Brev til Renée: Hvordan lærer jeg at leve med vores dysfunktionelle familie?

Kære Renée

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Min lillebror har haft et mangeårigt hash- og pillemisbrug, og min mor og jeg kommer ikke godt ud af det med hinanden.

Problemerne startede allerede i min barndom, hvor jeg blev født fire måneder for tidligt. Jeg havde behov for meget hjælp, men hjælpen var svær at få. Min morfar begik incest imod min mor, da hun var lille, og det har sat dybe spor. Hun mangler empati og har åbenlyst aldrig magtet rollen som mor.

Min far var syg igennem store dele af min barndom, og han døde tidligt. Derfor har min lillebror og jeg været overladt meget til os selv, uden at nogen i vores familie greb ind. På et tidspunkt søgte mine forældre om økonomisk hjælp, så der kom en medarbejder fra kommunen forbi. Hun indstillede derefter til, at vi skulle anbringes uden for hjemmet. Men da min far kom hjem, rev han papiret i stykker og besluttede, at vi klarede os fint selv.

Jeg må desværre erkende, at medarbejderen kunne have reddet min lillebror og mig. Jeg tror, at min mor blev psykisk syg som følge af hendes barndom. Min far derimod var nærværende og en god støtte. I dag besøger jeg indimellem min mor, men alt skal foregå efter hendes hoved. Jeg nægtede for eksempel at købe nye sko til en konfirmation, for jeg må vel selv bestemme, hvordan jeg ser ud? Jeg er voksen. Men det passede ikke damen.

Jeg er stædig og hader uretfærdighed, og jeg synes oprigtigt, at min mor er uretfærdig. Det giver alvorlige ar på sjælen at vokse op med en psykisk syg forælder, og når man tilmed er født for tidligt, er man mere sårbar. Hvordan kan jeg undgå fremtidige konflikter med min mor? Jeg vil gerne bevare forholdet til hende, men ikke for enhver pris. Det kommer nok til at kræve langvarig terapi?

Kærlig hilsen Den frustrerede

Kære Frustrerede
Det er komplicerede familieforhold med mange traumer, du beskriver. Både for dig selv, din mor og din bror.

Du spørger mig på en måde, hvordan man overlever i en familie som din, og hvordan du bliver et menneske, der er i stand til at passe på sig selv. Konkret spørger du, hvordan du undgår fremtidige konflikter med din mor, men du svarer selv på spørgsmålet.

Løsningen er nok langvarig terapi, som du selv skriver. Det vil i al fald kunne hjælpe dig med at få øje på, hvordan du passer på dig selv. Et eller andet sted tror jeg altid, at vi ønsker at redde de mennesker, der er tæt på os, uanset om de er søde ved os eller ej. Sådan har du det sikkert også med din mor. Men jeg tror ikke, man kan redde mennesker, der ikke vil reddes.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg flytte sammen med min eksmand og prøve igen?

Din mor er dybt traumatiseret, og hun har ikke formået at arbejde sig igennem det traume. Måske forståeligt, for det er et stort traume at blive misbrugt som barn. Du gør, hvad du kan for din mor, og det har du sikkert altid gjort. Men hun er ikke til at gøre tilfreds, uanset hvor meget du anstrenger dig.

Derfor tænker jeg, at du bliver nødt til at skifte fokus fra hende til dig selv. Du må fokusere på, hvordan du kan blive stærkere og mere modstandsdygtig, og hvordan du kan gøre noget godt for dig selv. Måske er det ved at skabe din egen lille familie, hvor du kan opleve kærlighed og omsorg? Du må se på, hvad du kan gøre helt konkret, som kan hjælpe dig til at passe på dig selv og sætte grænser.

Jeg kan foreslå en bunke ting, som jeg tror, vil skabe bedre kontakt til din indre vejviser. Herunder motion, meditation og tæt kontakt til naturen. Men det er jo bare de ting, jeg selv gør. Måske er det noget andet, der vil hjælpe dig? Er der noget, du er passioneret omkring, som giver dig energi og overskud? Elsker du at ride på heste, læse bøger eller måske danse?

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg savner ømhed og kærlighed fra min mand

Den kærlighed, som du længes efter, men aldrig har fået, kan du give dig selv ved at gøre ting, du elsker. Det er i al fald én af de konkrete ting, du kan gøre. Du vil gerne bevare kontakten til din mor, og det forstår jeg godt. Men måske skal den kontakt begrænses. Du skal i hvert fald ikke blive skuffet igen og igen, når du besøger hende, fordi hun vil have dig til alt muligt.

Jeg tror, at vi mennesker kan holde til meget, men vi kan ikke holde til meget hele tiden. Vi er nødt til at have pauser. Nu ved jeg ikke, hvor ofte du ser din mor, men måske er det muligt at halvere dine besøg? Vi mennesker kan have så svært ved at give slip på vores dybeste længsler, at de holder os fast i negative mønstre, som vi ikke er bevidste om.

Du må prøve at acceptere, at din mor er, som hun er. Hun bliver ikke anderledes, og du får ikke det, du længes efter, hos hende. At give slip på noget er ofte en stor lettelse bagefter, selv om processen derhen er smertefuld. Jeg tænker, at du må lære at holde af din mor, som hun er, og at du må lære at sige tydeligt fra.

Vær ikke bange for hendes vrede. Du har ret til at sige fra, og du har ret til at passe på dig selv. For du har fuldstændig ret, hun er et voksent menneske, der må og skal klare sig selv.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her