Sagde fire ord, der knuste prinsesse Diana
Foto: Everett Collection / MEGA
Denne artikel blev første gang bragt i 2020.
Det lignede måske nok begyndelsen på et eventyr.
Men allerede da prinsesse Diana og prins Charles skulle fremstå som det nyforelskede og nyforlovede par i 1981, var der skår i glæden.
Blandt andet på grund af fire ord, som Charles sagde under deres forlovelses-interview.
Diana var blot 19 år gammel, da hun og den 12 år ældre prins Charles annoncerede, at de var blevet forlovet den 24. februar 1981, hvor turtelduerne tonede frem på britisk tv.
Den unge Diana, der arbejdede som børnehavepædagog, smilede sig forsigtigt gennem hele postyret på Buckingham Palace, og hun svarede velvilligt – om end genert – på alle spørgsmål.
Foto: Ron Bell/AP/Ritzau Scanpix
Ét særligt spørgsmål – eller rettere: Ét særligt svar på spørgsmålet – endte dog med at ødelægge det hele for den unge Diana.
Intervieweren ville vide, om Diana og Charles var forelskede.
– Naturligvis, svarede Diana – lige dele forsigtigt og fåmælt.
Hendes kommende ægtemand var dog ikke så klokkeklar i mælet.
– Hvad end forelsket betyder …, lød hans kryptiske svar.
Mange år senere fortalte prinsesse Diana, at prins Charles’ fire ord havde chokeret hende.
– Det rystede mig fuldstændig.
– Jeg syntes, det var et mærkeligt svar – jeg blev fuldstændig traumatiseret, fortalte Diana i flere videooptagelser, som hendes daværende stemmecoach optog i 1993.
Under samtalerne med stemmecoachen røbede Diana endnu mere om sit vaklende ægteskab.
Hun afslørede, at hun kun mødte prins Charles 13 gange, før de blev gift.
Inden da var hun med egne ord ”uimponeret over prinsen”.
– Han klistrede til mig som et dårligt udslæt, erindrede Diana.
Da forholdet begyndte at udvikle sig, blev den da blot 19-årige børnehavepædagog alligevel ”smigret” over at få opmærksomhed fra en ældre mand – og kommende konge.
Fra start spøgte prins Charles’ tætte forhold til Camilla Parker Bowles dog.
Den 9. april 2005 blev prins Charles and Camilla Parker gift.
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Diana kaldte hende for ”hans dame”, og i optagelserne afslørede hun også, hvad prins Charles havde svaret, da Diana havde spurgt ind til Camilla:
– Han svarede: ”Jeg nægter at være den eneste prins af Wales, som aldrig havde en elskerinde.”
Diana krængede sit hjerte ud i 12 videobånd – der blev døbt ”the dynamite diaries” – og hun lagde ikke skjul på, hvor dårligt hendes forlovelse, bryllupsfest og det følgende ægteskab var.
De eksplosive videobånd var i Dianas hænder, lige indtil hendes død i august 1997.
I 2017 udkom dokumentaren ”Diana: In Her Own Words”, der byggede på dele fra syv af videobåndene.
Allerede fra start var der kold luft mellem Charles og Diana – her ses de i november 1989 under et officielt besøg i Indonesien – otte år og to sønner efter vielsen. (Foto: Ritzau Scanpix)
De fem andre bånd menes i dag at være forsvundet.
Prinsesse Diana og prins Charles blev skilt i 1996 – og året efter døde prinsesse Diana ved en frygtelig ulykke i Paris.
I 2005 blev prins Charles gift med Camilla Parker Bowles.