Anne Hjernøe om sin første børnebog: Det er angstprovokerende!

Tv-vært Lene Beier fortæller åbenhjertet til SØNDAG: Børneprojektet blev sværere end beregnet!

Kunne læse før jeg startede i skole

At det lige netop er blevet bogen om Mimse, der får lov til at se dagens lys, er noget af et tilfælde, for det er bestemt ikke den første skønlitteratur, Anne har skrevet.

– Jeg har skrevet, lige siden jeg lærte at holde på en blyant. Jeg var et af de børn, der begyndte i skole som femårig, og jeg kunne læse inden da. Indtil nu har jeg skrevet til skrivebordsskuffen, og de senere år til en mappe på computeren, og der er tingene endt.

Forfatter Sara Blædel var ordblind og genert – læs interviewet her

Hold da kæft, de er da søde!

På et tidspunkt var min mor ved at rydde op i sin computer, og hun faldt over Mimse, som jeg havde sendt til hende engang. Hun sendte manuskriptet tilbage til mig og skrev »Se, hvad jeg har fundet«, og da jeg genlæste den, tænkte jeg: »Hold da kæft, de er da søde!«, og så gik jeg til forlaget med den. Jeg har faktisk allerede skrevet tre bøger om Mimse. Toeren kommer på gaden, hvis den her sælger, og treeren har jeg faktisk ikke vist til forlaget endnu, fortæller hun til SØNDAG.

Forfatter Leonora Christina Skov: De bebrejdede mig min mors sygdom!

Skriver til børnene

Det er meget angstprovokerende at skulle udgive den her bog, for det er noget helt andet end faglitteratur, som jeg plejer. En opskrift er, som den er, og hvis man ikke kan lide den, kan man bladre videre til den næste. Der er det anderledes med en børnebog, for enten kan børnene lide den og vil have den læst igen og igen, ellers kan de ikke. Det er dem, jeg vil lade være dommere og ikke anmelderne. Hvis den får haglende kritik, bliver jeg da ked af det, men det vil ikke knække mig eller fratage mig lysten til at skrive. Det er salget, der bliver det afgørende, og hvis toeren bliver udgivet, betyder anmeldelserne ikke noget. Jeg skriver ikke til anmelderne, jeg skriver til børnene.

Én mavesur anmelder

Generelt tager Anne sig ikke længere så meget af, hvad anmelderne synes om de ting, hun laver. Heller ikke, da »Anne & Anders tilbage til rødderne« fik noget af en medfart af en anmelder tidligere på året.

– Det var simpelthen så sjovt, at jeg blev nødt til at dele det på min Instagram-profil. Selvfølgelig er anmelderne berettigede til at have en holdning, men det er da morsomt, at vi får så god kritik af alle andre, og så sidder der én mavesur anmelder, der sikkert ikke har været væk fra sit skrivebord i 25 år. I begyndelsen tog jeg det mere ind, men nu ser jeg mere rationelt på det.

Nervøsitet og usikkerhed

Alligevel er det med lidt mere nervøsitet end normalt, at Anne nu sender »Mimse og solsorten« på gaden.

– Med hensyn til Mimse vil jeg nok være mere følsom over for kritik, for normalt er jeg på lidt mere sikker grund. Jeg ved godt, at jeg ikke er den dygtigste kok i Danmark. Jeg er trods alt autodidakt husmor fra Åbyhøj. Jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan i forhold til mad, men her er jeg lidt mere usikker. Hvis salget bliver dårligt, er det da ærgerligt, men så går jeg bare videre til næste projekt. På den måde er det ikke et smertensbarn, og jeg bliver ikke deprimeret eller ændrer min livsindstilling, hvis det går dårligt med den. Sådan er jeg slet ikke. Jeg er sat i verden for at løse problemer og komme videre. Men det ville da være skægt, hvis vi udgav flere, for Mimse er en person, der godt kan udvikle sig, fortæller hun til SØNDAG.