Blog: Nøgent reality-tjek i svømmehallen

I klorens højborg, mellem bananpatter, appelsinhud, rynkerøve, kejsersnitsar, vildtvoksende kønsbehåring og lange brystvorter, fik jeg forleden en aha-oplevelse om kvindekroppen. En erkendelse, som skabte et bånd mellem mig og alle de kvinder, der har levet før, og alle de kvinder, der kommer efter mig. En indsigt, der havde så stor effekt på mig, at jeg forlod svømmehallen med tårefyldte øjne – og det skyldtes ikke kloren og vanddråber fra mit våde hår.

Læs også: Fra madlede til madglæde: Hvordan er dit forhold til mad?

Mens jeg står nøgen under bruseren i omklædningsrummet og bakser med problemstillingen omkring sæbeskum, stor kropsmasse og 10 sekunders intervalvand, kommer der en pigegruppe ind i badet. De sender mig tydeligt nysgerrige blikke og betragter med store øjne min krop. Jeg er hverken blufærdig eller genert med min krop, men jeg står sgu og bliver lidt irriteret over den åbenlyse stirren og manglende pli. Jeg bliver faktisk så irriteret over at være offentligt til skue i en ellers privat situation, at jeg nu skummer af både sæbe og begyndende raseri. Indtil det slår mig: Dette er måske deres eneste chance for at se en krop som min, inden de selv bliver unge kvinder! Og lige der under bruseren bliver jeg ramt af stolthed over at kunne bidrage til disse kommende kvinders syn på, hvad en kvindekrop også kan være. Mit personlige bidrag til kvindekroppens diversitet.

Se mig og mine former

Med den erkendelse ændrer mit syn på deres åbenlyse stirren sig, og jeg ser nu hverken uhøflighed eller manglende pli, men derimod en intens nysgerrighed og søgen efter ligheder og forskelligheder med deres egne spirende kvindekroppe.

>> Køb månedens magasin på iPad her via appstore - klik her for at læse mere!

Jeg betragter jo selv kvinderne omkring mig og sammenligner deres kroppe med min. Både for at blive bekræftet i, at min egen krops udformning er helt naturlig og i nysgerrighed over, hvad den kunne have været, hvis jeg havde levet mit liv anderledes? Eller hvad den mon bliver med tiden? Jeg ser, hvordan dét, pigerne iagttager i svømmehallens sauna og omklædningsrum, bliver koblet på deres egne forestillinger om, hvordan kvindekroppen skal se ud.

For hvor skulle de ellers se den naturlige og uperfekte krop, når alt det, de bliver præsenteret for, er den ideelle, retoucherede eller seksualiserede kvindekrop? Voksne kvinder snakker om, at de perfekte kroppe ikke burde være idealet, men samtidig er ingen villige til at vise sig frem. Tværtimod gemmer vi den skamfuldt væk, når den ikke falder inden for disse idealer. Ved ikke at dele vores kroppe med kommende kvinder er vi indirekte med til at fastholde denne snævre definition af, hvad kvindekroppen er, og hvordan den skal se ud. Derfor er nøgenhed i hverdagssituationer uendelig vigtig for de kommende generationer, så de bliver præsenteret for et bredt billede af naturens diversitet og mangfoldighed, men også, hvad det levede liv i realiteten gør ved kroppen.

Vigtigt at stå frem

Hvor giver vi kommende kvinder mulighed for at se os helt sårbare? Uden flatterende tøj, vinkler eller Instagram-filtre? Ja, der er nærmest kun svømmehallen, stranden og omklædningsrummet tilbage.

Læs også: Selvkærlighed: Lær at tænke positivt om dig selv

I svømmehallen er der babykroppe, pigekroppe og kvindekroppe. Der er gamle, tykke og tynde kroppe. Og muskuløse og bløde kroppe. Der er endda arrede og tatoverede kroppe. Ligesom der er deforme og kirurgisk forskønnede kroppe. Hver og en med personlige variationer af kvindekroppen, som taler deres eget sprog om kvindelivet og kvindekroppens faser. Det har både de og fremtidens unge piger i den grad brug for at se i en retoucheret verden som vores.

Læs Ditte Valløs klummer i Q hver måned - klik her og se, hvilket tilbud der passer til dig