Bettina Aller: "Jeg tror ikke, der er nogen mening med livet, og jeg tror, man ville blive sindssyg af at lede efter den"

Bettina Aller bliver 60 til sommer.

Hvis hun selv skal sige det, er hun sådan cirka halvvejs i livet, for hun har besluttet sig for at blive 120, men realistisk set bliver det nok "hundrede-otte-ni stykker".

Portræt af en optimist. Hun sammenligner livet med en fest, hvor der er rigtig godt gang i den.

Hun vil helst ikke gå hjem efter hovedretten, hun skal have det hele med.

– Jeg vil da også have dessert og cocktails, og jeg vil danse! Det samme med livet. Jeg vil gerne leve MERE liv.

Holte en onsdag formiddag. Træhuset skiller sig lidt ud i det ret velordnede villakvarter. Det er primula-gult og minder om Pippi Langstrømpes.

Bettina minder også selv om Pippi: en eventyrer med rødt hår og en taske fuld af guldpenge.

Indenfor er huset fyldt med rejseminder i en noget anden liga end traditionelle souvenirs - sofabordet er en antik indisk kamelkærre i dobbeltsengsstørrelse.

Lad os bare sige det, som det er: Bettina er født ind i Aller-dynastiet og har aldrig manglet noget økonomisk. Men hun har livet igennem valgt at identificere sig med andet end penge.

Penge er et frihedsmiddel. Hvad skal man med en Chanel-taske, når man kan vågne med solen i et telt på en stejl bjergskråning et eller andet sted i verden, og man selv er klatret derop?

Skal hun præsentere sig selv, er hun: Overdirektør og eventyrer. Sideordnet. Bettinas eventyr-trang handler ikke om at udfordre døden.

Den handler om livssult. Og, siger hun, "magt rager mig en høstblomst". I hvert fald den slags magt, der er magt for magtens skyld.

– Jeg ejer ikke magtgenet i mig.

Kollisionskurs

Ritualet er ikke fast, men næsten: Når klokken er 17, sætter Bettina og hendes mand Jean-Gabriel Leynaud sig med et glas vin eller en kop te – nok fortrinsvis det første, livet skal nydes – og kigger ud over haven og ned mod Holte Sø og taler om dagen og livet og den næste store rejse.

Sidste sommer sagde de ja til hinanden igen.

I Frankrig og for fuld romantisk udblæsning lod de sig vie for anden gang for at fejre kærligheden.

Faktisk også for at fejre, at den holder. For en lille håndfuld år siden var de nemlig på kritisk kollisionskurs.

Nu er der ro på. Bettina er glad.

– Livet ser virkelig dejligt ud. Hvis det bare bliver ved sådan her, vil jeg aldrig klage.

– Mine børn har det godt. Jean-Gabriel sidder lige ovenpå og har fået ja til at lave en kæmpefilm, som han har drømt om i mange år – i Congo og om tantal, et grundstof, der er i vores mobiler, og hvor kummerligt folk dernede står og får det ud af mudderet og ingenting får i betaling.

– Og jeg er i balance, jeg er ikke stresset lige nu, jeg sover godt om natten. Min mor er 83, bor lige ved siden af os, vimser rundt og har masser af veninder.

Hun havde lymfekræft i hele kroppen for år tilbage, og dengang var jeg så bange for at miste hende, men hun er her stadig. Som hun beslutsomt siger: "Om der så kun er én procent, der overlever, så er det mig".

- Jeg var smadderked af det, da hun var syg, for jeg mistede min far, da han var 66 år, og det tog mig mange år at komme mig over det. Jeg drømte om ham, drømte, at han kom tilbage, jeg savnede ham. Nu ligger han sådan et hyggeligt sted for mig, jeg er jo meget videnskabeligt orienteret, så jeg tror ikke på flere liv.

- Men HAN er her bare på en eller anden måde.

Bettina "snakker" med ham.

– Mest når jeg er lidt på røven. F.eks. hvis jeg hænger på en bjergskråning, og det hele skrider under mig, og min pandelampe går ud, og det regner.

– Så siger jeg: "Far, hvis du er her et eller andet sted, gider du så ikke godt hjælpe mig nu, jeg har virkelig brug for dig?".

– Så føler jeg, at jeg får den hjælp. Ikke sådan mirakelhjælp fra himlen, men jeg føler, at "nå, dér var lige en gren, jeg kunne få fat i".

– Men … min far er her i hvert fald i hjertet. Nogle gange kan jeg også høre ham sige, "Din lille fis, tag nu og slap lidt af Søster Stang".

– Fordi jeg pisker tit rundt og tror, jeg kan nå en million ting.

Deller

Med alderen både mister man. Og får.

– Man får livserfaring, ikke? Når man er ung, bekymrer man sig over, at ens kæreste ikke har ringet. Når man bliver ældre, ved man, at livet går videre, selv om han ikke gør det.

– Alt det, der nu kan bekymre en… Da jeg var ung, kunne jeg pludselig føle, at det hele var fuldstændig uoverskueligt, men med alderen har jeg lært, at det sker, når jeg er træt eller stresset.

– Så skal jeg bare have en god nats søvn og gå en lang tur, og så er livet som regel dejligt igen næste dag.

Bettina hiver op i blusen og tager fat i huden over bukselinningen.

– Den der delle … Selvfølgelig har jeg løs hud. Jeg har født fire børn! Men sådan er det. Jeg vil også have lov til at spise en croissant og et stykke chokolade.

- Og drikke LIDT for meget vin, jeg er absolut over de der syv genstande om ugen. De skulle ikke have sat grænsen ved syv for kvinder. 14, som er grænsen for mænd, er meget bedre. Jeg har også et mande-gen …

Siger hun skraldgrinende og vender tilbage til spørgsmålet om, hvad livet giver og tager med alderen.

– Man får erfaringer, og erfaringer giver ro i livet. Jeg tænker mest over min fysik. Jeg ELSKER at bestige bjerge, klatre og dykke, jeg vil være ked af, hvis jeg ikke kan det mere.

- Men så må jeg klatre lidt lettere steder eller dykke lidt blidere eller holde mig i overfladen. På den anden side: Man kan vel dykke hele livet!

Nu!

Hvad i alverden gør man som eventyrer under corona? Bettina siger, det har handlet om at finde "smuthuller". Sejlture i Tyrkiet og Grækenland.

Den store Amazonas-ekspedition har været på hold. Nu åbner verden langsomt igen. Men så er der jo lige det der med… klimaet.

– Vi gør alt, hvad vi kan. Vi sorterer og bruger my lidt vaskepulver. Vi har lige købt en ny hybridbil og skal have en elektrisk stander op.

- Vi gør, hvad vi kan. MEN jeg er jo ikke den, der står øverst på skamlen, for jeg har tænkt mig at flyve til Amazonas to måneder til sommer og rejse rundt i junglen.

- Jeg er trist over det, der sker med jorden. Men man må også gøre, hvad man selv kan og støtte dem, der gør, hvad man synes, skal gøres, og så må man leve, så godt som man kan i det her nu.

- Og nyde det. Jeg er et menneske, der lever i nuet, mit nu er kæmpestort.

– Ja. Nu har jeg en god økonomi, men hvis jeg havde en mindre god økonomi, ville jeg hellere bo mindre – og så stadig kunne rejse ud i verden.

– Jeg ville bo i verdens mindste københavnerlejlighed, hvis det skulle være. For mig er det virkelig vigtigt at rejse ud. For når jeg er herhjemme, bruger jeg måske tre cylindere, men når jeg er ude at rejse – specielt på ekspeditioner – bruger jeg alle 12.

– Det er jeg nødt til, ellers dør jeg. Jeg skal hele tiden tænke forud. Hvis jeg nu er på Nordpolen og skal sætte mit telt op, skal jeg finde det sikreste sted, hvor der er mindst risiko for, at isen åbner sig under teltet.

– Og jeg skal væk fra pakisen, hvor der kan komme en isbjørn. Når jeg skal smelte is til drikkevand, skal det være gammel is, så der ikke er salt i vandet.

– Alle sådan nogle ting skal jeg tænke på. Der føler jeg virkelig, at jeg bruger alt det, jeg kan, og at jeg lever 100 procent. Det er sådan en boblende glædesfornemmelse at stå på toppen af et bjerg, jeg har brugt tre-fire uger på at bestige.

Drømme

Bettina elsker at drømme om alt det, hun gerne vil. Og hun skriver to-do lister. Et af punkterne er:

– Kamchatka. Dér ville jeg virkelig gerne rejse rundt med min mand og vores fire børn. Lige nu er det bare en drøm, men mange af mine drømme går jeg rigtig meget efter.

– Og mange af dem har da omkostninger. Min første mand sagde, at jeg måtte vælge. Det gik jeg så og tyggede på i to år og forsvandt mere og mere.

– Til sidst sagde min mor: "Jeg kan slet ikke kende dig, du mangler gnisten i øjnene".

– En dag sagde jeg til min mand: "Jeg kan ikke det her, jeg er simpelthen nødt til at rejse ud i verden". Så sagde han: "Du kan få EN uge om året, og så kan du spare sammen til en ekspedition".

– Så gik jeg og tænkte i yderligere et halvt år. Indtil det gik op for mig: "Jeg KAN ikke leve på den måde, jeg kan slet ikke få vejret". Jeg har bare et enormt eventyrgen i mig.

Bettina rejste videre i sit liv. Uden sin mand.

Kriser

Det er 20 år siden, hun mødte Jean-Gabriel. Det sagde bang på en isflage på Nordpolen.

Men Bettina er også ærlig og modig, når det gælder om at dele ud af sig selv – det er et af hendes meget afvæbnende træk – hun siger, at de også har haft "deres".

– Ja ja ja. Jean-Gabriel og jeg har været ved at gå fra hinanden for 10-12 år siden og … været kede af det og været nede og sådan nogle ting.

– Når jeg kigger tilbage og på mig selv, kan jeg se et mønster: at efter cirka seks år begynder jeg at tjekke lidt ud af forholdet. Måske er det fordi, jeg er bange for at blive forladt, så inden jeg bliver forladt, skynder jeg mig selv at forlade.

- Jean-Gabriel sagde det også til mig: "Jeg tror, du er bange for at blive forladt, men jeg forlader dig ikke". Men det tog lang tid at komme dertil.

- Jeg prøvede at slå op med ham, og så vandt han mig virkelig tilbage, han var så sød, han var så dejlig. Dengang boede vi mere hver for sig end nu. Han boede i Frankrig, og jeg boede her. Da han så kom til Danmark og boede her rigtigt, gav det os mere ro.

Men:

– Vi havde også en krise for fire-fem år siden, fordi jeg pludselig kunne se, hvad det indebar at få børn en gang til og starte forfra midt i livet.

– Mine veninder kunne jo bare ditten og datten, og der blev jeg sådan lidt puha… Altså, jeg elsker mine drenge over alt, men jeg kunne også godt se, at bom, så er jeg 70, når de flytter hjemmefra, der er altså lang tid til!

– Nogle af mine venner er mere eller mindre gået en lille smule på pension og kan rejse og har genvundet en stor frihed. Det kunne jeg også have gjort. Hvis det var.

Men Bettina skal "bare" være mor.

– Ja, jeg skal bare være mor, og jeg skal bare være her. Og det gav mig – jeg vil ikke kalde det en depression, men jeg blev faktisk lidt tung i sindet.

– Så … fik vi en periode, hvor jeg sådan satte spørgsmålstegn ved det hele. Da jeg blev skilt fra min første mand, havde vi en rigtig god skilsmisse, og vi havde børnene på skift.

– Så jeg tænkte: "Jamen, så kunne Jean-Gabriel og jeg have tvillingerne på skift, og så kunne jeg …" Indtil Jean-Gabriel tog fat i mig og sagde: "Nu går vi til parterapeut. Vi har gået til Nordpolen sammen. Vi har kæmpet sammen oppe på Polarhavet. Nu kæmper vi for os".

– Så fandt vi en vidunderlig, skøn parterapeut, der ligner Bodil Jørgensen. Rødhåret. Hun sagde: "Jeg vil kæmpe rigtig meget for jer, for I aner ikke, hvor godt I passer sammen".

– Det sagde hun i en lille sætning, mens hun gik op og skrev regningen, og det gjorde noget inden i mig. Jeg tænkte, "nej, jeg finder ALDRIG en som ham, tænk på alt det, vi har gjort sammen."

– Ligegyldigt hvilke åndssvage idéer jeg får, siger han bare, "Jeg går med dig".

– Mine veninder siger: "Bettina, alle de der ekspeditioner, du vil på – du får mig aldrig med på sådan en. ALDRIG." De kender heller ikke en eneste mand, jeg kunne få med.

– Men hvis jeg spørger Jean-Gabriel, om vi skal bestige Mount Everest, siger han, "Det kan vi godt". Han siger ja til ALT.

– Det er fantastisk at have en mand, som siger ja til alle mine skøre idéer og som kan følge med. For det kræver både mod, udholdenhed og viljestyrke at bestige et bjerg.

Det gør det jo også at blive sammen, siger jeg, og Bettina siger:

– Det er netop det. Men vi blev og kæmpede, og vi kæmpede virkelig. For vores familie. Og for kærligheden.

– Og også fordi vi KLAREDE den krise, blev vi enige om, at vi ville vies igen nede i Sydfrankrig, og Jean-Gabriel blev 50, så vi holdt kæmpe bryllup og fødselsdagsfest.

Præsten bad om nogle ord til sin tale. Og Betina sagde:

– Når man i gamle dage havde en stol, og det ene ben knækkede, reparerede man det. I dag smider man bare stolen ud og køber en ny. Men Jean-Gabriel og jeg har repareret vores stoleben to gange i vores 20 år sammen, og jeg er så lykkelig for det.

– Altså virkelig så lykkelig og taknemmelig for, at vi begge to kæmpede for det. Vi kan snakke om alt muligt. Han er meget politisk engageret.

– Og flot. Jeg elsker ham virkelig. Når han går forbi mig, tænker jeg: "Han er sgu en lækker mand, ham franskmanden!" Haha.

– Han har fejl og mangler, og jeg har fejl og mangler. Jeg er meget utålmodig og har meget kort fra tanke til handling. Utålmodig og impulsiv.

– Nogle gange kan jeg godt tænke, at det var måske lige lidt for hurtigt, at jeg fik inviteret 20 mennesker til på lørdag. For jeg er pludselig så træt om fredagen. Men om onsdagen syntes jeg, det var verdens bedste idé. Når jeg så er i det, går det jo fint.

Bims

Hvis der overhovedet er noget, Bettina mangler i sit liv, er det måske ikke overraskende: Tid. Til at proppe så meget liv i livet som overhovedet muligt.

For der er ikke noget "efter", ikke noget Paradis, ikke flere liv. Det liv, vi har levet, forsvinder med os, der er kun NU.

– Jeg tror ikke, der er nogen mening med livet, og jeg tror, man ville blive sindssyg af at lede efter den. Jeg havde en periode, hvor jeg søgte efter den der mening, jeg tænkte og grublede, og det gjorde mig helt bims.

– Indtil jeg fandt ud af, at jeg bare ikke tror på nogen mening. Jeg tror også, man kan blive sindssyg af at tænke, er jeg nu lykkelig, er jeg nu lykkelig?

– NEJ, man er da ikke lykkelig hele tiden, men jeg er tilfreds inde i mit hjerte. På Facebook kan man se, at alle ens venner har det fucking fantastisk.

– Det er jo de færreste, der lægger de dage op, hvor de har det ad pommeren til. Det er en ond cirkel, en slags folkesygdom, der stresser os.

– I dag skal vi have det så fabelagtigt hele tiden. NEJ. Nogle dage ER bare ikke verdens bedste, men sådan er det, Søster Stang!

– Der er jeg nok meget god til at give mig selv et los i rumpen. For man kan sætte sig ned og have ondt af sig selv. Men jeg ved jo godt, at jeg har et rigtig godt liv.

– Nogle kan lide dyre tasker, jeg vil hellere have en fed dunsovepose. Jeg elsker udstyrsbutikker, jeg kan ose rundt i timevis.

– Og for mig er det at vågne op i sådan en dun-sovepose i et telt på en bjergside og bare kigge ud over den smukkeste natur det bedste i verden – jeg kan blive så rørt, at jeg kan få tårer i øjnene.

– Det vigtigste i livet er at få det bedste ud af den tid, vi har her, og nyde det sammen med dem vi elsker – og have det skægt.

– Vi har fået en kæmpe og værdifuld gave – livet – og det gælder bare om at bruge den så godt som muligt, for der kommer ikke nogen og takker dig oppe hos Sankt Peter og siger: "Hvor var det godt, du havde et kedeligt liv, og hvor var det dygtigt, at du IKKE valgte at stræbe efter det, du gerne ville, men ofrede dig for det og det".

- Det tror jeg ikke på. Næ, livet skal leves hedonistisk og maksimalt.

– Og på min gravsten må der gerne stå: "Thank you for the ride"