Alt er forbudt

Gad vide, om jeg overhovedet må skrive det her. Måske er det blevet forbudt, uden at jeg har opdaget det: At beklage sig over alt det, der er forbudt ... Men har du tænkt over det? Hvor meget vi efterhånden ikke må? Og ikke mindst, hvad det gør ved os?

Et eksempel fra for nylig: Et indslag i DR's TV Avisen. Det viser sig, at danskernes mest googlede ord i 2011 var - "cupcakes". Så vi møder en mor og hendes voksne datter, for hvem det er en passion at skabe de vildeste kunstneriske cupcakes sammen. Eventyrligt og livsbekræftende. Indtil vi får at vide, at svenskernes mest googlede ord i 2011 var "kulhydratdiæt", og værten, Mette Walsted, fluks får tørret det glade smil af seerne og placeret en ordentlig bunke dårlig samvittighed ude i stuerne, da hun afslutter indslaget med ordene: "Vi skal lige huske på, at svenskerne lever længere end os." Med slet skjult henvisning til alt det rædsomme sukker og fedt, der er i kagerne og dermed i danskerne. Vi skulle skamme os, skulle vi! (Mette Walsted glemte søreme at sige, at vi danskere trods alt lever længere end nogensinde - mændene i gennemsnitligt 77,1 år og kvinderne i 81,2).
Nydelse er en grim ting og langsomt, men sikkert på vej til at blive forbudt. Sukkerafgift. Fedtskat. Forbud mod udskænkning af saftevand til ældre på plejehjem ... Hvad bliver det næste? Forbud mod at gå i for små sko?

Den perfekte borger er udgiftsneutral. Fødes, går i skole, har ingen huller i tænderne, tager sin uddannelse, får job og bliver i landet og betaler med glæde sin gæld for skolegang og brug af sundhedssystem tilbage til samfundet i form af masser af skat, moms, afgifter, bøder ... Den perfekte borger holder sig sund og løber for livet. Den perfekte borger dør hverken for tidligt eller for sent. For dør man for tidligt, har man garanteret ikke overholdt reglerne for potentielt livsforlængende opførsel. Dør man for sent, koster man samfundet penge, når man sidder og danderer den på plejehjemmet. Uden saftevand.
Jeg er ikke nogen perfekt borger. Jeg spiser smør, drikker vin, går over for rødt lys, spiser rå æggeblommer, nærer et ubændigt had til sikkerhedsseler, kan komme til at sige "neger" og dyrker ikke motion. Så er det sagt. Rygning er vel den eneste forbudte vane, jeg ikke har.

Problemet er, at forbud avler forbud. Når staten kan slippe af sted med at fortælle os, hvad vi skal gøre for at leve "rigtigt", så kan vi også belære hinanden, ikke? Der er næsten gået konkurrence i at forbyde sig til det perfekte, ensrettede, uangribelige (og røvkedelige) dukseliv. Så vi napper lige et fælles forældreforbud mod fødselsdagskager i børnehaven. Børn kan jo i virkeligheden bedre lide festlige gulerødder, ikke? Not!
Hvem bestemmer, hvad et godt liv er? Kunne det eventuelt være den, der lever det? Eller bliver jeg virkelig statsbestemt lykkeligere af at udelade smør, kulhydrater og alkohol og dyrke motion efter et fast dagligt skema?
Bliver jeg lykkeligere af at have faste balder, spise quinoa, undgå at se trashy reality-TV, justere mine meninger, så de ikke støder nogen - og pænt dø, når jeg er 81,2 år? Gør du?
Næppe.

Livskvalitet fås ikke på formel. Og mennesker er forskellige. Det rigtig slemme er det, kontrollen og de løftede pegefingre gør ved os: Vi begynder at fordømme andre.
Som nu i morges. På vej til arbejde passerer jeg en helt og aldeles nydelig kvinde og hendes syv-otteårige dreng. Hun med damecykel. Han med skoletaske. Hun er ved at tænde en cigaret. Et øjebliks øjenkontakt. Lige præcis dér tager jeg mig i at tænke: Ryger du? ... ved siden af din dreng ..?"
Jeg håber virkelig ikke, hun så snerten af fordømmelse i mine øjne. For jeg skammer mig over mig selv. Hvad rager det mig, at en voksen kvinde ryger en cigaret på gaden?
Bland mig udenom!

Det er helt vildt uhyggeligt, at vi i stigende grad hævder os selv ved at tage afstand fra andres levevis. Vi trænger til en modgift. En gang flowerpower. Vildskab. Livskærlighed.
Kan du se det for dig? 5,5 millioner danskere i et fælles "ungdomsoprør"! Mennesker blomstrer ikke på kulhydratdiæter, jeg tror mere på kunstfærdige cupcakes. Så må jeg anbefale en
kur: Forbud mod forbud! Det er stadig ikke forbudt at tænke selv. Eller er det?