Benn Q. Holm: Nogle gange kommer melankolien, netop når man er lykkeligst

– Det der med kærlighed er altid svært at tale om. Jeg er jo en knudemand.

Selvindsigten fejler ikke noget. Benn Q. Holm er 58 år, og i den alder ved man godt, at visse karaktertræk er blivende.

Måske er det derfor, han skriver om kærlighed i stedet. Følelserne skal jo ud et eller andet sted, ikke?

Hans nye roman, ”Et stykke af tiden”, er et vibrerende kærlighedsmøde.

22-årige canadiske Ben(!) kommer til Vestberlin i 1976 for at læse arkitektur på Technische Universität i et år.

På den tid spreder terrorgruppen Rote Armee Fraktion død og ødelæggelse, nazitidens spøgelse huserer stadig, og unge revolutionære fra den yderste venstrefløj strejkelammer universiteterne.

Ben havner i en tidslomme af et pensionat og udforsker byen, hvor det forlyder, at selveste David Bowie har slået sig ned.

Da Bens ensomhed, søgen, længsel og liderlighed er på sit højeste, og den midaldrende, frodige blomsterhandler, han har frekventeret seksuelt, har lukket butikken på grund af sygdom, møder han pigen Sabine, og alting er NU.

For når Bens år i byen er gået, er det uundgåeligt slut med kærligheden.

Uanset om man var ung i 1970’erne eller ej, er det at læse romanen som at genbesøge sin egen ungdom. Fordi den handler om valg. Før man tager dem.

– Er det en kærlighedsroman? Eller et tidsbillede? Den er mange ting i én. Man får meget for pengene, som jeg plejer at sige!

Ben ligesom dig bare med ét n?

– Ja, det er selvfølgelig lidt med et glimt i øjet. Jeg synes, det er meget sjovt, i og med at der er så meget autofiktion i de her tider. Det KUNNE være mig, det er så ikke mig, det er næsten mig, men der mangler … 20 procent eller whatever.

Romanen er fuld af old world charm fra en tid og en verden, der paradoksalt nok på mange måder ikke var særlig charmerende.

– Det var en virkelig hård og barsk tid. Kold krig, atomvåben, oprustning, massearbejdsløshed, terrorbevægelser, oliekrise …

– Men mens jeg har siddet og skrevet om den tid, har jeg taget mig selv i at tænke: Jamen det er jo meget værre nu. For der var en balance dengang, man holdt hinanden i skak. Verden er ikke så enkel længere. Den er meget mere mudret.

Melankoli

Der er en melankolsk, romantisk, længselsfuld strøm igennem bogen. Som der er i Benn selv.

– Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg har altid været lidt småmelankolsk næsten på den Herman Bangske måde. Det var der allerede, da min mor læste højt for mig, da jeg var en lille dreng – før jeg selv kunne læse.

- Det handler også om en længsel efter og en lyst til at opdage nye verdener. Men dybest set tror jeg, det melankolske og indadvendte er noget biologisk medfødt. Nogle gange er det værste ved det, at melankolien faktisk kommer, netop når man er lykkeligst.

- Man bør grundlæggende ikke skulle reflektere over, at ”nu er jeg lykkelig”, for hvis man er rigtig lykkelig, er man bare i det. Men nogle gange opstår der alligevel noget, hvor man ser det hele lidt udefra – som når alle børnene er der, og jeg tænker: Så lykkelig bliver du aldrig igen. Altså en situation, hvor det går op for én, at det ikke vil vare ved. At lykken også er noget, man vil miste. Måske …

Hvornår har du sidst haft det sådan?

– Sådan har jeg det hele tiden! Nej det ved jeg ikke ... Det sjove er, at jeg faktisk ikke synes, det er så slemt med alderen. Jeg følte mig meget mere melankolsk, da jeg var i Bens alder. Selv om jeg havde venner og kærester, husker jeg den tid som … ikke særlig lykkelig i dén forstand og måske også lidt ensom.

– Det er også på det tidspunkt i ungdommen, hvor man driver rundt på et hav og ikke aner, om man drukner, eller hvor man ender henne. Især når man som jeg læste litteraturvidenskab, altså en uddannelse, man ikke kan bruge til noget, og hvad fanden skal det hele ende med, og kan man overhovedet få udgivet en roman?

- Men jeg tror egentlig, at melankoli er noget med, at man dvæler lidt for meget ved det, som tabes, i stedet for at fokusere på det, som er vundet men … det, som er vundet, bliver jo også tabt til sidst. Nemlig livet, ikke?

Var du omsværmet? Eller mere som Ben, der i begyndelsen håber og håber, at der ”falder noget af”?

– Altså ikke det sidste i hvert fald! Men hvis jeg ikke var omsværmet, var det nok i virkeligheden min egen skyld. Jeg kom meget på Café Dan Turell, og mange af dem, der kom der, var faktisk ældre end mig og mine venner. Og meget af det handlede om at stå og se lidt cool ud.

- Nu blev jeg faktisk kæreste med en af bartenderne på Dan Turell, men det var jo ikke et sted, hvor man gik rundt og klappede hinanden på skulderen og sagde ”Hvordan går det, makker?”

Hvor lykkelig var du i din ungdom?

– Pyyh. Jamen … det var, jeg vil ikke sige smart, men naturligt, at man VAR ulykkelig. Jeg var ung i 1980’erne, og det var sorte læber og sort guldøl og alt det der. Vi gik meget i byen – mig og mine venner. Vi var måske heller ikke dem, der gik først hjem.

– Og så var der alle de mærkelige, latterlige ting, vi gjorde. At kravle op i stilladser og råbe og skrige. Vi var bare meget grænsesøgende. Også kulturelt. Vi kom alle vegne. Til punkkoncerter i Saltlageret. Hang ud på Victor og Floss. Altså sådan i yderpolerne.

Han kan ikke lige huske detaljerne om ham og bartenderen ...

– Men jeg var først kæreste med en bartender på Sommersko. Så noget fik vi da ud af det.

Priviligeret

Vi dvæler lidt ved fortiden, for sagen er, at nutiden forstås bedre på et bagtæppe af fortid. Det historieløse bliver tomt, ikke? Benn og jeg taler for eksempel om at være ”skidefattige” i 80’erne.

Petroleumsvarme og koldt vand?

– Ja ja. Jeg var fattig studerende og havde en petroleumsopvarmet lejlighed. Et andet sted, jeg boede, var der el-paneler, men dem havde jeg ikke råd til at tænde, så nogle gange sad jeg ved gasblusset ude i køkkenet og læste Adorno. Som om det skulle gøre det bedre …

Adorno?

– Den der Frankfurterskole. Sådan noget tysk socialvidenskabsfilosofi. Det, man nu læste på litteraturvidenskab.

Man ser det for sig. Den unge Holms lidelser …

– Men … nu gik det godt, nu klarede jeg den så at sige.

Men det var der mange, der ikke gjorde.

– I de år havde jeg mange venner, og nogle af dem var meget kvikke, men havde for meget ild i røven eller for lidt ild i røven. Nogle blev narkomaner og … forsvandt. Og så var der alle dem, der skulle være rockstjerner, som arbejder på fritidshjem og i fritidsklubber nu.

Dermed sagt, at man ikke altid kan, hvad man vil. Men nogle kan.

Den gruppe ungdomsvenner, han taler om, rummer også Lars Seier Christensen, Saxo Bank, du ved ...

– Jeg har venner, der stadig sidder og drikker guldøl inde på Floss, men der er også rigtig mange, der er advokater eller et eller andet og svømmer i penge.

– Hvad mig selv angår, vil jeg ikke sige, at jeg er taknemmelig, for det lyder sådan lidt … Men Danmark ER et meget lille marked, og jeg er så heldig, at jeg kan leve af at være forfatter, jeg behøver ikke lave andet.

- Der var nogle meget hårde år i starten, men min ældste datters mor havde et godt job, så det gik jo, det har aldrig været HELT slemt.

– Men der var da et tidspunkt, hvor vores yngste datter sagde: ”Far, hvorfor er vi så fattige?” Så sagde jeg: ”Vi er ikke fattige, det er bare mine venner, der er pisserige.”

Han griner og siger:

– Sådan kan det jo nogle gange føles, ikke?

Men til gengæld har du altid gjort det, du ønskede dig?

– Det er jo dét. Det er UHYRE privilegeret at kunne sidde hver dag og drikke kaffe og høre Bowie og skrive og få penge for det!

Og en sjus? Det løfter hjernen, sagde du engang, jeg interviewede dig til Weekendavisen.

– Det er jeg holdt lidt op med. Jeg ved ikke, om det er alderen, men jeg er faktisk gået over til rosévin. Den er også fortyndet. I virkeligheden tror jeg bare, at det er psykologisk: Man føler, man bare skal have et eller andet kick.

Rastløsheden

Når han er færdig med en roman, er han ”helt færdig”.

– Så tænker jeg, at nu skal jeg eddermame holde en lille pause og svare på alle de der mails, der venter, og jeg skal også have sat det håndtag fast, som røg af for fem år siden, og måske skriver jeg også lige et filmmanuskript og tjener en halv million. Alle de der ting, der ikke bliver til noget.

– Men jeg skal i hvert fald slappe lidt af på sofaen et par dage. Så kommer rastløsheden: Du kan heller ikke ligge her! Du skal lave noget! Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, men jeg KAN heller ikke bare ligge der og glo ud i luften. Når jeg så endelig har fået en idé, vokser personerne inde i hovedet på mig og bliver meget … ja, virkelige.

Hvordan er du så at være gift med?

– … Jamen … jeg er nok lidt fjern, men nu er det så heldigt, at min kone faktisk arbejder endnu mere, end jeg gør. Men der er den fordel, at jeg altid har været hjemme, det har altid været mig, der har hentet og bragt børn og har sådan været der med børnene. Og har handlet. Ikke handlet IND, men handlet.

Siger ordmennesket.

Benn og hans kone, Astrid Pejtersen, har været sammen siden midten af 1990’erne.

– Jeg havde jo en datter, da jeg mødte Astrid, og det kan være, det lyder mærkeligt, men i mange år følte jeg – det gør jeg ikke længere – at det ligesom var et helt nyt liv, der pludselig begyndte. For der var selvfølgelig en masse ting, der pludselig ændrede sig. For at sige det mildt.

De fik to døtre sammen. Så havde han tre. Hvis noget ud over romanerne har været en konstant i Benns liv, er det – kvinder.

– Jeg elsker jo kvinder, og jeg er også glad for, at jeg kun har piger, det må jeg indrømme.

Hvorfor det?

– Jeg ved det ikke. Jeg siger det i hvert fald til dem, og jeg mener det egentlig også. Selv om det nogle gange KAN være lidt hårdt at være omringet af kvinder: ”HVEM har taget min neglelakfjerner og min concealer?” Og nu kan de også passe hinandens tøj, det er jo helt frygteligt!

Gift

Han opfatter selv sit lange forhold med Astrid som ”sjældent”, når han ser sig omkring i skilsmisselandskabet.

– Ikke at det skal lyde, som om man skal have en tapperhedsmedalje, for jeg synes under ingen omstændigheder, at man skal blive sammen for at blive sammen, men nu ER vi sammen og har holdt ud sammen i alle de der år.

– Der har selvfølgelig været ups and downs, men også i forhold til børnene vil man gerne give dem en tryghed og et hjem.

– Det er selvfølgelig ikke altid ensbetydende med tryghed, at forældre er sammen, det er ikke det, jeg mener. Men det er det med at vælge at gå IND i noget. Vi er endda også blevet gift for nogle år siden. Man gør det jo for, at det skal lykkes, og for, at det skal vare ved.

Hvor meget er kærlighed et valg?

– … Jeg tror ikke, det er et valg til at begynde med. Men jeg tror godt, det kan blive det henad vejen. Forstået på den måde, at der er mange, der går fra hinanden for et godt ord, men så er der måske også nogle, der bliver hængende af hensyn til hunden eller børnene eller villaen, hvad ved jeg. Men jeg tror bare, at det øjeblik hvor man møder en, er der ikke noget valg. Så sker det bare.

Som med Astrid.

– Det er så mange år siden, det kan jeg ikke huske!

Jo, han kan:

– Jeg mødte hende i forbindelse med noget litteraturfestival i Nansensgade. Dengang havde jeg et sidejob som anmelder på Det Fri Aktuelt, og en gang imellem lavede jeg små reportager eller artikler for at tjene lidt ekstra.

– Astrid arbejdede på Brøndums Forlag, som lavede kunstbøger med alle de her kendte kunstnere, der gik rundt og drak rødvin og lavede grafik og udstillede … Og jeg skulle lave et lille interview med hende på selve festivalen – en ret sen fredag aften. Jeg fik aldrig skrevet den artikel, ha ha.

Indadvendt

Benn er typen, der joker med, at han gør sine døtre arveløse, hvis de kommer hjem med en tatovering.

Så griner de. Når han selv frekventerer Østerbro Svømmehal, er han, så vidt han kan se, stort set den eneste mand med hud au naturel.

Og han er så meget barn af 1970’erne, at det ikke faldt ham ind at få en ring, da han blev gift.

Benn er ikke typen, der kaster sig op på en hest og rider ud over stepperne. Han siger det selv.

an er indadvendt. Vegeterende. Går på gaden i sin egen verden, mens han suger til sig fra de andres.

Stjæler en kvindefrisure her. En ansigtsform dér. Benn følger med, men bliver, hvor han er.

Da han blev 40, fik han en billet til en Bowie-koncert i Jylland i fødselsdagsgave. ”Arh fuck, så skal jeg helt til Jylland, det ved jeg sgu ikke, om jeg gider,” tænkte hovedstadsmennesket først.

Man han kom da HELT derover. Og blev vidunderligt glad for oplevelsen. Da han var 14-15 år – i 1976-1977, hvor romanen foregår – havde han dårligt hørt om David Bowie.

Han hørte plader med Queen og T Rex. Og C.V. Jørgensen i radioen.

– Men da min storesøster kom hjem med Bowies album ”Heroes” i 1977, tænkte jeg: ”Hvad fanden er det her? Dét lyder spændende.”

Hvad er det med dig og Bowie?

– Jamen, han er pludselig gået hen og blevet en livsledsager. Forstå mig ret. Fordi det er musik, tænker man måske, at der er noget poppet og noget idol over det, men det er der egentlig ikke. Han har betydet meget for nogle mennesker måske på grund af alle sine skiftende roller og seksualitet og flydende grænser.

– Det har egentlig ikke betydet noget for mig overhovedet. Det er mere den kunstneriske side. At han hele tiden har skubbet til grænser for at undersøge, udforske og prøve nye genrer.

Blondetrusser

I bogen optræder Bowie faktisk – en mand på en cykel, er det virkelig ham? Ja, det er det. – og med er også en kvinde, der er så besat af ham, at hun på afstand lever sit liv igennem hans.

Er der læsere, der bliver Bowie-forelskede i dig?

– Ha ha … Jeg får da nogle gange beskeder på Facebook eller Instagram, men det er nu meget sådan uskyldigt … altså jeg har aldrig modtaget et par lyserøde blondetrusser med posten. Desværre. Nej, IKKE desværre!

Siger han vel vidende, at alt for tiden kan misforstås.

– Man skal virkelig passe på, hvad man siger, man kan eddermame få tæv.

Og i samme sekund:

– Jeg tror, vi skal arbejde med, hvor meget vi i fremtiden egentlig skal finde os i, når vi ytrer os. Vi skal helst ikke komme dertil, hvor vi er nu på Facebook: Der skal man bare holde sig væk fra enhver debat, for der går tre sekunder, så er den afsporet, og så bliver man anklaget for alt muligt mærkeligt.

– Hvis alle debatter generelt bliver sådan, hvad fanden skal man så snart gøre? Holde sin kæft og melde sig ud af det hele? Og hvad er det så for et samfund, vi får?

– Jeg kan godt forstå, der er mennesker, der slet ikke orker det. De få gange, jeg selv har skrevet et eller andet, er der ALTID en, der afsporer debatten. Straks bliver man svinet til og tænker: Hold kæft altså, gider jeg det her?

– Folk sætter sig aldrig ind i konteksten. Eller også HAR de bare en mening. De hidser sig op over sager, de principielt ikke kender detaljerne i.

– Det er noget med kun at få den ene side af sagen – og så kører den der borgerkrig. Der kommer en automatreaktion på tredje eller fjerde hånd.

En af de ”uhyggelige” ting ved nutiden er, siger Benn, at der sideløbende med en grænseløshed er en voksende puritanisme:

– Jeg synes, vi ser mange uhyggelige ting. De her fronter … Det værste er de frelste typer. Det bliver så enøjet, det bliver så fanatisk, og det bliver så hadsk.

– Venstrefløjen har for eksempel patent på at være de gode, altså de er jo de gode, ikke? Det synes de i hvert fald selv. Og på den modsatte yderste fløj findes der samme fanatisme.

Yndlingsfag

Det er dem og os. Også når det gælder køn. For der er noget nyt, han har lagt mærke til, hvad forholdet mellem mænd og kvinder angår. Som undrer ham.

– Jeg er født i 1962, og noget af det gode ved den tid, jeg voksede op i, var, at jeg aldrig opfattede, at der skulle være forskel på kvinder og mænd. Jeg har altid haft kvindelige dansk­lærere, det var mit yndlingsfag, og den ene lærer var bedre end den anden.

– Og de piger, jeg gik i gymnasiet med, det var sgu ikke sådan, at de sad og var stille i et hjørne. Det var da tit dem, der diskuterede og råbte højt, og det var helt naturligt.

– Senere hen fik jeg flere kvindelige forlæggere, jeg har også en kvindelig forlægger nu. Det har altid været helt naturligt for mig. Men nu er det, som om der er begyndt at komme en mur igen imellem mænd og kvinder.

Berlinmuren er for længst væk. Men vi bygger andre mure.

Muligvis er det bare sådan, at mure imellem mennesker er en slags konstant i konstant forandring – de rives ned et sted og bygges op et andet, de forsvinder aldrig.

Det er den frontale nutid, Benn får på mental afstand, når han rejser ind i sine egne historier. Han er i gang med et ”lillebitte” nyt projekt.

– Jeg kan mærke, at jeg lige skal have et tilløb. Men jeg kan i hvert fald sige, at det bliver som med ”Et stykke af tiden” – jeg går lidt tilbage i tiden og beskæftiger mig med den gode gamle sort-hvide verden.

– Det har jeg generelt gjort i mine seneste bøger: Jeg er gået lidt væk fra den her skide nutid og samtid og lidt tilbage i tiden. Det har været meget befriende. Lige nu er nutiden for voldsom.