Anna Mejlhede: Den usynlige ensomhed
Jeg talte engang med en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som fortalte, at hun havde fået afslag på at være frivillig på et værested juleaften: ”Der var simpelthen for mange om buddet”, sagde hun tydeligt overrasket. For sagen var nemlig den, at rigtig mange fraskilte mødre og fædre, som ikke havde børnene hen over julen – og måske heller ikke havde søskende og forældre eller andre i deres liv, det var oplagt at være sammen med juleaften – havde fået samme tanke. Og nu stod hun så dér og lo lidt nervøst over det, hun havde fået at vide af værestedet – nemlig at hun altid var velkommen til at deltage helt almindeligt, men at der ikke var brug for flere hjælpende hænder backstage så at sige. For juleaftens-pladsen var allerede optaget af fem andre singler M/K i samme situation som hende.
Der tales jævnligt om ensomhed, men når vi taler om den, centrerer den sig ofte om to grupper mennesker: Gamle, der stadigvæk bor alene i deres egen bolig, og unge, der ikke kan finde sig tilpas i verden og ikke føler, de har nogen omkring sig, de kan dele deres liv og tanker med. Men der findes også en tredje gruppe. En, der er knap så synlig, fordi den synes, det er flovt at indrømme. Denne gruppe har ofte en god karriere kørende, er succesfulde på mange områder af livet og har orden i økonomien – men de tilbringer det meste af deres fritid mutters alene. Et eksempel på ensomme i denne tredje gruppe er netop kvinden fra før, måske med delebørn, single og enten uden anden familie eller uden kontakt til den.
LÆS OGSÅ: Ensom? Næh - ikke mig! Eller...
Nu kan man selvfølgelig ikke sætte lighedstegn mellem det at være alene og det at føle sig ensom. Som bekendt kan man være utrolig ensom sammen med mennesker, man ikke føler noget som helst tilhørsforhold til. Der findes også mennesker, der ruller med øjnene ved spørgsmålet om, hvorvidt de føler sig alene, fordi de trives fint udelukkende i deres eget selskab, men du ved selv, om du er en del af den usynlige gruppe af ensomme. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv er. For det handler ikke om, hvorvidt man ikke er i stand til at arrangere noget med nogen, nej, denne type ensomhed handler om, at der grundlæggende ikke er andre voksne end én selv, man er tæt med i sin hverdag. Man kan have gode venner og familie, man ser indimellem, men når gæsterne er gået runger tomheden.
”Nu skal du altså lære at være alene”, kan jeg huske, et par velmenende familiemedlemmer og venner sagde til mig, en af de gange jeg forsøgte at komme mig oven på endnu et kuldsejlet forsøg udi parforholdet. Men jeg kan da sagtens være alene – det er vel kun et spørgsmål om logistik så at sige. Men det kan lyde, som om ensomhed er en straf, andre idømmer én, når man ikke kan få et traditionelt familieliv til at lykkes. Og hvorfor skulle det at have det godt i eget selskab aflyse længslen efter at være sammen med mennesker, man kunne komme til at stå familieagtigt nær? Vi fødes alene, og vi dør alene, siger man. Så hvorfor i alverden skulle vi så leve alt det indimellem alene også? ”Ja, så kunne du bare have ladet være med at blive skilt”, sagde en nydelig dame til mig forleden. Nuvel. Jeg siger ikke, at ensomhed intet har at gøre med de valg, vi træffer her i livet – men ikke at blive skilt er der ikke nødvendigvis mindre ensomhed i, skulle jeg hilse og sige.
Jeg har hermed lyst til at slå et slag for anderledes typer af nære fællesskaber. Dem, hvor man også gerne bor sammen, forpligter sig på hinanden og tager del i hinandens liv – også ud over de aftener, hvor man står sjov og festklar med bobler og mad parat. Måske er vi nået dertil i evolutionen, hvor vi ville kunne det?
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk