Anne Sophia Hermansen: Sådan fik vi vores deleordning til at lykkes

Næsten hver eneste uge bringer medierne en ny historie om, hvor svært det er at være skilsmissebarn i dag. Om, hvor frygtelige skilsmisser er, særligt for børn, og hvordan forældrenes konfliktniveau er alt for højt. Og sådan er det givetvis i mange familier. Desværre. Men de velfungerende skilsmisser eksisterer også – dem hører vi bare ikke så meget til, selv om løsninger ofte er noget mere interessante end problemer. I stedet kan vi læse den ene artikel efter den anden om børn, der ikke ser deres far eller mor nok, er kede af det og bliver ofre for dårligt fungerende deleordninger. Senest læste jeg en artikel om deleordningen 7-7, som ifølge flere eksperter er direkte skadelig for barnet og afspejler, at forældrene ikke kan finde ud af at prioritere barnets behov. Artiklen tegnede et billede af egoforældre, der blæser på, hvad der måtte være bedst for barnet – bare det er godt for dem selv. Den gjorde mig ret sur, for jeg er selv skilsmisseforælder og mor til en søn på 11 år, som, siden han var to år, har boet en uge hos sin far og en uge hos mig. Og jeg har et andet bud på, hvorfor så mange børn kommer i klemme. Som jeg ser det, er det mere skadeligt for barnet, at forældrene har en dårlig relation, end at barnet hver anden uge skal flytte frem og tilbage. For en deleordning kan sagtens fungere fint – bare forældrene kan finde ud af at kommunikere med hinanden. LÆS OGSÅ: Skilsmisse: "Det handler ikke om, hvis skyld, det er, men om barnets behov" Siden vores søn var to år, har vi bestræbt os på at bo i nærheden af hinanden. Vi har truffet fælles skolevalg og i lange perioder spist sammen hver onsdag, så han havde oplevelsen af, at hans to verdener ikke var adskilt. Vi har også fejret jul sammen, ligesom han altid har kunnet komme over eller blive en dag længere hos den ene af os, hvis han har følt det nødvendigt. Vores forhold har også været godt – det vil sige, vi har valgt, at det skal være godt, og undertrykt enhver trang til at trække barnet til os på den andens bekostning. For det ville være så nemt, og jeg har ofte set det ske hos forældre, der efter en skilsmisse ikke har undet den anden en skid – og åbenbart heller ikke undet barnet at have en ordentlig relation til begge forældre. Da vi gik fra hinanden, lavede vi en kontrakt med otte punkter, som vi forpligtede os på: 1. At han skulle bo ligeligt hos os begge. 2. At han skulle have et værelse begge steder. 3. At han skulle gå i vuggestue, børnehave og skole på Østerbro, medmindre vi begge var enige om noget andet. 4. At alle børnepenge, tilskud og udgifter skulle deles imellem os. 5. At den forælder, der netop havde haft barnet, skulle informere den anden om ugen, der var gået, og at det skulle ske, samme dag som overdragelsen fandt sted, skriftligt eller mundtligt. 6. At det ikke skulle være muligt for ham at løbe over til den anden forælder, hvis der var en konflikt – den skulle løses på stedet. 7. At vi delte ferier ligeligt og skiftedes til at have ham henholdsvis juleaften og nytårsaften. 8. At begge forældre ville være inviteret til hans fødselsdag, ligesom han ville være hos den forælder, der havde fødselsdag. Alting kan fuckes up, også ovenstående. Vi gjorde det bare ikke, fordi det var vigtigere, at vores søn havde faste rammer og oplevede så hel en verden, som det nu engang var muligt, når boet efter kernefamilien var gjort op. Vi ringer helt konsekvent til hinanden, hvis han siger noget, vi fornemmer ikke helt stemmer overens med sandheden, f.eks. at han må spille PlayStation hele dagen hos sin far eller solde alle sine lommepenge op på spil. Når han bliver irriteret på os, siger han, at vi også altid holder sammen, og det har han helt ret i. Det gør vi. Men det er for hans skyld. LÆS OGSÅ: Skilsmisse: 10 gode råd til dig der har børn Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser