Oh Land: For mig er tiden det vildeste plaster

Nanna Ølands fødder afslører hendes fortid som danser.

De er ikke parallelle, når hun går, de viser ”10 minutter i to”. Fødderne indikerer også, at hun er barn af sin tid: Når hun vil noget, går hun efter det. Hele vejen og længere.

Så det var en svær og sorgfuld erkendelse, at det efter 15 års dans på Det Kongelige Teaters Balletskole og Den Kongelige Svenske Balletskole endegyldigt var slut, fordi ryggen var ødelagt.

Men det lykkedes hende at skifte én altopslugende interesse ud med en anden og skabe sig en karriere som international popstjerne. Hun kalder sig selv grådig.

– Jeg er barn af min tid på den måde, at jeg stiller høje grav til tilværelsen. Både høje krav til mig selv og også til omverdenen. Og er lidt grådig. Jeg synes faktisk, vi er lidt grådige i min generation. Vi vil gerne have maks. på alle parametre. Som barn tænkte jeg over, hvad der ligesom var MULIGT i livet, og jeg havde store diskussioner med min far om, hvorfor jeg ikke kunne blive pave, ha ha.

- Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er vokset op med Pippi og Nanna i fjernsynet, men jeg føler, at jeg som pige har haft lyst til at gøre ALT på lige fod med drengene. Jeg skulle i hvert fald ikke frasorteres af den grund.

- Det er også det, der viser sig meget i min generation lige nu, i hele #MeToo-bevægelsen. Det er meget min generation, der sådan … taler HØJT. Jeg føler bare, at … jeg selv og mine jævnaldrende veninder har stillet høje krav til tilværelsen, har villet ting, som måske ikke klassisk har været mulige. Måske har vi godt turdet være besværlige.

Nutid

Ernst er sulten. Hans far, Adi Zukanovic, har trillet rundt og rundt med barnevognen nede på gaden, mens hans mor er blevet interviewet, men nu går den ikke længere. Der skal ammes.

– Min nutid er skør, fordi jeg gør det hele på en gang. Altså … jeg er grådig med børn, så nu har jeg to, og jeg kan ikke udelukke, at jeg skal have flere. At have et så lille barn er i sig selv et projekt. Min søn, Svend på fire år, er også i sig selv et projekt. Han er et helt andet sted i livet. Så det er ligesom to helt forskellige film – som jeg lever i begge to.

- Jeg er også grådig med arbejde, jeg føler, at jeg VIL mange ting på én gang, og det er svært. Det er faktisk den eneste grund til, at der nogle gange er konflikt i mit liv. For lige for tiden føler jeg ellers virkelig, at jeg er rig på livet.

Lige nu er der selvfølgelig: ”X FACTOR”!!!

– Som er en ordentlig klump. Det er faktisk ret intenst. Nu er det tredje gang, men sjovt nok … Jeg har det sådan med ting, som egentlig er ret store og eksponerede, og som mange har en holdning til, at jeg faktisk ikke tænker så meget over det. Så jeg går bare igennem ”X-Factor” skridt for skridt og er bare til stede i det. Hvis jeg tænkte over, hvad det egentlig ville sige, ville jeg slet ikke turde gøre det.

Tidsfordriv

”Improvisation,” siger Nanna. Det er tidsfordriv for hende. At kunne bryde ud af det skemalagte liv med to små børn og gøre noget helt andet. Hvilket faktisk har været muligt for hende på grund af musikbranchens coronaaflysninger.

Nogle lægger puslespil. Andre lægger surdej. Nanna går i Panduro Hobby og køber kreating med Svend, der hedder Kath til efternavn som sin far, Eske Kath, men hellere vil hedde Svend Hund, fordi han bedst kan lide hunde.

Og når de sådan går dér på gaden, stikker Svend hænderne ind under de sorte bip-bip-kasser, der tæller ned ved fodgængerovergangene, fordi han tror, der er håndsprit i. Det er der også tid til at snakke om.

– Men jeg har nu valgt ikke at snakke for meget om selve sygdommen med ham. Han ved egentlig ikke andet, end at han bare skal vaske hænder, og at voksne går med mundbind. Det bliver godt nok en renlig generation! Han vasker hænder som en sindssyg, jeg tror ikke, jeg sammenlagt har vasket så meget hænder i hele min barndom.

Fortid

Nanna er datter af operasangerinden Bodil Øland og komponisten Bendt Fabricius.

– Min barndom var kendetegnet af ambition og kreativitet. De to ting fyldte måske alt. Det var en god, men på nogle måder også hård barndom. Min mor ville tænke: ”Hvad mener du med det?”, hvis hun læste det her, men jeg mener det på den måde, at med ambitioner kommer der også store krav. Det var mine egne ambitioner, men de var jo et spejl af, hvad jeg så mine forældre have af ambitioner.

- De kommer, fordi jeg SER andre have ambitioner og arbejde hårdt for ting og stræbe efter noget større. Men det var fantastisk at være så målrettet, jeg brændte helt sindssygt meget for de ting, jeg lavede.

LÆS OGSÅ: Casper Christensen er sød. Men det har han ikke altid været

– Det er på en måde en kæmpe gave. Kan jeg i hvert fald se på mange af de af mine jævnaldrende, som IKKE brændte for noget, og som faktisk ikke rigtig vidste, hvad de skulle. Jeg var bare sådan et lyntog. Jeg var lynhurtigt i gang og havde ro i mine valg.

- Til gengæld ligger der også en byrde i at være så ambitiøs, fordi det forpligter. Jeg har eddermame ikke dovnet den i min barndom. Som jeg sagde dengang, når nogen syntes, jeg skulle skrue lidt ned for dansen: ”Det er ikke hårdt, når man elsker det.” Det er først hårdt, når man holder op med at elske det. Så bliver det hårdt arbejde.

Du har været der?

– Ja, og det var derfor, jeg stoppede med dansen. Det blev pludselig en hård kamp for at komme tilbage til det, jeg kunne i stedet for at elske det, jeg lavede. Pludselig handlede det om at prøve at overkomme den skade, kæmpe imod noget, jeg måske i virkeligheden ikke kunne vinde over. Det var hårdt på den forkerte måde. Så jeg valgte at sige: Det var det, jeg bliver aldrig danser igen. Men det var en kæmpe sorg.

Krænkelsestid

Nanna kastede sig over musikken, flyttede til New York, kaldte sig Oh Land, fordi ingen kunne sige Øland, blev international popstjerne med numre som ”White Nights” og ”Renaissance Girl”.

Og optrådte i ”David Letterman Show”.

Så er man for alvor ”noget” i USA. Og så må vi lige runde #MeToo. Hun kalder de kendte danske mænd, der er gledet i egne gramserier, for ”nogle klaphatte”, og hvad hendes egne oplevelser med den slags angår, siger hun:

– Jeg tror, det betyder noget, at jeg altid har været min egen chef. Derfor har jeg aldrig været under andre. Jeg har aldrig været i et magtforhold, hvor jeg har kunnet blive udnyttet eller har følt mig tvunget til at lade noget være okay, som ikke var det, fordi jeg på en eller anden måde altid selv har været chefen.

- Derfor har mænd nok tit været i en position, hvor de kunne miste noget, hvis de opførte sig sådan over for mig. Men samtidig har jeg da selvfølgelig oplevet underlige ting med bosser og chefer. Mest i USA, for det er trods alt der, jeg har været længst af den tid, jeg har haft min karriere.

Dér skulle hun engang til middag med chefen for iTunes.

– For ligesom at øge mine chancer for at komme på deres playlister. Så fra pladeselskabet bliver der sendt et makeup-, hår- og stylisthold hjem til mig, som i TRE timer skal gøre mig klar til den middag. Jeg havde den underligeste følelse i kroppen, jeg har ikke engang så stort et entourage, når jeg skal spille en koncert.

Du var en præmiegris – gjort klar til at blive spist?

– Ja. På en eller anden måde føltes det sådan, og det føltes meget nedværdigende. Som om min musik ikke var nok. Jeg skulle være et eller andet, han kunne lide, og jeg kunne ikke være mig selv. Det var underligt for selvværdet. Jeg tænkte: Hvad er det, jeg skylder ham, siden de penge, der bliver brugt på det her, er det værd?

Bad han om noget?

– Det gjorde han så ikke. Men det kunne han måske have gjort, hvis jeg havde været anderledes eller … situationen havde været anderledes. Eller … måske faldt jeg bare ikke i hans smag.

Latter.

Tid til kærlighed

Nanna blev skilt i 2018. Nu er der ny kærlighed. Adi Zukanovic er uddannet pianist, men arbejder som komponist, arrangør og producer. Nannas eksmand, Eske Kath, er kunstmaler.

Hvad forelsker du dig i, kunsten i mennesket?

– Hmmm. Til dels. Men det er mere sådan, hvordan nogen SER på livet. Jeg tror helt klart, jeg forelsker mig i det filter, nogen ser verden igennem. Jeg er kreativ, det er det, jeg lever af, og så møder jeg jo mennesker, hvor det er det udtryk, jeg lærer at kende først – nærmest før man overhovedet har en samtale – så det er klart, at det kommer til at betyde noget.

- Men med Adi er det også hans helt sindssyge optimisme i livet, som er så smittende. Ingen opgave er for stor til ham. Han springer ud i alt og giver mig et kæmpe mod, fordi han selv er så modig. Så han er ret inspirerende at leve sammen med. Også lidt udfordrende nogle gange.

Hvorfor?

– Fordi han er så optimistisk, giver det ham overskud til at ville GØRE de ting, han vil, og så kan jeg nogle gange blive lidt udfordret på min egen skepsis, ha ha. Men jeg kan ret godt lide at være sammen med en, der synes, at alt burde kunne lade sig gøre, hvis man bare ønsker sig det. Det er også ret barnligt, MEN i den mest romantiske forstand.

Jeg kan blive pave!

– Ja, det er det! Det ER jo ikke alting, man kan, men jeg kan godt lide, at man tør forelske sig i, at ting kan lade sig gøre i stedet for at være for pragmatisk og have udgangspunktet, at ingenting kan lade sig gøre. For så bliver livet lidt fladt.

Nanna har aldrig prøvet at være fastansat i sit liv. Det handler om ét ord: Frihed. Økonomien? Har hun aldrig bekymret sig for.

LÆS OGSÅ: Annika Aakjær: "Jeg er ikke cool, ikke smart, og jeg danser ikke. Men jeg er sjov"

– Heller ikke når jeg ikke har haft en rød reje. Jeg har ikke grund til at bekymre mig for min økonomi nu, men det har jeg da helt klart haft i perioder, især i starten af min karriere. Jeg havde lidt overtræk en gang imellem, men jeg har aldrig taget et lån, jeg har altid været sindssygt god til at leve for det, jeg havde, og så komme hjem til mine forældre og spise lidt en gang imellem.

- Det har ikke været i pengene, at lykken har ligget, men jeg har altid haft tillid til, at jeg kunne klare mig. Det har mine forældre også. De har aldrig insisteret på, at jeg skulle have en uddannelse.

Hun har, siger hun, ”knap nok en studentereksamen”.

– Det er ikke, fordi jeg skal gå ud og være advokat for, at man ikke skal have en uddannelse. Men der har været en blind tillid fra mine forældres side. Og det er sjovt … Jeg kan slet ikke forestille mig, at mine drenge skal gå på universitetet, det ville være så syret for mig, hvis det kommer til at ske.

- De må fuldstændig selv bestemme, men … det er ikke sådan, at jeg tænker, at man ikke har en chance, hvis ikke man gør ting på den forventelige måde. For sådan er jeg slet ikke vokset op.

Det har jeg ikke tid til

Hun har haft lyserødt, pink, lyseblåt, orange, gult, turkis- og ferskenfarvet hår. Har vi glemt noget? Sikkert.

Hun har haft de vildeste kjoler og kostumer og de skæveste smykker, og det hele har stensikkert krævet tid. Men tiden er en anden nu.

– At være forfængelig har jeg ikke tid til. Jeg har ikke tid til neglefil, jeg har tid til klipperen. Det interesserer mig heller ikke på samme måde, som da jeg var yngre, at være smuk eller gøre noget ud af mig selv. Jeg kan ikke bruge tid på det på samme måde som før – altså med at sammensætte et outfit eller sætte mit hår.

- Nu ryger det bare op i en knold og så af sted til børnehaven. Og så ser jeg sådan ud alle de dage, jeg ikke er på fjernsynet eller til et fotoshoot – det er ikke særlig repræsentativt for, hvordan jeg i virkeligheden ser ud.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg er ikke blevet gift for at blive skilt igen

Er det forkert at være forfængelig?

– Nej, det synes jeg overhovedet ikke. Det er æstetik, og jeg er helt klart æstetiker. Jeg har brugt 15 år af mit liv på at være danser, som udelukkende er æstetik. Jeg har det fint med forfængelighed, det er mere narcissisme, jeg har et problem med.

- Hvis man begynder at se sig selv udefra. For så er man fraværende, og det er synd, hvis forfængelighed bliver et fængsel for en selv. På den måde, at man instruerer sig selv i stedet for bare at være til stede i livet. At det ligesom tager over.

Så man begynder at handle efter det blik, man TROR, der er udefra?

– Netop, for det er der jo ikke. Jeg kan da godt være forfængelig på den måde, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan passe nogen af mine bukser lige for tiden. Eller at jeg synes, at jeg fra nu af bare ser trættere og trættere ud for hver dag. Forfængelig på den måde, at jeg ØNSKER mig noget, jeg havde engang. Dengang jeg kunne passe en størrelse 36. Dengang jeg ikke havde den der rynke. Sådan nogle riller kan jeg godt havne i, men så prøver jeg virkelig at se mig selv igennem min kærestes øjne også.

Hvad ser du så?

– Jamen så synes jeg, at jeg ser smuk ud! Han synes jo, at jeg er fantastisk, og jeg bliver bare nødt til at stole på ham og være lidt mere tilgivende over for mig selv. Det er jo ligegyldigt, hvad jeg synes, for det er ikke mig, der ser mig selv udefra hver dag, det er ham, og han synes, jeg er smuk, og så bliver jeg nødt til at stole på, at det er rigtigt. I stedet for ligesom at diskutere det med ham. For nogle gange er det faktisk sådan: Altså prøver jeg at overbevise ham om, at jeg er GRIM? Det er jo idiotisk!

Tiden læger alle sår

Livet sætter mærker. Nogle gange bliver de til sår. Hvordan læger man dem så? For Nannas vedkommende: Med tid.

– For mig er tiden det vildeste plaster. Tiden kan løse ting, som samtaler ikke nødvendigvis kan. I hvert fald ikke for mig.

Tid er bedre end en psykolog?

– Ja. For mig. Jeg har ubegrænset tillid til tid. Hvis jeg har et problem eller er i en sorg, jeg ikke kan overskue, er søvn og tid det eneste, der hjælper. Så … behøver en sorg ikke at forsvinde, men såret kan på en eller anden måde lukke sig med tiden.

- Det kan være en skilsmissesorg, sorgen over at miste nogen eller sorgen over ikke at kunne danse mere. Det sidste er ikke et blødende sår hos mig længere. Arret sidder der da, og når jeg tænker tilbage på det, bliver jeg trist, men det bløder ikke mere, og det er udelukkende på grund af tid.

– Jeg kender da andre, der har brug for hele tiden at sætte ord på, men det er ikke nødvendigvis særlig gavnligt for mig at snakke om alting, nogle gange føler jeg, at jeg bedre kan snakke om ting, jeg står i, SENERE.

Når der kommer perspektiv på, er det faktisk nemmere at finde ordene, end lige mens jeg står i en konflikt eller noget, der gør ondt.

Mine bedste venner er bare tid, plads og søvn. Jeg har lidt et eneboer-gen med problemer og sorger i livet, det er måske også derfor, jeg er musiker. Den slags samler sig senere som musik, fordi jeg ikke løbende får lukket luft ud af ballonen.

Tidsrejsen

Så rejser vi baglæns i tiden. Nanna vælger selv. Og lander i New York, lige da hun var brudt igennem som musiker.

– Den tid gad jeg godt prøve at leve i igen. Uden angsten, stressen og presset. For det gjorde, at jeg var fuldstændig udmattet. Altså jeg fejrede meget de ting, der skete, og gjorde et stort nummer ud af tit at knappe en flaske champagne op, selv om sejren måske kun var halvt i hus.

- Men jeg gad godt have været lidt mindre angst for alle mine forventninger til mig selv og for alt det, folk forventede af mig derovre – og måske bare have drukket mig fuld en gang imellem eller være blevet til festen, ikke bare være gået hjem, fordi jeg endelig ikke måtte miste min stemme.

- Altså … jeg var så fornuftig og dygtig, jeg ville gerne have sluppet tøjlerne lidt mere. Jeg tror, det havde været sjovere, hvis jeg ikke havde været så hæmmet af alt det, der skulle præsteres hele tiden. Hvis jeg måske havde turdet miste lidt mere.

Kontroltid

At turde slippe tøjlerne handler jo om at turde slippe kontrollen. Og det er, siger Nanna, noget, hun har brugt mange kræfter og meget tid på i sit liv:

– MEGET tid. Siden jeg var helt lille. Jeg har virkelig haft en tendens til kontrolsyge. Jeg har arbejdet hele mit liv på at slippe den kontrol, og jeg synes, jeg er blevet ret god til det, men jeg kan tydeligt mærke kontant afregning, når jeg er stresset – så begynder jeg at kontrollere mine omgivelser. F.eks. med helt lavpraktiske ting: Skoene skal stå på linje, jakkerne skal hænges op, og der må kun hænge de jakker, man går med til hverdag.

- Jeg begynder at kontrollere hjemmet. Der skal ryddes op, lige efter man har lavet mad, og opvasken skal tages med det samme. Der er jo ikke en katastrofe, hvis man lader opvasken stå natten over, men sådan noget begynder jeg at blive ekstremt pedantisk om, hvis jeg føler mig stresset eller presset.

Så er der fuldstændig lige linje! Dét tror jeg, kan være lidt irriterende at leve sammen med ...

Til gengæld er hun god til at slippe kontrollen som mor.

– Jeg gør meget ud af at prøve at styrke Svends indre kompas. Jeg sætter selvfølgelig rammer for ham, men man må netop gerne kunne improvisere. Så han f.eks. SELV også kan afgøre, hvornår han er mæt, og hvornår han egentlig ikke har lyst til mere slik. Det får man ikke mulighed for, hvis man altid kun får to stykker slik.

- Så kommer man ikke til at opleve, hvad det vil sige, at man har spist for meget, og så giver man også slik særstatus som noget fuldstændig uopnåeligt.

Så hjemme hos Nanna og Adi på en newyorksk luftig tredjesal i et baghus på Nørrebro er der slik. Og ikke kun om fredagen.

Når tiden er inde, og klokken er slået

Nanna har levet lige godt 13.000 dage. Der er statistisk set laaang tid tilbage for en kvinde født i 1985, men når tiden engang er inde – hvad vil hun så gerne kunne se tilbage på?

– Uh, hvor uhyggeligt … Jamen så skal det have været fedt at være her. Når jeg tænker over døden, gør jeg det nok specielt i forhold til andre, der er døde. Min onkel, min moster eller min farfar. Mennesker, som egentlig har fyldt meget i mit liv, men så fortsætter alt jo alligevel. Jorden er lidt ligeglad med, om man har været der eller ej. Årstiderne er ligeglade.

- Det svære er for de mennesker, man efterlader sig. Jeg tror egentlig ikke, jeg er bange for at dø, men jeg er bange for at dø lige nu, fordi jeg har børn, der har brug for mig. Det 100 procent vigtigste for mig er, at mine drenge har fået alt det, de kunne få fra mig.

- At jeg har gjort dem så stærke, selvstændige, bløde, søde og dygtige, at jeg efterlader dem med så mange redskaber som muligt. Så tør jeg godt takke af. Til den tid.