Aktiv dødshjælp: Hvad ønsker du for dig selv og dine kære

Ritt Bjerregaard: Vi vil hjælpe hinanden med at komme herfra

Midt i sommeren fejrede Ritt Bjerregaard, 75, guldbryllup med sin mand, Søren Mørch, 82. Ud over de 50 års samliv kunne de også fejre en veloverstået hjerteoperation for hans vedkommende, og at hendes kræftsygdom tilsyneladende var sat i bero. De har begge masser af livslyst og mod på at leve længe endnu, men ikke for enhver pris.

– I foråret fik Søren et hjertetilfælde og skulle have en ny hjerteklap. Operationen indebar risiko for en hjerneskade, fik vi at vide. Så vi fik os en vigtig samtale om, hvad vi ville gøre. Ingen af os vil ende som ”en grøntsag”, så vi har lovet at hjælpe hinanden med at tage rejsen til Schweiz, hvor man kan betale sig til et assisteret selvmord, hvis det skulle komme dertil, at livet ikke mere ville være værd at leve. Jeg er i den situation, at min kræft er uhelbredelig, og ingen ved, hvor længe man kan holde mine metastaser i skak, fortæller Ritt Bjerregaard, der i foråret 2015 blev opereret for kræft i endetarmen og i december samme år viste det sig, at kræften havde bredt sig med metastaser i lungerne.

Hvad er din holdning til aktiv dødshjælp? Deltag i debatten på SØNDAGs facebook-side.

Hun har altid haft den principielle holdning, at man skal have lov til at dø, hvis man ikke mere har lyst til at leve.

– Det har ikke tidligere været et emne, jeg har talt om. Men i foråret fik jeg en henvendelse fra Charlotte Holtermann, Socialdemokraterne i Ballerup, der arbejder for at få aktiv dødshjælp ind i principprogrammet. Jeg har ikke overskud til at gå ind i et politisk arbejde for at ændre den nuværende lovgivning, men jeg vil meget gerne give min holdning til kende, siger Ritt Bjerregaard.

Metastaserne er blevet mindre, men er ikke forsvundet. Helt tryg bliver man nok aldrig som kræftpatient, når man ved, at en egentlig helbredelse ikke er mulig.

– Jeg har heldigvis altid haft et lyst livssyn, og jeg synes stadig, at livet er spændende at leve. Hele sommeren har vi været i vores sommerhus på Fyn, hvor jeg er kommet langt med bind to af mine erindringer, og jeg har også et andet bogprojekt på bedding, der handler om at blive gammel.

Bortset fra lidt nye grå nuancer i det mørke hår ligner hun sig selv – den samme livsglade kvinde, der som altid tager livets tilskikkelser med en ukuelig styrke.

– Ingen ved, hvor længe jeg har igen, men både Søren og jeg hænger ved livet. Han ”truer” med at blive 100! Vi er heldigvis også i den situation, at lægerne i dag har forståelse for, hvornår de skal holde op med at sætte himmel og jord i bevægelse for at holde liv i mennesker, for hvem der ikke er mere liv tilbage.

Lotte Heise: Min mor mistede lysten til at leve

Der er næppe mange områder af tilværelsen, Lotte Heise ikke har en mening om. Indtil for få år siden har spørgsmålet om aktiv dødshjælp dog været noget, hun ikke ville udtale sig om.

Men det har ændret sig, efter at hendes mor, Inge Heise, fik en blodprop, blev lammet i højre side og stort set mistede sin evne til at udtrykke sig samtidig med, at hun forstår alt. Efter seks uger på Roskilde Sygehus kom hun på plejehjem.

– Jeg fik et chok, da jeg så min mor, efter at hun havde boet der i bare to dage. Hun så udslukt ud, rystede på hovedet og sagde: ”Nej, nej…”, fortæller Lotte Heise.

– For en stærk personlighed som min mor var det helt ubærligt at blive afhængig af andre, og jeg vidste, at det var grænseoverskridende for hende ikke at kunne komme i bad mere end en gang om ugen, som var normen på stedet!

Selv om Lotte Heise drog i felten for sin mor som en enmandshær, følte hun ofte, at hun løb panden mod en mur.

– Min mor mistede lysten til at leve, selv om hun ellers altid er i godt humør og én, alle gerne vil være sammen med. Jeg forstod hende, og der var ikke noget, jeg hellere ville, end at hjælpe hende herfra. Derfor spurgte jeg en af mine veninder, der er psykolog, om hun ikke kunne skaffe mig den helt rigtige pille. Nej, og selv om hun kunne, ville jeg blive – om ikke dømt til døden – så i hvert fald straffet for mord.

To ting gjorde tilværelsen mere tålelig for Inge Heise. Dels blev hun sat i behandling med en mild form for antidepressiv medicin, dels besluttede Lotte Heise i samråd med sine teenage-tvillingedrenge, at de måtte finde et sted, hvor hendes mor kunne bo sammen med dem. Målet var, at hun kunne nå frem til en accept af sine så radikalt ændrede livsvilkår.

– Det var ikke let, men det var alle anstrengelserne værd. Det var min kærlighedserklæring til hende, og hun sender kærligheden tifold tilbage.

Inge Heise boede sammen med Lotte Heise og hendes to sønner i Aarhus i tre år, men er nu flyttet til en beskyttet bolig i Gentofte, hvor hun er tæt på sine veninder og meget af sin familie. Alligevel er alt ikke fryd og gammen. For nylig fyldte Inge Heise 80 år, men selv om hun elsker fester og gæster, var hendes fødselsdagsønske at få fred. Hun ville ikke mere.

– De mørke tanker får ikke lov til at fylde i hverdagen, men det er forståeligt, at hun har dem indimellem. For en handlekraftig kvinde som min mor er det meget svært at sige farvel til alt det, hun kunne. Hvis man derimod er en person, der trives med offerrollen, eller som klamrer sig til livet, er det noget andet. Min morfar sagde tit, at lungebetændelse har sparet mange for en uværdig død. Men det dør man jo ikke af mere. Jeg mener, det er en menneskeret at leve værdigt, men også at dø ordentligt. Derfor ser jeg i dag positivt på aktiv dødshjælp. Måske sådan: ”Ja, men…”. For det må være rigtig svært at lave en lovgivning, så der ikke er smuthuller for dem, der bare vil have fat i arven, siger Lotte Heise.

Thyra Frank: Ingen skal dø i angst

- Jeg har hele mit liv været liberal, og det indebærer for mig en frihed til at vælge alt det, der ikke skader andre. Derfor har jeg også ment, at det burde omfatte aktiv dødshjælp, siger Thyra Frank og tilføjer:

– Men gennem mit arbejde har jeg set mange dø og oplevet deres sidste livsperiode. Mange har mistet livslysten og derfor ønsket at dø. Selv om kun ca. 17 procent er over 65 år, står de for 34 procent af alle selvmord. Mange af disse ældre vælger at dø på grund af ensomhed, ligesom det er ret almindeligt med depression blandt ældre. Men jeg har også set, hvordan ensomme ældre er blomstret op, når de har fået kontakt med andre på plejehjemmet.

– Det skal heller aldrig være sådan, at mennesker kan ønske at dø, fordi de ikke kan få en ordentlig smertebehandling. De rigtige tilbud til effektiv smertelindring findes – de skal bare bruges bedre! For ingen skal dø i angst og med smerte!

– For tiden tales der om lovliggørelse af medicinsk cannabis. Dette produkt har nemlig vist sig at have en god smertelindrende effekt og ligeledes få patienterne til at spise mere og få ny livslyst.

– Jeg forstår godt, at nogle vil føle en tryghed i at kunne vælge døden, men jeg synes, det er vigtigt at fortælle, at vi – foruden vort nærvær – kan hjælpe dem. Vi skal være til stede og tilbyde, hvad jeg kalder aktiv, passiv dødshjælp, hvor vi giver dem, hvad de har brug for til lindring – også selv om det måtte fremskynde døden. Det er lovligt i dag, men jeg husker som ung sygeplejerske, hvordan nogle patienter ikke var tilstrækkeligt smertelindrede, fordi der var stærke restriktioner på, hvor tit den ordinerede medicin måtte gives.