Oliver Bjerrehus om sin barndom: "Min mor gav mig plads til at være en vildbasse"

Jeg bliver født den 6. oktober 1975 på Rigshospitalet.

Min far har sit eget firma, hvor han importerer JBL-højtalere. Han er ingeniør. Min mor er jurist og model.

Min mor og far går fra ­hinanden efter halvandet år, og min mor og jeg flytter fra det kæmpestore hvide Klampenborg-hus sammen med Mogens i et bofællesskab på Øster Farimagsgade. Mogens og min mor er tidligere kærester, men nu flytter de sammen kun som venner.

Mogens er en ekstra far-figur i mit liv. Jeg har ikke nogen søskende. Jeg flytter rundt flere steder i København de ­første år i min barndom, og desuden bor jeg også i ­Sydfrankrig hos min far og i Paris med min mor.

Det første, jeg husker, er, at jeg bliver bidt af en mynde i Haut de Cagnes.

Det er lidt af en fransk ridderlandsby, hvor jeg bor med min far, efter mine forældre er blevet skilt. Jeg løber ned ad gaden, der er lavet af store runde kampesten, de sidder på højkant, så de buler lidt mere op end kampesten derhjemme. Jeg vil sige hej til hunden, men så bider den mig i benet.

Min far bliver pissesur og sparker ­hunden, så den kan give slip på mig.

Da jeg er fem år, bor jeg med min mor i Paris, fordi hun får arbejde for OECD i Paris.

Her går jeg i fransk børnehave, og jeg kan huske, at jeg skal sidde og male noget. Jeg kommer til at male uden for stregen, og så siger læreren, at det må jeg ikke. Lærerne går op i disciplin, og jeg synes, at det er hårdt. Jeg er ikke så glad for at bo i Paris.

Jeg har ikke nogen venner, jeg føler mig alene. Jeg kan ikke lide at være i en fremmed storby. Jeg synes, at der er højt og mørkt. Min mor har endeløse diskussioner med sin kæreste, Athony. Jeg er langt væk hjemmefra.

Min mor og jeg bliver til sidst hentet af Mogens, han kører os hjem til Danmark i sin bil, fordi det ikke går imellem hende og Athony.

Da vi kommer hjem fra ­Frankrig, bor jeg med min mor og Mogens forskellige steder i København.

Dog i længst tid i lejligheden på Østerbro­gade, hvor jeg bor, fra jeg er otte. Min far flytter til Høsterkøb uden for Hørsholm. Så min mor og Mogens står for bylivet, og min far står for ­naturen. Jeg er weekendbarn hos min far og bor ellers hos min mor.

Min far bor lige ved en sø, og om vinteren cykler mine venner og jeg altid ned ad en bakke ved min fars hus og ud på søen med is og laver bremsespor.

Vi får nogle hug, når vi banker hagerne ned i isen. Jeg er måske lidt af en vovehals, men jeg bliver også god til selv at finde grænserne, fordi jeg får så meget frihed.

Mit forhold til min far er rigtig godt.

Min far leger meget med mig. Han lærer mig også at sige undskyld og opføre mig ordentligt. Min far har en genbo med en japansk have, som har været et kæmpe arbejde.

Han har nogle store koi-fisk, som jeg befrier med et grønt net sammen med en ven, vi sætter dem ud i søen.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Man må IKKE tale grimt om sin krop - mens ens lille datter lytter"

Fiskene er dyre, og de kan ikke tåle nyt ferskvand, men det ved vi ikke. Naboen kommer næste dag og siger til min far: ”Det er sikkert ikke noget, I kender til, men der er nogle redningsfolk, der har prøvet at redde mine guldfisk ...” Min far ved godt, at det er os, og så sender han os over og sige undskyld.

Min far er altid ironisk.

Hvis jeg for eksempel spørger, hvad vi skal have til ­aftensmad, siger han, at vi skal have stegte ­tyrenosser med slangeøjne. Jeg skal altid selv regne ud, hvad han mener, og jeg synes, at det er irriterende.

Engang da jeg er på skiferie, tager jeg den sorte pist ned, fordi min far har sagt, at det er den vej, vi skal, og min far kommer styrtende ned efter mig og min ven Bo og spørger, om vi er fuldstændigt sindssyge? ”Men du har jo lige sagt det til os,” indvender jeg.

Det er svært for mig at kende forskel på, hvornår han mener noget og ikke mener noget.

Inde i byen hos min mor er der et stort socialt liv, og det kan jeg godt lide.

Min mor og Mogens holder mange fester, hvor bl.a. Uffe Ellemann kommer og andre sjove ­danske personligheder. Det er et åbent hjem, fordi min mor og Mogens bor sammen i en stor lejlighed, og de kender en masse mennesker begge to.

Min mor og far har altid været cool med hinanden, selv om de er skilt, så det er ikke nogen sorg for mig. Min mor er altid nærværende, og jeg føler mig altid sikker i hendes selskab. Hun er en stærk kvinde og et meget retfærdigt menneske.

Hos min mor får jeg tryghed, hos min far får jeg vildskab og frihed.

Min far skælder mig aldrig ud eller råber ad mig. Min mor er mere temperamentsfuld og mere striks, hun går op i, at ting skal være retfærdige, jeg skal dele med andre og opføre mig ordentligt. Vi ­skændes tit.

Min mor er meget bestemmerrøv på mange punkter, hun kan godt tage styringen fuldstændig over tingene, og jeg er også temperamentsfuld og kan godt være meget hård.

Vores konflikter handler ofte om skole, hun er meget striks med skolen, jeg skal fandeme lave mine lektier.

Min mor er karrierekvinde og fremme i skoene.

Min mor, far og Mogens er intellektuelle. Nogle gange siger jeg til min mor, om hun ikke bare ­kunne opføre sig som en normal mor og bage. Hun svarer helt tørt tilbage: ”Oliver, der er mere her i livet end at bage kager.”

Min mors fokus har aldrig primært været at være mor og gå og hyggetulle, hun er på arbejde til klokken fem-seks hver dag.

Jeg går i skole på Ingrid Jespersens Skole på Nordre Frihavnsgade, der er en ­privatskole.

Jeg er populær, og generelt mobber jeg ikke. Der er dog én gang, hvor jeg med til at mobbe en pige med hareskår.

Jeg kan rigtig godt lide hende, og det er ikke mig, der mobber, men jeg griner af hende sammen med de andre og er på den måde med.

Der er en dreng, der hiver bukserne ned på hende i gården, og det gør ondt i min mave. Hun har et særligt blik i øjnene, og jeg synes ­overhovedet ikke, det er sjovt. Det er sidste gang, jeg er med til sådan noget.

Jeg gør dog meget grin af Brian’er sammen med mine venner, altså sådan nogle knallerttyper. Men vi er nogle gode unger, selv om vi er lidt privilegerede.

Jeg er vild med musik.

Jeg spiller Duran Duran, Tina Turner, Nina ­Hagen, Bruce Springsteen og Kim Larsen derhjemme. Mit værelse er fuldstændig overklistret med Duran Duran- og Depeche Mode-plakater, og jeg bruger alle mine lommepenge, 30 kr. om ugen, på at købe blade som Bravo og Vi Unge. ­

Nedenunder os bor en familie, hvor datteren hedder Kina, som jeg hænger ud med. Hun er punker og venner med Sods (senere Sort Sol, red.). Ovenpå bor Jesper med en kæmpe The Cure-samling.

Jeg er på et tidspunkt en ­meget feminin dreng.

I skolegården er der et væddemål, hvor nogle børn har væddet om, hvorvidt jeg er en dreng eller pige. Det generer mig ikke. Jeg har min eventyrverden, hvor jeg nærmest er rock-star, så jeg er et helt andet sted mentalt. I skolen slås jeg meget.

Jeg er ikke bange for en skid. Senere som voksen får jeg tatoveret netop det, ”jeg er ikke bange for en skid”, på armen.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: "Jeg kiggede på folk og tænkte, I skulle bare vide, om få timer vil vores allesammens liv være forandret"

I 7. klasse begynder jeg at drikke og ryge hash.

Da jeg ser videoen med Red Hot Chili ­Peppers’ ”Higher Ground”, får jeg en åbenbaring. Jeg ­beslutter mig for, at jeg skal være sindssyg resten af mit liv. Jeg laver et band.

Da min mor bliver kæreste med Asger Aamund og flytter sammen med ham, vender hele min verden.

Mit liv på Østerbrogade har været en tryg kernebase. Asger er meget konservativ og anderledes, end det jeg kender. Min mor er meget sammen med Asger, og jeg synes, at det er stor omvæltning, fordi jeg er vant til at have det som blommen i et æg.

Jeg føler, at Asger og jeg er konkurrenter til min mor, og han leger ikke med mig. Når jeg ser tilbage på det som voksen, tror jeg, at den nye tilværelse har været sund for mig, fordi jeg lige pludselig fandt ud af, at verden også kan være benhård.

Asger og jeg er to hanhunde, der pisser op ad hinanden, men senere som voksen holder jeg meget af ham. Det har været fedt at have ham i mit liv. Asger er solid og har lært mig disciplin. Som voksen kan jeg se, at han udviste en stor accept af min livsstil som ung, der var så langt fra hans.

Da min mor flytter sammen med Asger, stiger vi et par socialklasser.

Han har tre Grundig-fjernsyn med sattelitnet og fjernbetjening. Det er helt vildt for mig! Dér hvor jeg kom fra, havde vi et lille tv, hvor man skulle skrue imellem de forskellige kanaler, som var Kanal 2 og Danmarks Radio.

I den periode bliver min mor også tv-vært på Super-Chancen, og det får meget af hendes opmærksomhed, så jeg føler, at jeg mister noget af min barndom og hende, da hun møder Asger, og hun kommer på tv.

Desuden bliver vi med ét en kendt familie, og der kommer journalister i vores lejlighed, og det hele kommer i en stor bølge, hvor vi bliver rige og er flyttet ind i en kæmpelejlighed. Det tager et par år, før jeg synes, at det er fedt med journalisterne.

Asger har to børn, Martin og Malou, så jeg får en bonusstorebror og -søster.

Jeg er omkring 14 år, og Malou er fem år ældre end mig og røvlækker. Det er pissefedt at have Malou som storesøster, hun kender musikere og er bedste veninde med Helena Christensen. Så lige pludselig ryger jeg i byen med Malou og hendes veninder.

De driller mig, lægger an på mig, vil have mig til at vise tissemand, og lige pludselig bliver jeg ret ferm til at score, fordi jeg hænger med de ældre piger.

Jeg bliver forelsket i en pige, der hedder Alexandra.

Jeg spørger Malou, hvordan jeg skal få fat på hende. Og så holder jeg en fest, hvor jeg tager Alexandra med ind på et værelse og sidder på sengekanten med hende.

Jeg tager fat i hendes hånd og vil gerne kysse hende. Men det vil hun ikke. Det er min første ulykkelige forelskelse.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese har fået nok af "boomer-kvinder", der synes, den yngre generation mangler nosser

Mit første tungekys er med en pige, der er rødhåret og har fregner. Vi drenge har fundet ud af, at hun gerne vil snave, så jeg går over og får et snav. Vi er til fest, og hun snaver med alle de drenge, der vil.

I den ende af lejligheden, hvor Malou og jeg bor, kan man godt holde nogle fester, uden de voksne lægger mærke til det. Det går vildt for sig, og der bliver tisset ud af vinduet.

Mine venner hænger meget ud hos mig, og jeg er punker og barberer mig skaldet i siderne.

En gang imellem skælder min mor mig og mine venner ud, men vi griner bare af hende. Jeg synes, at hun har givet op på mig: Jeg er så punk og efterladt, mens jeg sidder i vores 300 kvadratmeter store lejlighed med MTV. Jeg er rasende på hende.

Senere, da jeg som voksen tænker tilbage på det, er jeg overhovedet ikke sur over det. Jeg kan godt forstå, at hun gerne ville have et liv ud over det det at være mor.

Jeg er glad for, at hun gav mig pladsen til at være en vildbasse.

Da vi flytter sammen med Asger, går der ikke særlig lang tid, før jeg ikke er barn længere.

En dag ligger jeg på gulvet og leger med Luke Skywalker. Malou åbner døren til værelset og spørger drillende: ”Leger du med legetøj?” ”Næ,” svarer jeg: ”Det gør jeg ikke.”

Weekenden efter tager jeg mine Star Wars-figurer med op i sommerhuset og tager min luftpistol frem og skyder dem ned, og så bliver de alle brændt med terpentin.

Fra da stopper jeg med at lege med legetøj, og jeg får et par ruskindscowboystøvler.