Anne Sophia Hermansen: Det oplevede jeg på Tinder

Dating-appen Tinder er ingen ny opfindelse. Men den er ny for mig, der har været i forhold, siden jeg var 16 år. I efteråret blev jeg skilt, og en veninde mente, det ville være en god idé at prøve Tinder. Mens jeg skriver denne klumme, prøver jeg stadig at finde ud af, hvad det var, jeg oplevede. Et udtryk som skrækblandet fryd er nok det mest dækkende.

Nå, jeg logger på Tinder en lørdag morgen og opdager, at appen kan forbindes til min Facebook, så jeg hverken behøver at overføre billeder eller beskrive interesser. Smart. Hvis jeg har venner tilfælles med diverse mænd, kan jeg se hvem, ligesom indstillingerne er så enkle, at jeg hverken behøver at tænke over uddannelse, vægt, øjenfarve og den slags, der får dating til at minde om kødshopping.

Men selvfølgelig er det kødshopping. Forfatteren Marcel Proust skrev engang om et blomsterflor af purunge kvinder – jeg befinder mig hurtigt i et blomsterflor af ikke helt purunge mænd. Hvor herligt. Og hvor grænseoverskridende at iagttage, hvordan jeg med lynets hast bliver verdens mest urimelige menneske.

I begyndelsen dvæler jeg ved hvert enkelt billede og læser lidt om dem. Men snart begynder jeg at sortere mænd fra, fordi de f.eks. hedder noget forkert. Fordi de har store tatoveringer. Poserer foran en motorcykel eller med Chili-Klaus (hvad handler det om?). Har en kort uddannelse, et kedeligt job eller optræder i sportstøj på alle billeder, hvilket nok i virkeligheden handler mere om mine egne kropskomplekser end om dem.

Jeg swiper nok et sted mellem 200 og 250 mænd. Når jeg en sjælden gang swiper til højre, dvs. viser interesse, føles det en lille smule grænseoverskridende, særligt da en mand dukker op, som jeg kender lidt og reelt godt kunne være interesseret i. Skal jeg skrive til ham, eller skriver han til mig? Jeg vælger at satse på det sidste, fordi jeg ved, at mænd, der ikke kan tage initiativ, som regel også er dem, der er dårlige knald. Ja, pardon my French, men det er altså min erfaring.

Men mere kommer der ikke ud af det med ham.

Til gengæld får jeg et dick pic af en mand, jeg kom til at like, da jeg ville tilbage til en, jeg var kommet til ikke at like. Jeg føler mig gammel. Den er ikke engang særlig stor, men han har fjernet alle hårene, så den ser større ud.

Om aftenen får jeg en besked fra en mand, der forklarer mig, hvor uenig han er med mig politisk (orker man det?), og en anden skriver om impotens og dobbelt op på livsglæde efter at have været i terapi (really ..?). Jeg swiper mig videre gennem vanvittige mængder emojier, ansigtstatoveringer og bliver mere og mere forstemt.

Tinder, der skulle handle om at komme lidt ud, begynder at handle om, hvor indadvendt og besværlig jeg er. Nej, trykker jeg til mænd med duck-face, et sindssygt udtryk i øjnene, til mænd omgivet af nøgne damer, med en kæmpe kædesav i skridthøjde og til billeder uden profiltekst.

LÆS OGSÅ: Find rundt i datingjunglen

Måske er jeg bare mere til ord end til billeder? Og nej, det er jeg vist heller ikke. For det vrimler med helt håbløse profiltekster i stil med: ”Jeg er Livsnyder med stort L, og Far med stort F til to Prinsesser med stort P”, og med små mænd, der aggressivt skriver, de er 172 cm, hvis DET er vigtigt for dig.

Jeg får en besked mere: ”Knalde?”, står der. Og det er jo ærlig snak, men ikke specielt sexet.

Efter to dage sletter jeg appen. Den dér Tinder-verden er for af-fortryllet for mig, og selv om jeg efterhånden føler mig klar til at date, bliver det ikke på den måde.

Men der var en enhjørning i blomsterfloret af ikke helt purunge mænd. Ham vil jeg prøve at se, om ikke jeg kan finde på Facebook. Eller i virkeligheden.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser