Anne Sophia Hermansen: Forsvar for ”de perfekte piger”

Vi har fået et nyt skældsord på dansk: 12-tals-piger. En betegnelse, der dækker over myreflittige gymnasieelever, der har taget regeringens meldinger om at gøre sig umage alvorligt. De terper pensum og opfatter gymnasiet som alt andet end en varmestue med indbygget fadølsanlæg. Og godt nok er de over 18 år og kan stemme, købe bolig, få børn og blive gift, men de bliver stadig kaldt piger. Før sommerferien havde den ene forsker efter den anden travlt med at psykoanalysere kvinderne og deres åbenbart elendige selvværd. For det var DERFOR, de var så dygtige. For at kompensere for, at der inde under studenterhuen sad en lille skrøbelig pige og græd. Og efter sommerferien var det socialantropologen Rane Willerslev, der frabad sig korrekthedskulturen på universiteterne og de såkaldte 12-tals-piger, fordi de ikke evnede at tænke vildt og kreativt, men bare kunne deres stofområde. Jeg undrer mig over flere ting i det her. For det første: Hvem er det, der foretrækker en læge eller revisor, der tænker vildt og kreativt? Personligt vil jeg hellere opereres af en læge, der er kompetent, og have min årsopgørelse ordnet af en revisor, der kan regne. Jeg har heller ikke lyst til at få lavet for kreative fyldninger i mine tænder, når jeg er hos tandlægen. Rane Willerslev har dog ret i, at vi har brug for kreative og vilde hjerner, hvis Danmark skal fortsætte med at være et af verdens mest rige, lige og lykkelige samfund, og det kan vi ikke, hvis vi bliver ved med at gøre som i går. Men hvorfor gå agurk på 12-tals-pigerne? De passer jo bare deres ting. Man skulle da snarere være kritisk over for skolereformen, hvis det er rigtigt, at den får eleverne til at miste interessen for at lære og tænke selvstændigt. Jeg undrer mig også over, at unge kvinder, der får høje karakterer, skal sygeliggøres og ynkes. Når kvinder indtager en førerposition og lykkes uden kvoter og positiv særbehandling, er det pludselig forkert. Så er det udtryk for gold håndsoprækningskultur og flittiglise-mentalitet. Man kunne ellers godt forestille sig, at flid kunne danne grundlag for en høj faglighed, og at nytænkning kunne basere sig på indgående kendskab til det bestående. Jeg troede faktisk, det var lidt af meningen med vores uddannelsessystem, men jeg kan selvfølgelig tage fejl. LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Til de perfekte piger fra en uperfekt kvinde Som jeg ser det, skulle man i stedet for at se ned på de dygtigste bede de opvakte, men dovne om at stramme balderne. I dag er næsten hver fjerde dreng, der går ud af folkeskolen, funktionel analfabet og kan altså hverken skrive, stave, regne eller læse godt nok til en ungdomsuddannelse. Dem hører vi ikke så meget om. De ”perfekte piger” er mere interessante. De prøver at gøre alting rigtigt, og så er det forkert. De læser deres lektier og bliver kaldt fantasiløse. De stræber efter en god uddannelse og et godt job, og så skal de nedgøres, fordi de ikke er vilde og crazy nok. Jeg forstår det ikke. Men jeg var også selv en af de såkaldt perfekte piger og så nørdet, at jeg elskede at blive klogere. Selv oplevede jeg ikke, at jeg havde et jammerligt selvværd, men studerede, røg, drak og festede (så meget, at jeg kom op i fuldt pensum). For mig var det et eventyr at lære, og jeg læste helt frivilligt og uden tvangsneuroser om fotosyntese, fraktaler, demokrati og historiske begivenheder. Med mig hjemmefra havde jeg en solid arbejdsmoral, og det samme gør sig sikkert gældende for de kvinder, der rydder 12-tals-bordet. Mærkeligt, at flid og dygtighed skal være et problem. Vi bliver stensikkert ikke et af verdens bedste samfund af at ligge og slænge os foran en PlayStation eller af at hakke på dem, der stræber efter stjernerne. Så lad os i stedet hylde dem, der gør en indsats, og hjælpe dem, der har svært ved det. Vi bliver ikke kreative og vilde af at være dovne og uvidende. Det er en myte, der kun trives blandt tissemændene på toiletvæggen. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Det hårde job som perfektionist