Brev til Renée: Er livet bedre uden veninder?

Hej Renée Jeg har gransket min hjerne om og om igen: Hvorfor har jeg ikke nogen veninder? Jeg synes, jeg har forsøgt og forsøgt, men hver gang føler jeg mig svigtet og bliver skuffet. Jeg har nu vendt det indad og tænker, at det jo er noget med mig, der ikke fungerer i de her sociale sammenhænge. Derfor har jeg nu taget den beslutning, at jeg ikke har brug for de såkaldte veninder. Det har åbenbart aldrig fungeret for mig, og jeg bliver bare ked af det, hver gang jeg hører og læser om alt det, andre laver med deres veninder.

Jeg har altid sparsomt, som i virkelig sparsomt, mødtes med veninder alene. Faktisk ses jeg mest med veninder, når vi er i par. Deres mand og min mand. Nogle gange ærgrer det mig, når jeg ikke kan dele mine tanker, sorger og glæder med nogen. Det gør jeg primært med min mand, men ham deler jeg jo ikke lige alt med. Vi har diskuteret det til hudløshed, og han forstår ikke min beslutning. Jeg prøver at forklare ham, at jeg synes, jeg giver og giver og ikke får noget igen. Det er forståeligt i en periode, meeen der må være en grænse! Han kan ikke forstå, at jeg giver op. Men jeg synes ikke, jeg giver op – jeg synes, jeg giver slip. Giver slip på noget, som jeg altid har håbet på blev helt fantastisk lige om hjørnet, men som aldrig rigtig er blevet det. Og måske har det aldrig været meningen? Jeg føler mig så skrigende ensom, når jeg hele tiden konfronteres med alt det, jeg savner og higer efter, så det føles bedre bare at være afklaret med at være alene og bare være sammen med min mand end hele tiden at være megaangst for at blive ensom. Til januar er jeg færdig med min uddannelse, men jobmulighederne er minimale, så jeg vil gerne overtale min mand til, at jeg bliver hjemmegående, så jeg heller ikke på kollegafronten behøver at konfronteres med sociale sammenhænge. Skal jeg i job, overvejer jeg at finde noget nattearbejde. Min mand og jeg har tre børn, og vi har kendt hinanden siden skoletiden. Men selv om han er den, jeg stoler mest på, har jeg det alligevel liggende i baghovedet, at han måske en dag ... hvorfor ikke? Alle andre har jo svigtet. Kærlig hilsen frøken Y LÆS OGSÅ: Min kommende mand har ført mig bag lyset Kære frøken Y Da jeg læste dit brev, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvilke venindeforhold du mon har indgået i dit liv, og hvad det er, der har skuffet dig i de relationer. Men da jeg nærlæste dit brev, kunne jeg se, at det også er på andre områder, du føler det vanskeligt at være social. At være hjemmegående, have nattearbejde, slippe for at være sammen med kollegaer og mennesker generelt? For mig at se handler det ikke kun om veninder, men om det at være social. I det at være social ligger, at man tør give sig hen til relationen. At man stoler på, at det andet menneske vil en – og vil en det godt. Sådan som du f.eks. stoler på din mand. Ham har du kendt i mange år, I har et langt liv sammen, du er fuldstændig tryg ved ham, og derfor tør du give dig hen og stole på oprigtigheden i din relation til ham. Men sådan ser du ikke ud til at have det med andre mennesker. Det virker tværtimod, som om du er utryg ved andre mennesker – uanset om det er veninder eller kolleger. Så måske handler dit problem ikke så meget om veninder, som det handler om tillid? Det, du fortæller om knuden i maven, når du ser andre i veninderelationer, fortæller mig, at der inde i dig er en stor længsel efter at være tæt med en veninde, efter at kunne betro sig og være tryg sammen med en veninde. Men fordi du er så bange for at blive svigtet og ingen tillid har, har du i stedet besluttet dig for, at du slet ingen veninder vil eller skal have. Du har det endda liggende i baghovedet, at din mand, som du har været sammen med siden skoletiden, måske en dag kunne svigte dig, for sådan er mennesker. Hmm ... jeg tror, at dit problem basalt set handler om tillid til andre mennesker, og det er der jo nok en god grund til. Jeg tænker, at det må gøre ondt at være dig og være så utryg i forhold til andre, så faktisk vil jeg råde dig til at søge hjælp hos en professionel psykolog og måske gå i gang med at arbejde med din tillid. Finde ud af, hvorfor du tænker, som du gør? Hvad det er i dit liv, der har gjort, at det blev sådan? Og finde ud af, om du – måske sammen med psykologen – kunne lave andre historier om dig selv? Historier, hvor andre mennesker ikke alle sammen svigter, men hvor man faktisk godt kan stole på hinanden – for sødeste dig: Selv om der selvfølgelig er mennesker, der svigter, så er det ikke alle. Der findes masser af mennesker, man/vi kan stole på, det ved jeg af erfaring. Og jeg kan jo læse, at du et eller andet sted længes efter at have tillid, måske endda længes efter at få en veninde. Du skal ikke gå igennem livet uden at række ud efter det, du længes efter – heller ikke selvom det skræmmer dig til døde. Den slags angst kan overvindes, tro mig, og stol på, at du er værd at være omsorgsfuld over for, værd at være sammen med, og at du kunne blive en rigtig god veninde til en eller anden derude, der også står og mangler ... Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée HER kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.