Anne Glad kender typen, der læser SØNDAG
Foto: Nellie Møberg, Agnete Schlichtkrull/DR og Bjarne Bergius Hermansen/DR
Kender du typen, der læser SØNDAG?
... spurgte vi Anne Glad fra DR1 programmet "Kender du typen", da vi interviewede hende til ugens store portræt i SØNDAG.
- Ja, det gør jeg, svarede hun med det samme. Og her er hendes helt umiddelbare svar:
- Noget af det, der karakteriserer SØNDAG, er, at det er et ORDENTLIGT blad. Når man læser SØNDAG, sidder man ikke og godter sig over andres ulykke eller andres påklædningskiks, siger Anne Glad.
Gider ikke sladder
- Identifikation er vigtigt for os, fortsætter Anne Glad. - Og i SØNDAG handler det om den positive identifikation i form af omsorg og medfølelse eller empati.
- Selv hvis det er nogle hårde historier, der fortælles, er der stadigvæk en positiv identifikation. Det er også det, der karakteriserer typiske SØNDAGs-læsere. De gider ikke alt det der popsladder. Det interesserer dem ikke at snage i andres privatliv. Der er netop en ordentlighed hos læserne, siger Anne Glad.
Modne kvinder
- En del af læserne er lidt oppe i årene. Det er modne kvinder, uden de opfatter sig selv som gamle. Og det er kvinder, der også kan lide et eller andet niveau af selvforkælelse. Det er jo også det, ugeblade handler om, netop at give sig selv det frikvarter til selvforkælelse og inspiration, siger Anne Glad.
De fantastiske krydsord
- Der er så også en gruppe, vi ikke må glemme. Nemlig den gruppe, der køber SØNDAG, fordi bladet har nogle fantastiske krydsord. Og dér går netop SØNDAG lidt ud over den traditionelle kernemålgruppe og tiltrækker nogle, som primært kommer ind i bladet på grund af krydsordene.
Sådan lyder det altså umiddelbart fra Anne Glad, der er uddannet cand. mag. i nordisk og har arbejdet som tekstforfatter i reklamebranchen siden 1998.
Men de fleste af os kender Anne Glad fra tv-programmet Kender du typen, hvor hun efter en rundvisning i et hjem skal gætte hvilken kendis, der bor i hjemmet.