Årets SØNDAGs-kvinde om læsernes kommentarer
Låmslået, rundt på gulvet og rørt!
Bodil Jørgensen er lamslået, rundt på gulvet og storsmilende, da hun får overrakt det store, indrammede billede, hvorpå alle læsernes kommentarer til hende er samlet. Hun kigger på den, kigger på SØNDAGs journalist, kigger på billedet igen og siger:
- Jamen er det virkelig allesammen kommentarer til mig – altså læsernes kommentarer til MIG?
Og da vores journalist bekræfter, at det er personlige hilsener fra SØNDAGs læsere til netop hende, så reagerer hun ved at tage sig til hovedet, smile og blive meget, meget rørt. Hun famler i en hurtig bevægelse efter sine læsebriller.
- Nej, det må jeg simpelthen læse med det samme, siger hun.
Efter et par minutter i stilhed i det charmerende lille køkken i Bodil Jørgensens hyggelige Nørrebro-lejlighed ser hun op og udbryder:
- Nej, men det er så fint! Det er jo simpelthen så mægtigt sådan noget her. Altså, det er jo bare MIG! Der er jo ikke noget særligt ved mig og mit liv på den måde.
Men der ER noget særligt ved den spinkle Bodil Jørgensen som fylder hele rummet med varme, nærvær og åbenhed. Det synes SØNDAGs læsere i høj grad og det kommer virkelig til udtryk ved de meget søde kommentarer, som både Bodil og hendes mand, Morten fordyber sig i med det samme.
- Det er sådan noget man kan læse på grå regnvejrsdage, når man savner noget varme. Så Morten, når jeg har det rigtig skidt, så vil jeg lægge mig her, kigge på alle de dejlige kommentarer og suge til mig.
Og hun fortsætter:
- Det glæder mig rigtig meget og betyder utrolig meget for mig, at kommentarerne er mindet på min personlighed og mit skuespil.
- Man kan godt mærke, at det er meget dedikerede læsere på SØNDAG og at bladets artikel om mig har gjort indtryk. Det synes jeg er rørende og fantastisk.
Se et udpluk af læsernes varme kommentarer her