Anna Mejlhede: Jeg er venlig, sur, urimelig og fornuftig

Jeg skriver det her, fordi jeg er en smule træt. Træt af at blive bildt ind, at vi kan og skal være noget andet end det, vi er. Nu er der jo ingenting i vejen med et par gode råd fra et medmenneske til et andet omkring, hvordan vi får det bedst med hinanden (det skulle jeg da være den sidste til at synes), men ethvert udsagn, der pludselig danner mode, fortjener altid at blive gået efter i sømmene. Et af de udsagn, der længe har stået og kradset mig i øjnene, lyder sådan her: Bliv den bedste version af dig selv. Undskyld, men jeg forstår simpelthen ikke, hvad de ord skal betyde, og ender hele tiden samme sted – nemlig med at se et enormt klædeskab for mit indre blik. Sådan et, der trænger til en ordentlig omgang stylist og derefter måske bare helt nyt indhold. Hver gang jeg ser det for mig, kommer jeg til at tænke på digteren Rilke, der engang sagde, at han frygtede psykoanalysen, fordi han var bange for, at denne udrensning i éns indre ville efterlade én som en desinficeret sjæl, eller med andre ord: ”Noget levende, der var blevet rettet i med rød blyant ...”. Jeg forestiller mig, hvordan kun ganske få af de mange udgaver af os selv, der hang inde i skabet, ville få lov at blive tilbage efter grundig afrensning, og hvordan det resterende ikke ville lugte af spor ... ikke engang af sæbe. Kunne det være sådan, at den sandeste eller bedste version af os selv måske slet ikke fandtes, fordi både du og jeg findes i mange udgaver, der alle sammen er os? Desværre også de gange, hvor vi godt gad gemme os bag en virkelig god undskyldning, som for eksempel den, at vi ikke fik taget den rigtige version med i byen? Sandheden er måske nærmere, at jeg – også da jeg opførte mig barnligt, jaloux, for meget og for lidt – desværre også var helt mig og ingen anden. Og at jeg desværre også er mig, når min rummelighed rammer muren – selv om jeg krymper mig over det. LÆS OGSÅ: Renée: Tid til at sige pyt Dengang jeg i 1970’erne gik i børnehave, læste jeg den samme bog om og om igen med stædig fascination, nemlig fortællingen på rim om ”Skidte Mett’ og ”søde Mett”’, der bor inde i den samme lille pige, hvor de kappes om pladsen. Men var ”søde Mett’” så den bedste og sandeste version af den lille pige, hvilket nok var pointen i bogen? Eller var det ikke nødvendigt for den ”lille Mett’” at kunne være begge dele for at være til i verden og ikke stige til vejrs som en anden lille engel? Måske er det bare sådan – i al sin enkelhed – at vi kan være gode, venlige, sure og urimelige, barnlige og fornuftige, og at alle delene findes i hver eneste version af os, ligegyldigt hvilken en vi har hevet med os ud af klædeskabet ... Det handler måske bare om at styre sig selv: Bide sig i tungen, når munden er ved at løbe over, eller sætte sig på alle sine fingre, når de f.eks. har en ustyrlig lyst til at daske om sig med vidunderligt beskrivende håndtegn. Det kan nemlig vise sig, at noget så gammeldags som det at opføre sig ordentligt kan være en enklere måde at leve på i stedet for at vente på, at éns bedste version vil stå lysende perfekt og stationært frem. For tro mig: Det kommer den aldrig til! At være menneske er ikke som at gå på jagt i et klædeskab, hvor vi hver morgen kun tager det smarte og rene med os ud. Undertiden bliver vi jo nødt til at iføre os den slidte bluse med kaffepletten eller bukserne med kronisk mågelort på baglåret, fordi vi ikke kunne nå at vaske. I øvrigt betyder ordet perfekt, at noget er færdigt – og dét er ingen mennesker, der endnu er i live ...