Nu er vi altså blevet voksne. Kan vi ikke godt stoppe med at sende anmodninger på MobilePay?

Kære brevkasse

Efter for alvor at være trådt ind i den del af voksenlivet, som for mig byder på fast parforhold, små børn, alt hvad der hører til familielivet og et fast job, er der opstået et dilemma i relation til mine venner og økonomi.

Efter flere år i den samme by, og dermed kortere besøg hos hinanden, er jeg nu i den situation, at nogle af de venner, som min mand og jeg ser privat, er flyttet til andre byer langt væk.

Det betyder, at vi ofte ses i flere dage, når vi ses – ofte en hel weekend. Og ofte på skift i hinandens byer.

Vi er alle sammen i fast job og har en stabil indkomst.

Er det ikke OK at antage, at vi ikke længere skal dele udgifterne til mad og drikke (som vi f.eks. gjorde, da vi studerende)? Men at det er den familie, der inviterer, som betaler for mad og drikke til hele weekenden? Og vice versa, når det er omvendt, og den anden familie er værter?

Med andre ord: Ingen MobilePay-anmodninger efter besøget? Eller skal jeg acceptere, at vi måske simpelthen stadigvæk skal dele regningen fuldstændig ligeligt op hver eneste gang?

KH den undrende

Svar 1

Kære dig den undrende

Jeg forstår godt din undren – det er jo aldrig helt nemt, når det handler om økonomi. Folk kan have meget forskellige forhold til penge, og det er jo ikke uhørt, at et venskab er kommet i klemme på grund af penge.

Jeg forstår ud fra dit spørgsmål, at I stadig benytter jer af Mobilepay-anmodningerne, og at det er noget, du gerne vil efterlade i fortiden. Det kan være så bøvlet at skulle lave det samme regnskab weekend efter weekend, især hvis du har et indtryk af, at regnskabet går lige op i det lange løb.

Og så kommer det virkelig bare an på, hvem man har med at gøre. Jeg har en ven, der altid vil have mig til at lægge ud, og jeg mistænker, at det er for at slippe for at betale i det hele taget. Så jeg sender konsekvent anmodninger til ham, fordi jeg ellers ville føle mig udnyttet.

Samtidigt har jeg veninder, som jeg ugentligt laver mad sammen med, hvor vi sjældent anmoder hinanden. Vi sørger for at skiftes om at lægge ud og stoler på, at vi betaler cirka lige meget. Og når der er en gensidig respekt for hinandens økonomi, betyder det ikke lige så meget, om man betaler lidt mere end den anden en gang imellem.

Det kræver dog, at alle parter har det godt med løsningen, og det finder I jo kun ud af, hvis I snakker om det og prøver det af!

Svar 2

Hej undrende

Åha, jeg har lyst til at skrive, at sådan noget med penge er roden til alt ondt. Og det er der måske noget sandhed i. Men jeg har også lyst til at sige, at communication is key.

Så i stedet for at antage, så kunne du måske bare starte med at spørge?

Åbne for en dialog omkring, hvorvidt I skal splitte alt ligeligt, eller om man bare kunne aftale at gøre, som du selv foreslår, og betale hele gildet, når man er værter.

Det kan jo være dine venner er helt enige med dig? Jeg synes, det lyder som et fint forslag, du kommer med, så måske dine venner synes det samme.

På den anden side så er jeg også fortaler for at splitte ting, swipe på MobilePay og få det ud af verden – så er der, i min optik, ingenting at diskutere.

Og med fare for at lyde som en af de der “nærige” typer, der anmoder eller sender fem kroner på MobilePay, så kan jeg måske heller ikke helt se problemet med de anmodninger der?

Jeg mener, det tager sådan cirka fem minutter, en kvittering og en lommeregner at finde ud af, hvordan weekenden skal gøres op, og så er det ude af verden.

Jeg synes, du skal starte med at tage en stille og rolig snak med dine venner om, hvem der betaler hvad og hvordan, og så vær lidt åben over for et kompromis – eller en anmodning.