jeg har erkendt, at jeg har respekt for biologien. Selvfølgelig er jeg feminist, men jeg ved også, at der er meget stor forskel på kønnene. Mænd forstår ikke tingene på samme måde som kvinder. Og kvinder oplever andre ting end mænd.

Hella nævner voldtægt og forståelsen af samtykke som et eksempel på en erfaring, mange mænd skal have forklaret. Hun nævner også barsel – det må være op til den enkelte familie at vurdere, mener hun. Selv havde hun kun en måneds barsel med Olivia, for hun gik på Skuespillerskolen, og her var der ikke ligefrem tradition for barselsordning. Hella malkede ud eller ammede i sine pauser, og hendes mand var hjemme sammen med Olivia det første år.

– Alting udvider sig og forandrer sig. Man skal hele tiden være i bevægelse. Det er ikke flovt at skifte mening. Nogle synes, det er skamfuldt, men det er det modsatte. Det er simpelthen bare udtryk for, at man har bevæget sig. Det skal man ære.

Tyngdepunkt

– Man er jo tit lidt ked af det, hvis man har lavt tyngdepunkt. Men det skal man faktisk være glad for, for så blæses man ikke så let omkuld. Jeg kan godt lidt stå som en poppel og svaje, men jeg blæses ikke så let omkuld. Der gør alder noget for én – man har dybere rødder, siger Hella, da hun spørges ind til tyngdepunkter i sit liv.

For hende er det især de livslange venskaber, der især giver hende tyngde.

– Jeg har nogle mennesker i mit liv, som jeg har haft altid. De giver mig forankring. Der var en gang en vred, ukendt person, der skrev i en hademail til mig, at jeg var psykopat. Jeg smagte lidt på det, for man bliver jo lidt rystet. Så sagde jeg til min mand: ”Men jeg er ikke psykopat, er jeg ikke nogenlunde ok?”. Det mente han, og han er læge. Noget, der kendetegner psykopater, er jo, at de hele tiden skifter mennesker ud. De smutter hele tiden videre. Hvis du er til fødselsdag hos en psykopat, er der kun nye venner. Der er ingen fra folkeskolen eller højskolen.

Vennerne hjælper Hella med at stå fast, selv når vinden er stærk og rusker i hendes trækrone. Hun finder blandt andet større forståelse af sig selv ved at tale med de af sine venner, der engang var hendes kærester:

– Engang spurgte jeg min ekskæreste Christian, hvorfor jeg egentlig var så sindssyg, dengang vi var unge? Og han sagde: ”Du var jo rigtig sød og dejlig, men det var også, som om du troede, at alle var ude på at slå dig ihjel”. Og det kunne jeg faktisk godt huske. Jeg var i krig med verden, jeg var en enmandshær. Det var supergodt at få at vide, for der kan stadig være noget af det tilbage i mig, siger Hella med et smil og fortsætter:

– En del af mig kunne godt tænke mig at bo på en ø med en trækfærge, så jeg selv kunne bestemme, hvem der kom på besøg. Men jeg er ikke længere en enmandshær. Jeg har lagt mit sværd. Altså, jeg ved da stadig, hvor det ligger, men jeg har det ikke fremme.

G-punkt

Da Hella var yngre, var G-punktet et nærmest sagnomspundet fænomen. Det var finest, hvis man fik en G-punkts-orgasme. Men det giver hun ikke meget for den dag i dag – en orgasme er en orgasme, og det vigtigste er, at man har styr på, hvordan man får den. Det kræver et sprog for, hvad man kan lide, og selv om det kan være lidt akavet i starten, er det det værd at være tydelig, mener Hella:

– Du og din partner bliver så glade for det. Mænd vil jo gerne give kvinder orgasmer! De er ikke ligeglade, som vi lærte i 70’erne. Det passer simpelthen ikke. Som 62-årig ved jeg, at den bedste lyd, en mand kender, er, når deres kvinde får orgasme. Det er bedre end nattergalesang eller en rislen i bækken, fortæller Hella, der har det langt bedre med sin krop i dag, end hun havde det som 22-årig eller 14-årig for den sags skyld.

Og det er i høj grad hendes mands fortjeneste:

– Hvis jeg viser min mand et billede af mig som ung, siger han: ”Ja, du var pæn dengang, men du er da meget pænere nu”. Jeg havde nok lidt brug for at finde glæde ved mig selv qua et andet menneskes blik, men nu er den installeret. Den kan ikke tages fra mig igen – heller ikke hvis han forlod mig.

– Det er så dejligt at være over 60, for så går man bare i det tøj, man har lyst til. Det må man jo gerne hele tiden, men det gør man bare ikke, vel? Man går måske i jakkesæt som ung for at signalere seriøsitet. Den trang forsvinder, og det er skønt. Så nu går jeg bare i overalls, hvis jeg har lyst til det. Jeg har kun det tøj på, jeg har lyst til faktisk, og det er så dejligt. Jeg vil heller ikke have noget, der strammer i taljen. Jeg vil have underbukser uden kant! Og nylonstrømperne skal gå helt op til brysterne næsten.

Slutpunkt

Det skal jo slutte en dag – det liv, der består af en lang række punkter som perler på en snor. Ligesom alle andre skal Hella også herfra, og hun begynder at kunne øjne slutpunktet ude i horisonten. Og hun har tænkt sig i yderste konsekvens selv at bestemme hvordan.

– Jeg skal i hvert fald ikke sidde på et nedslidt plejehjem uden personale. Så tager jeg bare selv herfra – og jeg mener det! Jeg har hørt om en kapsel i Schweitz, hvor man bare sætter sig ind og trykker på en knap. Så kunne man jo drikke et godt glas Bourgogne inden, ikke?

Hella overvejer at spare sammen til kapslen eller i det mindste, så hun kan modtage pleje derhjemme. Hun ved, at hun selv skal spare sammen, for systemet er braset sammen, mener hun. Og det bliver ikke længere hendes generation, der bliver prioriteret. Og det er også fint nok.

– Det er børnene og de unge, der er fremtiden. Det er dem, der skal overtage det her fallitbo. Vi andre har været der.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 9/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.