Sådan påvirker det dit forhold, når du kigger på din telefon i stedet for din kæreste
Foto: Netflix
Hvert femte minut eller 262 gange i døgnet.
Så ofte tjekker den gennemsnitlige amerikaner sin telefon. Og der er ingen grund til at tro, at danskerne skulle være anderledes.
Al den opmærksomhed, vores rektangulære lommeven får, går uvægerligt ud over den opmærksomhed, vi mennesker giver hinanden.
På engelsk har fænomenet fået navnet phubbing, en sammensætning af de engelske ord ”phone” og ”snub” eller på dansk: ”telefon” og ”at ignorere” eller ”at afvise”.
Og har vi alle ikke prøvet at sidde med en ven eller partner, der hele tiden har snuden i skærmen? Eller også har vi det selv, hvis vi skal være ærlige.
Nu viser en tyrkisk undersøgelse fra Computers in Human Behavior ikke overraskende, at phubbing har negativ indflydelse på parforholdet.
712 gifte personer deltog, halvdelen var mænd og halvdelen kvinder, gennemsnitsalderen var 37 år. Forskerne fandt et mønster: Par, der rapporterede mere phubbing i deres hjem, rapporterede også mindre tilfredshed i deres ægteskab.
Det giver god mening, da mennesker generelt ikke reagerer godt på at blive ignoreret, og da slet ikke af ens elskede.
Undersøgelsen belyste dog ikke, om det kunne hænge sådan sammen, at når man var utilfreds i sit ægteskab, flygtede man ind i telefonen.
Hvordan det end hænger sammen, opfordrer forskerne bag undersøgelsen ægtefolk at prøve at slukke deres telefoner oftere.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 3, 2024. Dette er en redigeret version.