"Se den berusede mand", grinede Ellys veninder, mens de sad i metroen. Hvad de ikke vidste var, at det var Ellys far

Det er lidt over midnat. Jeg sidder i metroen, og er som altid lidt nervøs. Metroen fyldes med mennesker, og en tydeligt beruset mand stiger på. Han taler højt, bevæger sig svajende og vaklende. I et øjeblik ser han aggressiv ud, mens man pludselig kan ane tristhed i hans ansigt. Jeg bliver siddende og ser på denne mand. Helt i sin egen verden, langt inde i rusen.

Sammen med mig sidder Elly Jelena Aspaas. Jeg kender hende kun lidt, men vi har været til den samme fødselsdagsfest, og vi skal begge samme vej hjem. Den berusede mand går hele tiden forbi os. Frem og tilbage. Nervøs som jeg er, ser jeg lidt bange på Elly Jelena Aspaas. Hendes reaktion vil jeg for altid huske. For det er måske det smukkeste og mest sårbare, nogen har fortalt mig.

– Han vil ikke de andre noget ondt. Han har det bare dårligt med sig selv. Det var også sådan med min far.

Resten af turen bliver vi siddende og taler om hendes far. Om godt og ondt. Og nu vil jeg også dele denne historie med dig.

En gang var det nemlig Elly Jelena Aspaas' far, der var den berusede mand i metroen. Alligevel var han så meget mere, end det folk flest så, når de fik øje på ham i metroen. Selvom hun elskede sin far, skammede hun sig samtidig som teenager.

– Jeg husker en dag, jeg tog metroen sammen med nogle veninder. "Se på den berusede mand der," lo de.

Det de ikke vidste, var, at det var Elly Jelena Aspaas' far. Som teenager ønskede hun så meget at passe ind. At vokse op som en sårbar teenager gav en længsel efter det klassiske, fejlfri liv, som det virkede som om alle omkring hende levede.

– Jeg var femten år, ung og skrøbelig. Jeg turde ikke sige, at den berusede mand, de grinede af i metroen, var min far, så jeg lod som om, intet var galt, fortæller Elly Jelena Aspaas.

På det tidspunkt boede hendes far på et hjem for rusafhængige i det norske nabolag, Hovseter.

– Det gjorde, at jeg ofte stødte på ham, mens han var beruset, fordi vi boede i samme område.

Da hun endelig steg af metroen, gik hun hjem og fortalte sin mor om hændelsen.

– Jeg hulkede og var helt ødelagt, da jeg kom hjem til mor. Den dårlige samvittighed spiste mig op indvendigt.

Hændelsen blev på mange måder et vendepunkt for den unge Elly Jelena Aspaas.

– Min mor har altid været direkte og ærlig. Hun ønskede mig alt godt og ville mig kun det bedste. Jeg husker, hun sagde til mig:
"Nu må du træffe et valg. Enten må du anerkende din far for den, han er, eller så skal du bryde kontakten."

Samtalen med moren skulle blive betydningsfuld. Et år senere møder hun ham endnu en gang beruset i metroen. Denne gang beslutter hun sig for at anerkende, at det er hendes far. Hun rejser sig, går hen til ham og giver ham et stort kram.

– Det var som om min mors kloge ord kom op i mit hoved, da jeg så ham. At turde anerkende, at han var min far, var en lettelse. Jeg følte, jeg fik fjernet hundrede kilo fra mine skuldre. Nu vidste folk det, og jeg behøvede ikke længere at skjule det, siger Elly Jelena Aspaas.

Efter dette møde løsner det op for Elly, og det bliver stadig lettere for hende at møde ham.

– Far har aldrig været slem mod os. Han har altid haft et stort hjerte og var god helt igennem. Sådan beskrev alle, der kendte ham, ham.

Elly Jelena Aspaas voksede som mange andre op i et hjem sammen med sin mor, far og lillesøster. Nogle dage kunne hun sidde på gulvet, fyldt med deres legetøj. På gulvet, hvor Barbie-dukker, krammedyr og dukketøj lå blandet sammen, kunne hun sidde i timevis sammen med sin far og lege. Andre dage var han totalt fraværende. Fraværende på grund af rusen. Elly Jelena Aspaas mindes tilbage, som barn var der ikke alt, hun forstod.

– Helt fra jeg var lille, har mor altid været god til at forklare, at min far ikke var som alle andre. Vi boede sammen med min far i lang tid, og jeg så ham aldrig beruset som barn. Min mor beskyttede os altid meget, fortæller hun.

Det var først, da Elly blev omkring otte år gammel, at farens rusproblemer begyndte at blive alvorlige. Da det blev værre, tog moren beslutningen om, at han skulle flytte ud og ikke længere kunne bo sammen med børnene.

– Det var for vores bedste. Min mor sørgede for at forklare, hvorfor far ikke var hjemme. Vi kunne stadig have kontakt med ham, men mor sørgede altid for, at han ikke var synligt beruset, når vi skulle møde ham. Det handlede aldrig om, at mor ikke elskede far, men at hun ville give mig og min lillesøster en så god opvækst som muligt.

Selvom han flyttede ud, har han altid været en stor del af livet for hele familien. Han var der, år efter år, på 17. maj (Norges national- og Grundlovsdag, red.), fødselsdage, jul og nytårsaftener.

– Min far var altid velkommen. For min mormor var han som en ekstra søn, og de havde et meget stærkt bånd. Selvom min fars familie var i Nord-Norge, havde han altid et hjem hos os, fortæller Elly Jelena Aspaas.

Elly Jelena Aspaas fortsætter med at se tilbage. Da hun blev ældre, begyndte hun også at forstå mere. Hun havde truffet et valg om at have sin far i sit liv, noget der blev tilrettelagt bedst muligt.

– Min far har boet mange forskellige steder og været på afrusning. Vi besøgte ham ofte, selv der. Selvom han har haft det liv, han har haft, har vi aldrig tvivlet på, at vi har været elsket.

Hun fortæller om moren og farens stærke bånd. For hendes far Johannes var Elly Jelena Aspaas' mor, Johanne, hans klippe gennem hele livet. De blev tidligt forelskede i hinanden og havde et helt specielt bånd.

– Min mor har altid elsket ham, selvom han havde rusproblemer. Hun har aldrig sagt noget ondt om ham og har givet ham plads til at være far, det var jo alt, han ønskede. Samtidig satte hun grænser, fortæller hun.

Johannes Eduardo Vaag, Elly Jelena Aspaas' far, var så meget mere end bare rusen. Han var en aktiv, kreativ og ung mand med et hjerte for alle omkring sig.

– Han har altid været aktiv, og han elskede fodbold og snowboard. Han var endda distriktsmester i svømning. Disse sider var altid en del af min far. Jeg husker, da vi besøgte ham på afrusning, blev der lagt op til, at vi børn kunne lave aktiviteter ude sammen med ham. Vi tog ofte til slalombakken sammen. Han sparede penge op for at give os slalomudstyr og snowboards, og det var ham, der lærte mig at stå på brættet. De stunder sammen på bakken har betydet meget, siger Elly Jelena Aspaas.

Selv da rusproblemerne blev værre, fortalte han altid sine venner, der var narkomaner, at han betragtede dem som sine børn.

– Efterhånden fik han mange venner, der også var narkomaner. En af dem var meget kunstnerisk og talentfuld. Jeg husker, vi fik fortalt, at denne ven havde syet et billede af mig og min lillesøster. Hans værelser på de forskellige steder, han boede, var altid fyldt med billeder af sine børn.

Johannes Eduardo Vaag var også kunstnerisk. Han tegnede meget, og det var også ham, der introducerede Elly Jelena Aspaas for musikverdenen.

Ofte kunne hun tale i timevis med sin far i telefonen. Han var omsorgsfuld, og sparede sammen for at give børnene det, de ønskede sig.

– Det var ham, der købte den kjole, jeg havde ønsket mig til 10. klasse-ballet.

Helt fra Elly Jelena Aspaas var lille, sagde hendes far altid til hende:

"Glad i dig, elsker dig, savner dig."

Han sad i fængsel for mindre rusdomme, og da han sad inde, fik han på mange måder styr på sit liv og kom ind i bedre rutiner.

– Det lyder måske mærkeligt, men jeg kunne godt lide, når min far sad inde, for så vidste jeg, hvor han var, og at han var alkoholfri.

Da han kom ud efter at have sonet, lovede han dem flere gange, at han ville stoppe med at drikke.

– Vi havde altid håb, fordi han gav tommel løfter. Gang på gang blev vi skuffede. Vi bad ham hellere være ærlig, og til sidst fortalte han den hårde sandhed, at han ikke ville stoppe med at drikke.

Selvom Johannes var mere end rusen, prægede den ham og deres liv meget. I perioder kunne de gå længe uden at høre fra ham.

– Frygten for, at min far ikke ville have et sted at sove, når det var koldt om vinteren, eller at han en dag ville tage en overdosis, har altid været der. Han balancerede på en line, der kunne ryge når som helst.

Så en dag ryger linen, han balancerer på.

Elly Jelena Aspaas var i forsvaret i den norske by, Bardufoss. På vej ud fra kasernen tjekker hun sin mobil. Skærmen viser ti ubesvarede opkald fra hendes mor. Hun ringer op igen og får beskden, som hun har frygtet hele sit liv. "Din far har taget en overdosis, du skal komme hjem nu."

– Min krop gik i panik, og jeg hyperventilerede. Min lagfører kom ud og spurgte, hvad der var sket. Jeg kunne ikke få et eneste ord ud og lagde bare på.

Hun bliver taget med til forsvarets sygeafdeling. Tankerne og minderne raser rundt i hendes hoved. Før hun tog i forsvaret, havde hun besøgt sin far, som sad inde for at afsone en længere dom. Han så frisk ud, og havde været rusfri et stykke tid. Det kom som et chok.

– Sygeplejersken var ærlig med mig. Hun sagde, at det var usandsynligt, at han ville overleve.

En time senere bliver hun sendt hjem.

– Forsvaret var flinke og ordnede alt der skulle ordnes, så jeg kunne komme hjem hurtigt. Den time, jeg ventede på at kunne tage af sted, føltes uendelig. Jeg blev kørt til lufthavnen. Hele turen græd jeg, tårene ville ikke stoppe med at trille. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg kom til hospitalet. Det føltes som en feberdrøm, fortæller Elly Jelena Aspaas.

På Ullevål, hospital i Norge, møder hun sin familie, også sin storebror, en søn Johannes fik meget ung og som han havde lidt kontakt med. Hendes far ligger stille i hospitalsengen, som om han bare sover. Ledninger snoer sig langs hans krop, og små lys blinker svagt fra maskinerne, der overvåger hjerteslag og vejrtrækning. Det eneste, der bryder stilheden, er den regelmæssige, mekaniske lyd af respiratoren.

– Det var som en film. Rummet med hjertemonitor, bip, sygeplejersker, skærme. Jeg blev helt overstimuleret. Rummet var fyldt med lyde, men alt jeg ønskede var stilhed. Det værste var at se, hvor knækket min lillesøster var. Som storesøster har jeg altid beskyttet hende, men nu var jeg selv helt nede.

Sammen med lillesøsteren sætter de sig ud i den trange hospitalgang. På hendes skød ligger lillesøsteren.

Hendes fars krop havde ikke mere at give. Lægerne har efter klinisk vurdering anbefalet at slukke respiratoren. Før det får hun et sidste farvel-øjeblik alene med ham.

– De sagde, han måske kunne høre mig, og da jeg talte til ham, kunne man se, hans puls steg. Det føltes, som om han tog imod de sidste ord og at jeg fik sagt farvel til ham. Jeg vil i hvert fald gerne tænke, at han hørte os.

Hun fortæller om samvittigheden og uretfærdigheden, der ramte hende.

– Man skal ikke sige farvel til sin far som 19-årig.

Elly Jelena Aspaas stopper op for at samle tårerne, før hun fortsætter.

– Da de slukkede respiratoren, stod vi alle der. Jeg husker tydeligt, hvordan vi så de vitale tegn falde. Til sidst var der kun en flad linje. Det føltes, som om det kun var os, og intet andet.

– Da jeg kom hjem, var alt tåget. Jeg var helt følelsesløs, og græd ikke i en måned før begravelsen.

Hun fortæller om det tætte bånd med moren. Hende, der altid havde beskyttet dem.

– At se, hvor ondt det gjorde på hende, knækkede mig. Jeg husker, jeg tænkte, hvem skal passe på hende?

Forud for begravelsen tog Elly Jelena Aspaas meget ansvar for at hjælpe til. Det gav hende på en måde noget andet at tænke på.

Samtidig ville hun bidrage til at gøre begravelsen så smuk som muligt.

– Begravelsen blev holdt samme sted, som min lillesøster blev døbt, og jeg blev konfirmeret.

Efter begravelsen kom stilheden, tomheden og følelserne.

– Det var på mange måder værst efter begravelsen. Når alle går tilbage til deres normale liv, mens man selv sidder tilbage med sorgen.

For Elly Jelena Aspaas blev forsvaret en slags redning i sorgen. De gav hende tid, og hun fik den længste permisjon, hun havde brug for.

– Min chef var meget venlig, og var opmærksom på, hvordan jeg havde det.

I dag har Elly Jelena Aspaas fundet et sted, hvor hun kan leve med sorgen.

– Jeg kan slet ikke forstå, at det er fem år siden. Man skal lære at leve med sorgen. Der er nogle dage, hvor det er svært at få armene ned og slappe af, og det må man acceptere. Jeg har lært, at jeg ikke behøver at være stærk hele tiden. Det er okay ikke at have det godt.

Elly Jelena Aspaas fortæller om, hvordan hun har fundet et større mod i livet. Hvordan hun forstår sin far og har større forståelse for den verden, han levede i.

– Han var aldrig et dårligt menneske. Han havde det bare rigtig svært, og jeg har forstået det. Jeg er glad for, at vi fik sagt farvel. Jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om at kramme ham. Jeg vil gerne huske ham som den far, der lærte mig at stå på snowboard.

Denne artikel blev første gang bragt på KK.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en oversat og redigeret version.