Bente Frøge blev skilt fra Lars von Trier efter utroskab: ”Løgnen var for stor”

”Lars von Trier skal skilles”, stod der i aviserne 4. september 2015. I dagene før det blev et veritabelt drama rullet op i Lars von Trier og Bentes store hus i Brede med udsigt over Mølleåen. Lars von Trier måtte gå til bekendelse overfor sin hustru gennem knap 21 år. Bente troede ikke sine egne ører, da filminstruktøren fortalte, at han gennem fire år havde haft en udenomsægteskabelig affære med manuskriptkonsulent Jenle Hallund. En kvinde, Bente Frøge end ikke kendte til eksistensen af.

Lars von Trier blev kun presset til at indrømme sin utroskab, fordi Jenle Hallund var på nippet til at udsende nøgleromanen ”Mænd bærer min kiste”. I en pressemeddelelse tog Lars von Trier kraftigt afstand fra hendes bog, hvor han udstilles som en person ved navn ”Geniet”. Han skrev blandt andet i pressemeddelelsen: ”Min kommentar er, at bogen, for at føje spot til skade med en modbydelig sadistisk fryd, går efter at ydmyge min kone. Tarvelighederne fyger, og jeg kan ikke tage afstand nok fra denne bog og dens forfatter”.

Da Bente Trier hørte om det længerevarende sidespring, var hun ikke i tvivl. Hun ville skilles, og det skulle være omgående. Også selv om Lars von Trier ikke ville. Han ville hellere klinke skårene. Men sådan blev det. Bente Trier blev på rekordtid til Bente Frøge igen og en hård kamp for at finde sig selv kunne tage sin begyndelse. Peter Aalbæk Jensen, Lars von Triers forretningspartner, udtalte offentligt, at von Trier burde havde undersøgt hovedet, hvis ikke han ville bo sammen med Bente. Sidenhen er Jenle Hallund, 40, og Lars von Trier, 62, blevet par og bor nu sammen.

Chokeret og vred

Egentlig gik Bente Frøge for knap tre år siden og troede, at nu hvor hun nærmede sig de 50 år og Lars von Trier nærmede sig de 60 år, så skulle de to sejle i roligt vand resten af vejen. Med lidt reparationer på huset og den slags som de største udsving, men sådan blev det ikke.

– Det var en stille og rolig onsdag aften, hvor jeg kom hjem efter en tur i byen med nogle veninder, og så ville Lars gerne snakke med mig. Jeg kunne mærke på ham, at det var alvorligt, men jeg havde ikke forestillet mig, hvad der så ville komme. Han fortalte mig om affæren, og det kom virkelig bag på mig. Jeg havde gættet på alt andet end det. For det første, fordi jeg ikke havde haft den mindste fornemmelse. Det kom som et lyn fra en klar himmel, som man siger. Og så var det en affære, der havde stået på i flere år, og ikke bare et uheld fra en julefrokost. Da jeg hørte det, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg ville skilles med det samme. Tillidsbruddet var for stort til, at vi kunne fortsætte. Løgnen var for stor, til jeg kunne overskue den, fortæller Bente Frøge.

På det tidspunkt var Lars von Trier så småt begyndt at tænke på ”The House That Jack Built”, filmen om en seriemorder spillet af Matt Dillon, der får premiere i de danske biografer til november. Bente Frøge forstod ganske enkelt ikke, hvordan det var kommet så vidt.

– Jeg var chokeret og vred og et stort spørgsmålstegn. Først spekulerede jeg på, hvordan Lars havde haft tid til sidespringet? Men allright, man kan åbenbart gøre meget, når man har sit eget firma og sit eget lille hus på Zentropa. Lars er jo en stor iscenesætter, så det har nok ikke været så svært for ham, siger hun en anelse mere syrligt uden på noget tidspunkt under interviewet at være det, der kan minde det mindste om sur eller hævngerrig.

Såret og jaloux

Bente og Lars blev gift i 1997, og i 1998 beskrev Lars von Trier en heftig forelskelse i skuespiller Anne Louise Hassing i en dagbog fra indspilningerne af ”Idioterne”. Dengang valgte Bente at tilgive sin nye mand.

– Jeg synes faktisk, man skal give hinanden en chance. Også selv om jeg var gal på ham dengang. Når man er gift med en mand, bliver man naturligvis såret og jaloux, når den slags kommer for en dag. Jeg valgte at sige, at det var så det sidste. Lars har siden været min store kærlighed, og vi har haft et fantastisk liv sammen, og det takker jeg ham og mig selv for. På den led er der ikke nogen hangs. Vores skilsmisse ligger to og et halvt år tilbage i tiden. Det har været hårdt, men nu er jeg kommet ud på den anden side. Efter beslutningen om skilsmisse har jeg ikke kigget mig tilbage. Jeg var ikke i tvivl om beslutningen. Sidespringet var tarveligt og langt ude. Han kunne jo bare have sagt noget, for han ville jo ikke skilles. Jeg fik det kun at vide, fordi hun havde skrevet bogen. Lars mente på det tidspunkt, det ville være åndssvagt, hvis vi blev skilt, og han mente, vi burde forsøge at redde situationen. Men det interesserede mig overhovedet ikke.

LÆS OGSÅ: TV-lægen Charlotte Bøving voksede op med en psykopatisk og voldelig far: ” I mange år fyldte vreden meget"

Boede med udsigt til svin

I det første døgn efter bomben sprang, blev der sagt lidt af hvert i Lars von Trier og Bente Frøges hjem. Hun kan blandt andet huske en situation, hvor hun råber, at de nok mødes i retten, men lige efter hun har råbt ordene, føler hun det også, som om hun er med i tv-serien ”Dollars”. Det var uvirkeligt, det hele.

– Lars er en spøjs fætter. Det ved vi jo alle sammen. Han har for eksempel aldrig været den store tilhænger af begrebet ”undskyld”. Det er lige før, jeg tror, han kunne finde på at klage til menneskerettighedsdomstolen over, at ordet overhovedet findes, fordi mennesket skal ikke sige ”undskyld”. Jeg vil ikke sige, at det er nogen forbrydelse at blive forelsket i et andet menneske, men det er pissetarveligt ikke at sige det og dermed give hinanden fri. Hvorfor har man en affære? Det er der sikkert mange grunde til. Det kan starte som en forelskelse eller en fascination. Man har jo før i verdenshistorien hørt om, at en mand har elskerinder og stadig gerne vil have sin kone, men de tider er bare forbi. Der er mange fristelser her i livet, og især når man er en berømt mand. Dem vil visse kvinder åbenbart gøre meget for at komme tæt på, konstaterer Bente Frøge.

Efter bruddet flyttede Lars von Trier ned til sin arbejdsmakker, Peter Aalbæk Jensen.

– Jeg bad Lars tage sine ting og skride ud af mit liv. På det tidspunkt syntes jeg, det var meget passende, at han boede, hvor han havde udsigt til hængebugsvinene. Det fungerede dog kun i fjorten dage, for Lars er en snegl, der kun kan leve i sit eget hus. Peter Aalbæk, som jeg altid har haft det sindssygt godt med, ringede og foreslog, at jeg flyttede ud på Zentropas båd på Frederiksholms Kanal.

På grund af uenighed om bodelingen skaffede Bente og Lars sig hver sin advokat, men det lykkedes dem dog selv at lave et forlig, så de undgik at skulle i retten.

– Da jeg boede på båden, fik jeg på et tidspunkt tilsendt nogle papirer mærket ”Bente Trier vs. Lars von Trier”, og der blev jeg sgu ked af det. Det var jo Lars og mig, der havde kæmpet mod hele verden. Vi fik hinanden på trods. Han var gift, og jeg var gift, og der var børn blandet ind i det, og jeg blev fyret fra Bernadotteskolen, og alt var bare kaotisk. Det er også derfor, jeg stadig har en stor kærlighed til Lars. Det er mig, der fysisk har hevet ham ud af sengen og sagt ”her er din mad, og gå nu i bad”, når han har haft sine mange depressioner. Vi har været så tæt, som man kunne være gennem de forskellige op- og nedture. Det, jeg havde mest hjemve efter, da jeg boede på båden, var at vi altid kunne sige alting til hinanden. Inden jeg mødte Lars, havde jeg aldrig troet, jeg kunne grine med en mand, og det var enormt befriende og skægt. Selv om der også var mange alvorlige stunder. Det kom bag på mig, at han tænkte på døden 100 gange om dagen. At man overhovedet kunne det. At dø er jo det, Lars dybest set gerne vil, selv om det samtidig er det, han er mest bange for. Når man har så meget angst, er det en befrielse at dø. Det er grove løjer. Mange har spurgt, hvordan jeg kunne holde ud, at han var så deprimeret, men jeg følte mig ekstremt elsket. Og så følte jeg, at jeg ved siden af det hele fik en ny familie i Zentropa, hvor alle var glade for mig, husker Bente Frøge.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Zornig: "Den negative side af at være perfektionistisk er, at man er utrolig selvoptaget"

Opgør med egen angst

Da hun var kun 20 år gammel, var Bente Frøge udsat for et groft ikke fuldbyrdet voldtægtsforsøg på Østerport Station. Hun blev slået bevidstløs, inden det lykkedes hende at flygte fra manden, der senere fik en fængselsdom for andre voldtægter.

– Oplevelsen gav mig i mange år angst og søvnløshed. Jeg havde også svært ved at gå gennem en port alene om aftenen og natten af frygt for, at noget lignende skulle ske. Selv om jeg også ofte havde trøst i at tænke, at hvis jeg kunne overleve det voldsomme fra dengang, var nyere ulykker ikke verdens undergang. Jeg var bare glad for at være i live, siger Bente Frøge, og fortsætter:

– Da jeg havde fået mine penge fra skilsmissen, havde fået købt en lejlighed og havde fået job. Havde sikret mig, at mine drenge ikke måtte gå ud af gymnasiet, og der kom ro på, kom nedturen, og jeg brød helt sammen. De gange, jeg har været ude for noget voldsomt som for eksempel skilsmisse eller utroskab, er angsten blusset op, og jeg har ikke kunnet sove, hvilket er sindssygt upraktisk. Jeg var simpelthen så ked af det og følte, der ikke var nogen mening med livet, og at ingen havde brug for mig. Jeg var gennem alle faserne med forvirring, vrede og selvmedlidenhed. Min bror ansatte mig heldigvis i sit firma, men jeg var simpelthen så træt, at jeg var bange for at køre ind i autoværnet, når jeg kørte fra sted til sted, fordi jeg ikke sov om natten. Jeg ville helst bare sige op, men min bror forbød mig det og sagde, at det måtte jeg først, når jeg fik det godt igen, og det var en del af min redning.

I det hele taget udpeger Bente sin bror Peter som sin bedste støtte efter skilsmissen. I dag arbejder Bente Frøge som mentor for udsatte unge mennesker med diagnoser i et firma, broderen ejer. Det kan være autisme, paranoid skizofreni eller unge, der har været udsat for social kontrol. Hun kører rundt mellem forskellige kommuner og hjælper de unge og får dem til at føle sig mindre alene.

Bente Frøge blev siden også henvist til angstterapi hos psykolog Lotte Ingerslev.

– Hun er den første psykolog, der har kunnet hjælpe mig med min søvnløshed. Det har været en stor lettelse, og det kan anbefales. Jeg kom på et søvnreducerende program, hvor jeg skulle sidde oppe og lave sudoku og først måtte i gå i seng klokken halv to om natten. På det tidspunkt var jeg så træt, at jeg nærmest sad og græd, og da jeg så omsider kom i seng, faldt jeg i en dyb søvn. Angsten for søvnen var jo en slags angst for at miste kontrol, og jeg lærte at gå ind i angsten, så den forsvandt. Holder du dig på afstand af den, vokser den sig jo kun større. Det var magisk for mig, for så kunne angsten ikke røre mig mere.

Syv-otte måneder senere indfandt der sig en ny ro, og siden har Bente Frøge følt sig nærmest lykkelig.

– Jeg er blevet vild med at være alene. Det er fantastisk at være single og prøve det. Jeg følte mig som Pippi i slikbutikken i starten. Siden jeg var lille og lå og kiggede op i min onkels lysekrone, har jeg selv ønsket mig en, og nu kunne jeg købe sådan en uden at diskutere med nogen. Jeg købte det kunst, jeg ville have. Det lyder måske lidt dumt, men jeg gik rundt og grinede og havde det godt, fordi jeg overtog styringen af mit liv og fik friheden til at tage en tur til Tisvilde, hvis jeg har lyst. Før var det sådan lidt, skulle Lars nu skrive eller hvordan? Jeg har et stort omsorgsgen, og det har jeg brugt meget sammen med Lars. Men det er også rart i en periode ikke at give omsorg. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været gladere, og det er, selv om jeg er i overgangsalderen og har hedeture og min ene søn er flyttet hjemmefra, smiler Bente Frøge.

Efterhånden er Bente Frøge endda i stand til at grine ad Jenle Hallunds bog.

– Jeg har læst den. Det er autofiktion for hende, men for mig var det virkelighed. Vi har grinet meget af det, min mor og mine veninder, for jeg er den lidt dumme kone, der hele tiden bager madeleinekager til sin mand. Men jeg ser det ikke selv som noget dårligt at være sød. Det er da kun godt. På en eller anden led må man jo sige, at bogen var effektiv, for vi blev skilt på ti minutter. Måske var det hensigten.

LÆS OGSÅ: Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer”

Sker det, så sker det

Med nærværende interview er Bente Frøge ikke ude på at hævne sig eller sværte Lars von Trier til. Interviewet er kommet i stand på journalistens forespørgsel. Men da hun fik muligheden, sagde hun ja med det samme af egoistiske grunde, som hun siger. Hun vil gerne vise, hun er kommet videre. I dag gør hun meget for, at alle ekserne kan være i stue sammen.

– Det er let at følge med i Lars’ liv via medierne. En nytårsaften vidste jeg, Lars var alene, og derfor ringede jeg til ham og spurgte, om ikke han ville være med til fest sammen med vores gamle naboer, som vi kender rigtigt godt. Og så kom han, og det ved jeg, han var glad for. For tiden synes jeg nemlig ikke, han ser ud til at være særlig glad, men vi er blevet gode venner. Tænk på alle de børn, vi har. Det er vigtigt, at vi alle kan komme til forskellige arrangementer. Jeg inviterede for eksempel både Lars og Jenle til drengenes 20-års fødselsdag, og jeg håber det bedste for dem som par. Lars har fået rigelig modstand fra sine børn, skal jeg hilse og sige. De synes nærmest, at jeg forsvarer ham for meget. Men alt andet er svært for mig. Han skal passes på, og jeg vil ikke have, han er ensom. Jeg er ikke krigerisk anlagt som type, og jeg er åbenbart også sådan en, der heler ret hurtigt. Jeg gider ikke bruge fem til syv år på at komme mig, og det hjælper ikke noget at blive bitter. Jeg må videre med mit liv og muntre mig med sjove mennesker.

I dag taler Bente Frøge og Lars von Trier ofte sammen. Især om de voksne børn.

– Vi er selvfølgelig de første til at ringe til hinanden, hvis der er sket noget særligt. Når jeg kører rundt med mit arbejde, kan vi godt tale en times tid. Vi er jo så vant til at have en dialog, og jeg kender til alle hans problemer og dæmoner, siger Bente Frøge.

Men sådan har det ikke været hele vejen siden skilsmissen. Først var der det praktiske rod med følelser og boliger, og siden advokaternes mellemkomst. En dag da bølgerne havde lagt sig, ringede Bente Frøges telefon dog. Hun kunne se på displayet, at det var Lars von Trier. Hun tog telefonen og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle forvente.

– Det var et halvt år efter skilsmissen, kan jeg huske. Lars ringede og sagde ”undskyld”. Jeg blev lidt overrasket, men jeg syntes da det var dejligt. Jeg kom til at grine, mens jeg tænkte ”yes, tak for den”. Også selv om jeg tror, Lars var blevet lidt presset til det, af et af vores børn, der mente, at han nok burde give sin ekshustru en undskyldning.

Bente Frøge er single i dag. Hun var vild med at være gift, og hun vil ikke udelukke, at der kan komme endnu en stor kærlighed.

– Jeg er for romantisk indrettet til netdating. Der er jeg slet ikke. Hvis det skal ske igen, og det er ikke sikkert, det sker, så skal det ske ude i virkeligheden. Det virker lidt på mig, som om mænd på min alder gerne vil have unge kvinder. Der er noget med, at mænd med gråt hår er mere ombejlede end kvinder med gråt hår. På den led er der en aldersdiskrimination mod os kvinder. Sker der noget, så sker der noget.

Efter interviewet sms’er vi om et par faktuelle detaljer. Ordudvekslingen ender med, at Bente Frøge skriver: ”Det bliver vel det sidste interview. Med mindre jeg finder en ny kendt mand. Dette er en joke!”

Jeg svarer: ”Ha ha. Det er en god joke, men jeg tror nu, du skal satse på en selvkørende og lidt glad mand, måske?”

Bente Frøge svarer med hele tre glade smileyer. Af typen med smil helt op til ørerne.