7 kvinders stærke historier om kræft

Josina Bergsøe: ”Det generer mig ikke at tale om tør skede”

Når du har overlevet kræften og er erklæret rask, forventer verden omkring dig oftest, at du er tilbage på fuldt blus. At det desværre langtfra er tilfældet, kender Josina Bergsøe alt til. Hendes brystkræft blev afløst af muskelsmerter, søvnbesvær, træthed, tørre slimhinder og kognitive forstyrrelser. Senfølger, som mange oplever, men som der er alt for lidt fokus på.

– Når man har senfølger, kan det være svært at løse alle de opgaver, som man gjorde før. Det er svært at finde energi og overskud til både at passe sit arbejde, passe sin familie og passe på sig selv. Hvis man ikke ved, at man lider af senfølger, kan det føles pinligt, at man er så træt. Måske bruger man alle sine kræfter på det, der forventes af samfundet, familien og de øvrige omgivelser. Så er der ikke meget energi til også at finde ud af, hvorfor man har det så skidt.

Sofia Manning: ”Jeg stoppede med at gøre, som jeg burde”

Da Sofia Manning som 21-årig pludseligt mistede sin bror til leukæmi, gav danskstudiet på Københavns Universitet ikke længere mening. Hun gjorde op med hverdagen og tog til USA for at forfølge sin drøm om at blive coach. Noget, hun vidste hendes bror ville have hende til.

– Han elskede at rejse og sprang bare ud i livet uden at tænke over, hvad man bør og skal. På den måde var han en god rollemodel i forhold til, at vi skal gøre det i livet, der gør os lykkelige. Og jeg bruger ham stadig, hvis jeg står over for en svær beslutning. Så tænker jeg på, hvad han ville sige. Og så kan jeg altid høre ham sige: ”Kom nu. Gør det nu”.

Djuna Barnes: ”Der er ikke noget galt med mig”

Den anerkendte DJ Maria Gerhardt, bedre kendt som Djuna Barnes, ville ikke gå til lægen. Da hendes kæreste endelig tvang hende, var knuden i hendes bryst otte centimeter. En stærk behandling blev sat i gang for at bekæmpe kræften, mens den cool DJ skulle gøre op med en hård livsstil og samtidig erkende, at noget i hendes krop altså var helt galt.

– Jeg synes stadig, svagheden har været noget af det sværeste. Også fordi det var sådan et hårdt forløb. Jeg egner mig ikke særlig godt til at være svag. Jeg har undervejs følt mig rimelig knækket.

Efterskrift: Maria Gerhardt døde i foråret 2017, 39 år gammel.

Randi Becker: ”Jeg var fuld af sorg over alt det, jeg gik glip af”

Det er de færreste 24-årige, der forestiller sig, at brystkræft er en trussel så tidligt i deres liv. Ikke desto mindre var det virkeligheden for Randi Becher, som pludselig måtte sætte alting på standby, bedst som livet stormede derudad.

– Det var meget vigtigt for mig at fastholde et positivt fokus, så jeg opsøgte andre, som var blevet raske. Jeg besluttede hele tiden at have et mål, og det hjalp meget at snakke med dem og se, hvordan de levede. For selv om jeg var optimistisk, var jeg også fuld af sorg over alt det, jeg gik glip af og ikke kunne. Jeg var ked af at tænke på, at mine venner igen var på vej til fest, mens jeg lå hjemme i sengen.

Christina Didriksen: ”Fordi jeg kan, er mit nye motto”

Christina Didriksen er en sej kvinde. Flere år med lymfekræft, opslidende kemoforløb og tilbagefald havde sat deres ubarmhjertige spor på den 36-årige kvindes helbred. Hun kunne knap løbe 100 meter, uden at hendes lunger var ved at eksplodere. Alligevel satte hun sig for at kæmpe sig tilbage og gennemføre et halvmaraton – for sygdommen skulle ikke have lov at begrænse hende.

– Jeg vil gerne vise andre i min situation eller andre, der har været noget lignende igennem, at det kan lade sig gøre. Jeg håber, det kan være en inspiration, at jeg som person er sådan en, der siger, at ”der er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg kan og ikke kan.”

Mai-Britt Vingsøe: ”Jeg forbandt jo kræft med den sikre død”

Mai-Britt Vingsøe har som pårørende oplevet at se magtesløs til fra sidelinjen, mens mennesker, hun elskede, kæmpede mod kræften. Hendes far døde, fordi hans kræft ikke blev behandlet i tide, og i årene, der fulgte, skulle Mai-Britt forholde sig til, at to af hendes bedste veninder fik konstateret brystkræft.

– Jeg havde selv meget svært ved at styre mine følelser. Og nøjagtigt vide, hvad der er det bedste at sige i situationen. Siger man, at det hele nok skal gå, vel vidende, at det jo ikke er sikkert, virker man måske naiv og utroværdig. Og får følelsen af at give falske forhåbninger. Taler man åbent om, at døden kan være nær, er man måske barsk og ufølsom. Jeg havde enormt svært ved at finde mine ben i det, også fordi min far endte med at dø af kræft.

Ibi Støving: ”Jeg græd hele vejen”

Ibi Støving er en kvinde, der har været igennem meget mere end lidt af hvert. Men også en livsbekræftende en af slagsen, som formår at tvinge sig selv til at bearbejde det, der gør allermest ondt i hjertet. Som da hendes mor for fire år siden døde af kræft.

– Jeg løb det maraton i Berlin, lige da min mor døde, simpelthen for at få kanaliseret sorgen ud fysisk. Det er ekstremt hårdt at løbe et maraton, når éns mor lige er død, men det ville jeg hellere end flygte ind i usund melankoli. Jeg satte hårdt mod hårdt. Jeg græd hele vejen. Det var én stor sorgtur på 42 kilometer. Jeg var selvfølgelig ikke færdig med at græde, da jeg var færdig med at løbe, men du ved ... det var ligesom okay.

• Kræft rammer hver tredje dansker, inden de er fyldt 75.

• De kræftformer, der er årsag til flest dødsfald blandt danske kvinder, er i nævnte rækkefølge kræft i lunger, bryst, tyktarm, bugspytkirtel og æggestok.

• Den hyppigste kræftform blandt kvinder er brystkræft. Næsten 4.500 bliver ramt om året (2012).

• Hvert år får 34.000 danskere kræft.

• Ca. halvdelen af alle, der får konstateret kræft, overlever.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse