Anne Sophia Hermansen: Kender du typen? Den sociale nul-yder

For nylig var jeg til en reception. Her mødte jeg en bekendt, der altid gør sådan her: Stiller sig op ved siden af mig, kigger på mig og siger ingenting. I bedste fald får jeg et lille smil. Meget lille smil. Jeg plejer høfligt at konversere hende, spørge ind til familien, dele ud af et par oplevelser, men denne gang kiggede jeg bare tilbage. Ikke fjendtligt, men afventende.Vi stod således længe og betragtede til hinanden, indtil jeg sagde: ”Skål”, og vendte mig om mod en anden.

Hun er, hvad jeg kalder en social nul-yder. Sådan en, der lader sig besnakke, men ikke giver noget igen. Det skulle da lige være et overbærende smil, en spids kommentar eller måske et lille grin, når du hælder ud af dit liv og hurtigt føler dig som en hæmningsløs vrøvlevulkan.

Måske er hun genert? Næppe, Ebbe. Den sociale nul-yder er i så fald kun genert over for DIG. Den sociale nul-yder er heller ikke noget kært og lyttende menneske, mens du bare er en kæmpe narcissist, der kun kan snakke om dig selv. Den sociale nul-yder er et menneske, der aldrig har lært at opføre sig ordentligt i sociale sammenhænge, og som i virkeligheden ikke har særlig meget respekt for dig. Du er underholdning og en god historie, som nul-yderen kan underholde andre med.

Første gang jeg blev opmærksom på typen, var på en arbejdsplads, hvor hele afdelingen spiste frokost sammen hver dag. En herlig og helt rigtig ting at gøre i mine øjne. Jeg var ny og endte hver dag med at sidde over for den samme mand. Han kiggede på mig, mens jeg forsøgte at føre en samtale, han svarede kortfattet og spiste så ellers sin frokost, mens jeg gravede rundt i mit kranium efter flere samtaleemner. Måske syntes han bare, jeg var en nar? Det er muligt, men han satte sig ikke desto mindre hver dag tæt på mig.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: 40, fucket og omfavnet

Efter et par uger gav jeg op og satte mig et andet sted. Ligesom alle de andre, der for længst havde regnet ud, at han absolut ikke havde tænkt sig at give noget af sig selv. I stedet dømte han dem, der gav, og kom med små sarkastiske kommentarer, såsom: ”Skal du se ”Vild med dans” fredag aften? Det fede singleliv, hva’?”, eller: ”Ved du virkelig ikke, hvad et oxymoron er? Hahahaha”. Hyggelig fyr.

Den sociale nul-yder giver intet til fællesskabet, men tager bare for sig af de historier, du byder ind med. Du tror, I kan have en jævnbyrdig samtale og udveksle synspunkter, men dér kan du godt tro om igen: Du fortæller, nul-yderen dømmer. Det er vedkommendes eneste bidrag: At få dig til at føle dig underlegen og helst lidt dum.

Derfor kiggede jeg bare tilbage, da jeg var til reception, og indledte en af de stirrekonkurrencer, jeg ellers ikke har deltaget i siden barndommen. Det er en af de fine ting ved at have passeret de 40 år (et par gange) – man bliver mindre optaget af, hvad andre synes om én, og mere af, hvad man synes om dem.

Og antipati har ligesom sympati en tendens til at være et gensidigt anliggende. Sjovt nok. Jeg tror oprigtigt talt ikke, at min bekendte bryder sig særligt meget om mig, og det er helt gengældt.

Derfor gider jeg ikke længere være bundet af konventioner om høflighed og pli og stå som en vandkæmmet elev fra flinkeskolen og spørge ind til ting, jeg er revnende ligeglad med. Hendes kedelige mand og røvsyge hund f.eks. ”Skål” var det mest venlige, jeg kunne finde på, og vi var jo også til en reception for en, jeg holder virkelig meget af. Så skål for hende.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser