Birgittes bror forsvandt - næsten 30 år efter kom den chokerende forklaring

Birgitte Behrendt var 21 år, da en skelsættende begivenhed i 1992 ændrede hendes liv og siden har påvirket de fleste valg, hun har foretaget.

Henrik, hendes syv år ældre storebror, havde allerede rejst en del, da han besluttede at bosætte sig i udlandet. Men denne gang kom Henrik aldrig hjem. Hvad der var sket ham, gik der næsten tre årtier, før familien fik vished om. Birgitte husker årene efter, hvor Henriks breve stoppede med at komme:

– Årene efter Henriks forsvinden var præget af bekymringer og uvished blandet med håbet om, at han stadig levede derude et sted. Jeg var ung, da det skete, og var lige flyttet hjemmefra og var ved at afslutte min uddannelse som advokatsekretær. Midt i det, der skete, var jeg slet ikke optaget af, hvordan mit arbejdsliv skulle forme sig.

For Birgitte fyldte det derimod mere at se sine forældre bange og kede af det og selv gå med et stort savn. Hun nedtonede dog sin egen sorg for ikke at være til besvær. Forældrene skulle ikke være bekymrede for hendes ve og vel, oven i det de ellers stod med, følte hun.

Du var jo ung. Lagde din brors forsvinden en dæmper på dit ungdomsliv?

– Ja, helt klart. Den lette tilgang til livet, de fleste har i den alder, var helt væk. Jeg lærte, at dårlige ting kunne ske, og at tilværelsen ikke var lutter sjov og ballade. Desuden fyldte savnet af Henrik hver eneste dag, fordi vi havde været så tætte.

– Trods aldersforskellen kunne vi dele ting, vi ikke kunne tale med vores forældre om. Henrik var glad for mig som søster. Tabet af ham forstærkede sorgen, fordi min mor havde svært ved at vise sin kærlighed til mig, da hun selv var i sorg. Det var meget ensomt og gav mig en følelse af både at have mistet min bror og min mor.

Birgitte blev i årene efter sin brors forsvinden inspireret af hans tilgang til livet.

– Jeg oplevede en anden reaktion på uvisheden, end man måske skulle tro. Frem for at undgå at fuldføre mine oprindelige planer, var jeg inspireret af Henriks tilgang til livet og var opsat på at opleve mest muligt. At han kunne lide at rejse og havde været selvstændig i IT-branchen var medvirkende til, at jeg fik mere lyst til at opleve verden, at jeg uddannede mig inden for IT, som var nyt og spændende dengang, fortæller Birgitte, som er gift og ikke har børn.

Uvished ødelagde mor

Birgitte er ikke i tvivl om, at hendes liv ville have formet sig anderledes, hvis tragedien ikke var sket.

Hun var påvirket af, at brorens skæbne ødelagde hendes mor, som lukkede sig inde i en skal og fik forskellige udfordringer med sit helbred. Da moren ikke var i stand til at tale om sin sorg med hverken Birgitte eller hendes far, skabte det en følelsesmæssig kløft mellem mor og datter.

Forholdet ændrede sig, og meget forblev usagt. Faren reagerede anderledes og mere handlekraftigt og brugte de fleste af sine vågne timer på at finde svar på sønnens forsvinden. Blandt andet ved at foretage sin egen efterforskning. Men uden held:

– Hver eneste dag var Henrik i mine tanker, og jeg kom hele følelsesregistret i gennem. De første mange år var jeg vred på ham, fordi jeg forestillede mig, at han befandt sig et sted ude i verden uden at give lyd.

– Jeg forsøgte at leve mit liv så godt som muligt. Men uvisheden lå som en glasplade over alting. Det betød blandt andet, at jeg fik meget svært ved at tage afsked med dem, jeg holdt af, når de skulle rejse i kortere eller længere tid.

– Jeg havde jo oplevet den aften, som blev sidste gang, jeg så Henrik: Da han glad og forventningsfuld gik ud ad døren på vej til et nyt liv i udlandet. Når han kunne forsvinde, kunne andre jo også, og det umulige blev pludselig muligt.

Først i 2019 fik familien besked om, at Henrik var blevet slået ihjel. En fejl hos politiet betød, at Henrik i sin tid ikke blev identificeret:

– Desværre gik min mor bort for 11 år siden, så hun nåede ikke at få den vished, som siden har givet os andre en slags ro og afslutning. Det kunne jeg godt have undt hende, husker Birgitte, som gennem årene følte sig svigtet af flere omkring sig:

– Da vi holdt en kirkelig mindehøjtidelighed til ære for Henrik, inviterede vi dem, som havde været ved vores side gennem alle årene. Undervejs var andre desværre holdt op med at spørge til sagen om Henrik.

Dette har været en læring for Birgitte, som med årene har haft brug for at håndtere svigt på en ny måde:

– Når mennesker, jeg stoler på og holder af, svigter mig på et svært tidspunkt, konfronterer jeg dem med det. Sådan har det ikke altid været, fordi det er så smertefuldt og svært at fortælle et menneske, at man har følt sig svigtet. Det er blevet nemmere med årene, fordi jeg er kommet til at hvile mere i mig selv.

– Tragedien har gjort mig meget bevidst om mine relationer og om, hvor betydningsfuldt det er at kunne regne med sin omgangskreds, når livet gør ondt. Flere svigt dengang har betydet, at det i dag tager tid, før jeg lader andre komme helt tæt på.

Sorgen frigjorde talent

De mange års smerte har motiveret Birgitte til at uddanne sig til stresscoach og sorgvejleder. Under uddannelsen fandt hun ud af, at der ikke fandtes noget dansk litteratur om ventesorg, og så gik hun i gang med at skrive en bog om emnet.

Ventesorg er – i modsætning til anden sorg – en sorg, som bunder i uvished og manglende afslutning. Den kan også opstå i forbindelse med alvorlig sygdom, hvor man ikke kender udfaldet.

– Jeg havde brug for, at der kom noget positivt ud af alt det forfærdelige, vi som familie havde gennemgået. Tilbagemeldinger fra læsere og deltagere ved mine foredrag bekræfter mig i, at mange pårørende føler sig ensomme i ventesorgen. Derfor glæder det mig, at mine dyrekøbte erfaringer kan hjælpe andre. Man kan godt sige, at jeg fik frigjort et talent som forfatter og foredragsholder på den mest tragiske baggrund.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 43/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.