Anne Sophia Hermansen: Jeg – en skodmor

Gennem det meste af min ungdom spillede jeg håndbold, men jeg tvivler på, at mine forældre har set en eneste kamp. Jo, måske hvis en af dem kørte, fordi vi skulle spille på udebane. Det har jeg det fuldstændig utraumatisk med. Min 13-årige søn spiller også håndbold, men han er ikke så heldig som mig – jeg har nemlig allerede overværet et par kampe. Godt nok udstyret med to-tre aviser, for så spændende er det altså heller ikke.

Det er det til gengæld at observere de andre forældre. Især fædrene tager så meget del i kampene fra tilskuerrækken, at en af dem på et tidspunkt var ved at ryge ud. Ja, man kan åbenbart godt få rødt kort som forælder. Barnet skjulte sit ansigt i spillertrøjen, formentlig fordi han var ved at dø af flovhed.

De andre mødre er også særdeles aktive. En dag var der en, som fik den geniale idé at åbne en slags mobil café dér, hvor børnene spiller. Så kunne forældrene servere gulerodskage, sandwich, vand og kaffe – og sushi, var der også en, der foreslog. Jeg sad og kiggede på mailkorrespondancen, der bare voksede sig længere og længere og vildere og vildere, og ventede på, at sushien ville blive toppet af østers og måske et vildsvin på spyd. Jeg undrede mig også lidt over, hvordan de havde tid til alt det her.

Forstå mig ret, jeg synes, det er fint med engagement. Jeg synes også, det er prisværdigt, at der er forældre, som altid er klar til at køre deres børn i skole, bage en plade boller og arrangere forårsfester, fastelavn, sommerafslutning, loppemarked, løb, forældrekaffe, halloween, juleklip og så videre. Jeg har bare ikke tid. Jeg ser også sådan på det, at det er min søn, der går i skole, ikke mig, ligesom det er ham, der går til håndbold, ikke mig. Og sådan ser han heldigvis også på det selv.

Jævnligt læser jeg om folk, der beklager sig over, at børnefamilier er alt for pressede. De synes, de arbejder for meget, og vil gerne have en arbejdsuge på 30 timer. Ellers får de stress.

Men jeg tænker ofte, at det, der stresser folk, ikke nødvendigvis er deres arbejde, men snarere deres meget høje forventninger til sig selv. I dag er det gode liv jo blevet det optimale liv, og vi skal både have et spændende arbejde og masser af tid til vores børn, være i god form, være en god ven, ægtefælle, have et smukt hjem og ikke de kedeligste feriebilleder på Facebook. Mange af os har opbygget et hamsterhjul af optimeringstiltag og har svært ved at sige stop.

Og når først hjulet snurrer, så er det, man ikke bruger weekenden på at slappe af, men på at performe med sushiruller og hjælpetræneradfærd. De andre skulle jo nødig tro, man er en skodmor.

Men det er jeg. Så. For jeg synes, børn har ret til forældrefri zoner, og jeg har forsonet mig med at have hængerøv i bukserne i weekenden. Hvilket i øvrigt glæder min søn meget.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk