Anne Sophia Hermansen: Hvorfor er feminister så sure?

Hvorfor er feminister så sure? Det spørgsmål dukker op igen og igen, når der er debat om ligestilling. Når vi diskuterer amning, friblødning, ligeløn eller bestyrelsesposter. Og jeg har tænkt lidt over hvorfor. Jeg tror, det handler om, at det betragtes som ufeminint at kæmpe for noget, og at vi kulturelt set har meget få kvinderoller. Lad mig uddybe. Vi kender alle luderen og madonnaen. Litteraturhistorien er fuld af skøger og af dydsmønster-kvinder som Penelopeia, Odysseus’ kone, der venter på ham i 20 år, mens han selv er på eventyr og knalder rundt. Vi kender den onde heks, som er en videreudvikling af den onde stedmor, som er det modsatte af den gode mor. Og vi kender prinsessen, der smuk og inaktiv venter på at blive samlet op af en prins, så hun kan føde ham nogle børn og blive den gode mor. Hvad er der ellers historisk set? Safe to say: Litteraturhistorien er ikke fuld af kvinder, der drager ud i verden for at bekæmpe drager eller fri til prinser, og den rummer heller ingen, der hyldes som heltinder, når de venter hjem til manden efter 20 år med fri sex og eventyr. Kvindens rette element er klassisk hjemmet, og hvis ikke hun har et sådant, er hun enten ond, tosset eller så sølle, at de færreste forfattere har orket bruge tid på hende. LÆS OGSÅ: Feminist og ... øh, maskulinist? For nylig var jeg i Hamburg for at se opsætningen af Richard Strauss’ ”Daphne”. Daphne er en ærbar kvinde, som er mere interesseret i blomster og solnedgange end i mænd. Operaen, der kun er halvanden time lang, tegner et langmodigt billede af Daphne, hvis ærbarhed er betagende, men også frustrerende for de mange bejlere. Først da barndomsvennen Leukippos klæder sig ud som kvinde under en fest for Dionysos, hengiver Daphne sig til ham. Da hun opdager, at hun er blevet narret og forført, føler hun sig forrådt, og en jaloux Apollon sender ham en pil i hjertet. Konfronteret med Leukippos’ døde krop gribes hun af stor sorg og kærlighed, og Apollon bliver så rørt, at han får Zeus til at forvandle Daphne til et laurbærtræ. På den måde kan hun blive ét med den natur, hun elsker så højt. Og fordi Apollon elsker Daphne, plukker han en krans af laurbærblade og tager den på hovedet for på den måde at være tæt på hende. Operaen er en tragisk, men sødmefuld historie baseret på en af Ovids mytologiske figurer, og jeg tænkte bagefter, at hun måske i virkeligheden var til kvinder. Heller ikke et overbelyst tema i litteraturhistorien – kvinder, der elsker kvinder. Og fordi Daphne er en ukonventionel kvinde, bliver hun latterliggjort, jagtet, udskammet og dør en tidlig død. Men hun udødeliggøres også, fordi hun er usædvanlig. Som man siger: Well-behaved women rarely make history. Et citat, som både er blevet tilskrevet Marilyn Monroe og Eleanor Roosevelt og sågar Anne Boleyn, der i 1500-tallet var udset en skæbne som elskerinde, men som ville være dronning og blev det. Boleyn blev i øvrigt mor til Elizabeth I, som efterlevede ordsproget og blev en af de stærkeste regenter i historien. Og de har sikkert begge hørt for en del undervejs – uden nogensinde at falde til patten. En af dem, der heller aldrig faldt til patten, var sangerinden Amy Winehouse. Hun var kvindelig antihelt, fuldstændig utilpasset og omgærdet af skandaler. Masser af druk, sex og stoffer og var for rock’n’roll til at blive særligt gammel. Da jeg så dokumentaren ”Amy” om hendes liv, blev jeg selvfølgelig berørt af det massive omsorgssvigt, hun var udsat for, men også imponeret af hendes talent og fandenivoldskhed. Af hendes insisteren på at være overtatoveret og samtidig pinuppet, af hendes anarkistiske blik og seksuelt udfordrende attitude – der var ikke meget Daphne over den dame, men usædvanligheden har de tilfælles. Så tilbage til udgangspunktet for denne klumme – hvorfor er feminister så sure? Det er et latterligt spørgsmål, men også en slags kompliment. Fordi de kæmper for noget, for at få lov til at leve et frit liv, knalde som mænd, indtage verden og for ikke at hænge fast i dødssyge kvinderoller. Og det sidste er nok det væsentligste. Så flere af dem, tak Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info her