Anders Agger: "Jeg gider faktisk godt at tale med folk"

Man skulle tro, at Anders Agger boede i noget landlig, stråtækt idyl langt fra alting ude ved Vesterhavet, men hans lille røde byhus i Ringkøbing ligger ret meget midt i det hele og skiller sig ikke ud fra de andre på vejen.

Man kan spore det på den sorte Mercedes firhjulstrækker fra tv-programmerne, der holder udenfor huset.

I dag holder der faktisk to firhjulstrækkere, for Anders Agger har besøg af Jan Gintberg. De er sammen i gang med at planlægge "verdens mest omtalte og innovative event for eldrevne køretøjer" - et 24-timers race og en folkefest, som skal tiltrække grønne bilproducenter.

Den ide er Ringkøbings borgmester helt med på, og hans kommune er faktisk den kommune i Danmark, der får mest energi fra vedvarende energikilder - i 2020 skal hele kommunen være fri for fossile brændstoffer, fortæller Anders Agger over en kop kaffe.

Sådan noget går han nemlig op i.

Og dieselhakkeren ude på vejen skal nok også blive skiftet ud med en elbil, når batterierne en dag holder længere.

For han pendler stadig mellem Ringkøbing og DR i Aarhus, hvor han netop nu er i gang med at optage sjette sæson af ”Indefra”.

Det er i denne runde, han har mødt narkomanen Tristan i Kirkens Korshærs fixerum i Aarhus, og det dekadente selskab af rigmænd og -kvinder, der flyver til verdens storbyer i privatjet for at spise på alle de Michelin-restauranter, de kan nå.

Fra den yderste kant af samfundet og de magtesløse til dem, der sidder på magten.

TV-journalisten Anders Agger har fulgt dem alle i tv-programmet "Indefra". Og selv om han kunne have lyst til at smide narkomanen om i firhjulstrækkeren og køre ham på afvænning, og bede rigmændene om at styre deres forbrug og dele lidt ud i stedet for, så gør han det ikke.

Han blander sig netop ikke i verdens gang. Men iagttager. Registrerer. Og lytter nysgerrigt.

– Jeg bliver da konstant udfordret på at skulle nuancere de kendte opfattelser af de rum, vi ikke normalt er inviteret ind i, men det er ikke min opgave at mene noget om det - min opgave er at lægge det frem og sige: "Hey - sådan så det ud, da jeg var der. Hvad tænker I?"

– Jeg lavede engang et program om døden fra et hospice, hvor det var meget vigtigt at holde fast i, at det ikke var min sorg, det handlede om, men at jeg skildrede nogle, der var i sorg. Det var en god øvelse for mig at prøve at holde mig i en registrerende rolle, og jeg var god til at lade være med at blive ked af det, når en af dem, jeg fulgte, døde.

– Jeg kunne godt være i det. Og sådan er det, når jeg står i et rum, som udfordrer mig: Min rolle er at mediere. Det er ikke min opgave at tilrane mig en større rolle, end jeg har.

Her er fred

Jan Gintberg kører hjem efter kaffen, og fotografen snuser lidt rundt i de hyggelige stuer for at finde et godt sted at tage billeder.

Der er danske møbelklassikere og interessant kunst på væggene, som man har lyst til at blive hængende foran.

Anders Agger har boet i huset i 20 år, og lige nu går han og spekulerer over, om han skal blive boende eller finde noget større sammen med Lissa, som han egentlig blev skilt fra for flere år siden, men som han har fundet sammen med igen.

Fordi kærligheden aldrig rigtigt slap op, men årh, det gider han ikke at gå så meget ind i, behøver vi det?

Nej, det behøver vi ikke.

Men det gør halvdelen af den danske befolkning nok, for siden Anders Agger tonede frem på skærmen første gang, har hans kvindelige seere været stormende forelskede i ham, og han selv har udtalt, at han ville dø af koffeinchok, hvis han skulle drikke al den kaffe, han blev tilbudt.

– Og man kan jo godt forstå dem, siger han selvironisk og griner.

– Nej, det er jo ikke mig, det handler om. Det er ham inde i fjernsynet, en forestilling om noget, man ikke ved, hvad er. For de kender mig jo ikke.

Det gør de til gengæld i Ringkøbing, for her kender de fleste hinanden, men de er ”fucking ligeglade” med, at ham Anders render rundt inde i fjernsynet.

Så her er fred. Og jo, selvfølgelig har han reflekteret over, hvor sund al den opmærksomhed i virkeligheden er - det vender vi tilbage til.

Lagerforvalteren

Han kan ikke komme udenom, at det påvirker ham at glide ind og ud af de rum, der er lukkede for os andre - fra fixerummet over statsministerkontoret til den psykiatriske afdeling og Jehovas Vidner - og hans vigtigste "debriefingskanaler", når han kommer hjem, er familien og de kolleger, han har med sig ind i de lukkede rum.

– Men vi har altså en tendens til som journalister og fotografer at synes, at vi er mere ramt, end vi er. Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå for eksempel krigsfotograferne, som sidder og fortæller om, hvor traumatiserede de er, og hvordan verden faldt sammen om dem, da de stod der i Sudan.

– Jeg kan godt forstå, hvad de siger, men det er ikke dem. Du formidler en smerte, men hold nu op med at gøre dig selv til centrum af smerten. Der er nogle andre, der har det værre end dig. Det er ikke det samme som at underkende, at nogle kommer ud med ar på sjælen, men jeg kan rent faktisk godt - uden at tale med en masse mennesker om det - gå fra det ene miljø til det andet. Jeg synes ikke, at det er svært.

– Selvfølgelig bliver jeg berørt, men jeg kan placere det i en kasse og sige: ”Jeg har mødt en, der har det uendeligt svært, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at spørge ind til det menneske, så det kan blive så nuanceret som muligt.” Men jeg skal ikke sidde i en én-til-én bagefter og behandle ham.

– Der er en lagerforvalter inden i mig, der kører rundt og sætter tingene ind på de forskellige hylder, og så ligger de der bare. De behøver ikke at fylde noget. Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kerer mig om dem, jeg møder i mit arbejde, jeg kan bare godt finde ud af at komme ud af det igen.

Er det ikke lidt zen-agtigt?

– Måske. Jeg kan jo ikke gøre sådan med alt i livet, hvis jeg er følelsesmæssigt påvirket i mit privatliv roder lagerforvalteren lidt rundt i det hele, tror jeg. Sætter nogle af tingene på de forkerte hylder.

Anders Aggers’ varemærke er at møde og løfte mennesker fra det, vi kalder Underdanmark. Mennesker i mange forskellige afskygninger, som er bedre begavede, end man regner med. Er det noget, han vælger med vilje?

– Ja, jeg synes, det er for nemt at stigmatisere. Det er meget mere interessant at finde nogen, der ligner en selv, men bare er gået en helt anden vej. Hvor man kan mærke, at det ikke er på grund af manglende intelligens, at det menneske er i denne her situation.

– Som ham narkomanen Tristan: Han er et superbegavet menneske, og var engang et stort fodboldtalent, men gik så engang til højre, hvor vi andre ville gå til venstre, og bliver narkoman, fordi han har denne her rastløshed i sig.

– Han har været mafiaboss, siddet inde for drabsforsøg og er tatoveret overalt - han er alle klicheerne, men også et helt utroligt fint og morsomt menneske. Det giver en spejling, som er anderledes end den, vi normalt oplever, og derfor kan jeg også blive mellemsvært irriteret over de politiprogrammer, som viser nogle helt stereotype karakterer. Det er ikke sådan, livet er, så jeg synes, at det er mere interessant at nuancere billedet.

Anna Castberg-syndromet

Anders Agger er født i den lille by Bøvlingbjerg ved Lemvig, og opvokset i Juelsminde i en ”middelklassefamilie, så det hviner i alle kindtænder”.

Hans mor var sygeplejerske og omsorgspersonen i familien, hans far var skoleinspektør og patriarken, som sad for bordenden og fik to bøffer, når de andre fik én.

Da Anders blev færdig som student var han kæreste med en, der hed Annemarie. Hun havde fået arbejde som rengøringsassistent på Rigshospitalet i København, og Anders var alt for forelsket til at blive hjemme.

– I stedet for at få et arbejde tænkte jeg, at jeg da bare kunne læse derovre. Jeg er matematisk-fysisk student og ret god til kemi - spørg mig ikke hvorfor - så jeg satte mig ned og kiggede på listen over, hvad jeg kunne komme ind på. På biokemi skulle man have et snit på 8,6, så dét tog jeg.

– Hvorfor lige biokemi, kan man spørge. Og det er et rigtigt godt spørgsmål, for det aner jeg heller ikke! Men jeg læste et år, og var rigtigt god til at få mig en studiegæld, så jeg kunne mærke, at det gik bare ikke. Så jeg tog hjem til Vestjylland igen og holdt et sabbatår, og det var på det tidspunkt, jeg begyndte at interessere mig for journalistik, fortæller Anders Agger.

Han søgte ind på Journalisthøjskolen i Aarhus, men lige inden, han fik at vide, om han var købt eller solgt, ringede de fra Ringkøbing Amts Dagblad og spurgte, om ikke han kunne tage et sommervikariat.

Det kunne han ikke sige nej til - heller ikke selv om han faktisk var kommet ind på Journalisthøjskolen. ”Jeg tager bare et år” tænkte han. Men da året var gået, ringede regionalradioen til ham og spurgte, om ikke han ville søge en stilling på sporten hos dem.

Ham Anders var nemlig ret ferm til fodbold dengang, og det vidste man godt, så han fik stillingen.

– Jeg endte med aldrig at tage pladsen på Journalisthøjskolen, og det er mit Anna Castberg-syndrom. Min egen søn er lige blevet færdig som journalist, og når jeg ser på, hvad han og hans kæreste kan, tænker jeg: ”Okay. Der er dæleme noget dér, jeg ikke mestrer!”

– Faktisk hader jeg nyuddannede og praktikanter, de kan alt for meget og burde slappe lidt af. Men altså … jeg havde jo arbejde, så jeg ville ikke blive ved med at piske mig selv med, at jeg aldrig blev uddannet.

Hvorfor taler han så langsomt?

Som 25-årig bliver han hentet til Danmarks Radio, og i dét hus har han siden sat sig i nogle forskellige hjørner og blevet siddende, indtil han syntes, at han var god i dem.

Det hjørne, han er bedst i, viser sig at være hjørnet med de bløde indslag, så Anders Agger får stort set frie hænder til at lave den slags, der handler om ”bløde dyr og børn i flyverdragter, der ligger lige før vejret”.

Efter flere år på nyhederne debuterer han med dokumentaren ”Heavy Agger -14 år senere”, et indblik i et særpræget heavyrockmiljø i en lille vestjysk provinsby, der bærer hans eget navn. Siden bliver det til en række dokumentarer, og i 2013 ruller ”Indefra” så over skærmen for første gang.

Den dér sindige, rolige tilgang, du har til alting i fjernsynet, har du også den privat?

– Narh, det synes jeg ikke. Men jeg er fra naturens hånd lavet sådan, og nogle griner af det og siger: ”Hold kæft, hvorfor taler han så langsomt? Hvorfor er han så lang tid om det?” Det er jeg bare. Og det er ikke, fordi jeg laver sådan nogen kunstpauser, hvor jeg sidder og misser op mod solen og ser tænksom ud.

– Det er, fordi jeg indimellem bruger ret lang tid på at tænke over, hvad jeg skal spørge om. Det er de pauser, man klipper ud i andre udsendelser, og derfor bliver folk overraskede over dem. Jeg forsøger at lave en kongruens mellem ham, der sidder her, og ham, der er inde i fjernsynet, men dem, der er tættest på mig, vil nok sige, at så zen-agtig er jeg heller ikke. Men jeg er rolig.

– Min ro kommer indefra, det gør den. Men jeg synes også, at jeg er blevet mere rolig med alderen. Og så kommer jeg fra et meget roligt hjem, og et hjem, der aldrig var fordomsfuldt. Jeg har aldrig hørt mine forældre omtale minoriteter nedladende.

– I dag kan jeg se, at det har været godt for os tre drenge. Mine forældre kom en del i kirken, men de havde ikke noget behov for at trække det ned over hovedet på os. Eller præge os til, at vi skulle være noget bestemt. For mig har det været godt at vokse op i et hjem, hvor der var en okay ro på bagsmækken. Mine forældre skulle ikke skilles eller sådan noget, de er stadig gift i dag. Så det er nok derfra, jeg har det.

Du beskriver din far som patriark?

– Ja, det er han også. Han er den ældste ud af en søskendeflok på syv, så han er en mand, der er vant til at sidde for bordenden. For mig er patriark ikke nødvendigvis negativt ladet, selvom min far indimellem var meget tydelig. Det kan man bruge mange ord på, men jeg har aldrig haft brug for at tage et opgør med det, for han gjorde det lige præcis så godt, han kunne.

– Min mor var omsorgspersonen, men min far er lige så omsorgsfuld som hende i dag - dengang var det en anden tid. Man var ikke i tvivl om, at man var elsket, men vi har aldrig været på kram, og i dag giver jeg og mine brødre ham stadig hånd - til gengæld giver han pigerne og kvinderne i familien kram. For mig er det lige fint.

– Det var en god opvækst, synes jeg. Jeg har aldrig haft behov for at mene, at min barndom skulle være anderledes, eller at jeg har manglet noget. For det har jeg ikke.

Fra diskotek til storfamilie

Inden Anders Agger røg til Aarhus arbejdede han kortvarigt som pædagogmedhjælper i en børnehave i Skjern. Det var her, han mødte Lissa – en seks år ældre pædagog med to små børn, som han blev stormende forelsket i.

Lissa og Anders blev kærester, og ikke længe efter blev Lissa gravid.

– Så jeg gik direkte fra diskotek til at have tre børn.

Kunne du godt finde ud af det?

– Nej, det kunne jeg da ikke. Mit held var, at Lissa var ekstremt rummelig omkring det fact, at hun havde mødt en, der var seks år yngre end hende og ikke havde børn. Så hun lod mig være 25 og spille fodbold og gå i byen. Ikke hele tiden, selvfølgelig, men hun lod mig være ung.

Det er et pænt stort projekt med en storfamilie i den alder, men hvorfor ville Anders Agger det overhovedet. Og ville han det egentlig?

– Jeg talte da enormt meget med mig selv om det, men man finder ud af retrospektivt, at det er godt, at der er nogen, der presser en til at træffe nogle valg.

– Jeg var da i tvivl, da vi skulle have Rasmus, men når man så står med det barn, griner man jo af sig selv og tænker: ”Hvad var det lige præcis, du ikke ville ved det her?” Men det er nok en mandeting, vi skal presses ud i det. Mænd vil til hver en tid udskyde det projekt så længe som muligt, for der er altid en fest og fodboldkamp, man skal spille.

– Det er ikke en universel sandhed, men mange af de mænd, jeg kender, har været samme sted. Vi har nok en større frihedstrang, det kan jeg da se i mit nærområde. Og bliver først klar til at få børn, når kvinderne bestemmer det for os. Det var først, da Lissa sagde, at vi skulle have det her barn, at jeg tænkte: Ja, det skal vi da!

– Det er et pisseinteressant psykologisk spændingsfelt i parforholdet, det der. Hvem er det egentlig, der driver tingene? Men der er nok rigtigt mange søde, pæne, velbegavede mænd, som er dem, der allerhelst vil have børn, og det, jeg siger, er fuldstændig uvidenskabeligt og uden evidens.

Men du er glad for, at Lissa pressede dig?

– Det kan du tro, jeg er!

At bliver holdt nede på jorden

Derfor var det også et åbenlyst lavpunkt i Anders Aggers liv, da kvinden, han ikke kunne leve uden, en dag blev til kvinden, han ikke kunne leve med.

Efter 15 år sammen med Lissa valgte de at flytte fra hinanden - dog ikke mere end 400 meter, så Anders Agger har trods skilsmissen haft nærkontakt med både hende og bonusbørnene gennem årene.

– Eller bare børnene. Jeg siger aldrig papbørn, for der er en lille distance i det, synes jeg, og jeg betragter Thomas og Line som mine egne. Deres biologiske far bor også her i området og er en meget, meget fin mand, som har ladet mig være deres alternative far. Han er helt cool med, at vi er to fædre, og vi er stadig sammen til fødselsdage osv.

Hvorfor skulle I skilles?

– Årh, det vil jeg ikke gå så meget ind i. Ligesom med så mange andre par var der noget, der ikke var så godt, så vi flyttede fra hinanden. Men så fandt vi sammen igen. Og nu går vi og prøver at finde ud af, om vi skal bo her eller finde noget nyt.

Hvad siger Lissa til al den opmærksomhed omkring din person?

– Hun synes indimellem, at jeg er for tolerant, når vi er ude sammen, men jeg gider faktisk godt at tale med folk. Jeg er meget imødekommende over for dem, der kommer over og vil snakke, og der skal rigtigt meget til, før jeg siger nej. Der er mange, der har trang til at sige noget til mig, og 99 procent af dem er jo venlige, så …

– Det er noget af det, der er kommet til mig i en forholdsvis sen alder, og det kan godt være lidt surrealistisk at skulle forholde sig til, at folk kigger og peger og siger: ”Neej, det er jo ham fra …” Det er i orden, når man er 18, men jeg er altså 53!

Hvad gør det ved dig?

– Mine børn er dygtige til lige at sige: ”Hey, det synes vi ikke, at du skal, det dér”. Det er supersundt at blive holdt nede på jorden af sine nærmeste, så jeg hele tiden er opmærksom på, om jeg er ved at ændre min tilgang til at være en offentlig person.

– Det synes jeg nu ikke, jeg er. Derfor er der også mange, som er holdt op med at ringe til mig, fordi de ved, at jeg konsekvent siger nej.

Lidt en træmand

Tilbage til det hospice, hvor Anders Agger lærte noget om være i sorgfulde rum uden selv at blive ramt af sorgen.

Kort forinden havde hans bedste ven Jørgen begået selvmord, ingen i hans nærhed havde set det komme. Faktisk sad Anders og drak kaffe med ham ude på terrassen et par dage før, det skete.

Du har beskrevet dig selv som lidt af en træmand - ville man kunne mærke det på dig, hvis du var så langt ude?

Anders Agger tænker længe.

– Ja, det tror jeg, man ville. Jeg ville være dårligere til at skjule, at jeg var ked af det. Jeg er virkelig en træmand på nogle områder, men ikke på den måde, at jeg trækker mig fra det følelsesmæssige i et forhold, for eksempel. Jeg er god til at få tingene løst, men jeg er ikke altid den udfarende. Det er jeg ikke.

– Jeg tror, at det, jeg lærte af den hospiceudsendelse var, at man ikke går i stykker af at gå ind i et rum, som er fyldt med krise og sorg. Man må gerne gå derind. Man skal gå derind. Og man kan komme ud igen uden at være død. Man er simpelthen nødt til at gå ind og ud af de rum som et vilkår her i livet.