Brev til Renée: Hvordan overlever jeg min egen bryllupsfest?
Kære Renée
For et halvt år siden købte min mand og jeg hus og blev gift på rådhuset. Derfor holdt vi kun en fest for den allernærmeste familie og planlagde at holde en havefest som åbent hus senere for alle vores venner.
Det er især min mand, der gerne vil holde fest, og selvom jeg var enig, inden vi blev gift, har jeg fået kolde fødder. Min mand er ekstrovert, og jeg er introvert, men det giver sjældent problemer, da vi er gode til at give plads til hinanden Det er ikke ægteskabet, jeg har kolde fødder over – det er festen.
Et centralt element er, at vi er i gang med fertilitetsbehandling og har forsøgt at få børn i over halvandet år. Problemet er mig, og jeg føler mig konstant som en fiasko. Jeg plejede at finde ro og overskud til at være social igennem træning, men det er jeg stoppet med pga. fertilitetsbehandlingen. Træningsstoppet og behandlingen har medført, at jeg har isoleret mig yderligere.
Siden min mand inviterede til festen, har jeg været optaget af, hvordan jeg ”overlever” den. På nuværende tidspunkt er fire af mine veninder gravide, og jeg orker ikke at se eller snakke med dem.
Før kunne jeg sagtens være social, hvis bare jeg havde opladningstid, men det overskud har jeg ikke længere. Jeg ved, det er egoistisk og selvcentreret ikke at kunne glæde sig på andres vegne, hvilket også er årsagen til, at jeg undgår de fleste mennesker for tiden.
Jeg vil gerne glæde min mand og ved, at han ser frem til festen, så jeg er nødt til at finde en måde at komme igennem dagen på.
Kærlig hilsen,
Den meget introverte
Kære meget introverte
Du er overhovedet ikke egoistisk eller selvcentreret – du er bare meget, meget, meget sårbar lige nu, hvilket er forståeligt! Det er utrolig sårbart at være ”den, der er problemet”. Det gør så uendeligt ondt, og har man virkelig lyst til, at alle skal se det? Jeg kender selv svaret, og det er NEJ, det har man ikke lyst til.
Så vil de have ondt af én, føle medlidenhed og måske forsøge at trøste en eller ikke sige noget for at gøre en ked af det, og så ender det med bare at ligge dér, midt i festlighederne som elefanten i rummet.
LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min kæreste vil gerne være "alene". Hvordan når jeg ind til ham?
I vores kultur ser det ud til, at sårbarhed er blevet noget, vi skammer os over. Måske er det noget helt tilbage fra urtiden, hvor vi, hvis vi var sårbare, var i fare for at blive udstødt af flokken, fordi det bragte hele flokken i fare?
I dag er det sådan, at vi helst skal være en succes for at føle os noget værd. Men hvad er succes? Det er i hvert fald ikke at være trist, så derfor vil vi ikke vise nogen, at vi er sorgfulde. Jeg tror, det måske også er det, der er på spil for dig, og en af grundene til, at du pludselig slet ikke har lyst til at fejre dit ægteskab?
LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min kæreste bruger mig som skraldespand
Men virkeligheden er, at alle indimellem er sårbare. Vi er også alle succesfulde indimellem. Der findes heller ingen mennesker, som ikke kender følelsen af at opleve sig selv som problemet eller en fiasko. Så derfor skal du vide, at når du går ind til jeres fest, for det tror jeg, du gør, så kender alle, der er der, de følelser, som fylder dig. Vid og stol på, at de følelser gerne må være der.
Du må være til den fest, præcis som du er, med alt det, som er dig – også alt det, som er svært.
Jeg synes, at hvis du på nogen måde kan, så skal du stå ved dig selv og din sårbarhed og alt det, som fylder inden i dig lige nu. Gå til den fest og vær der, så længe du kan holde til. Lige nu er du trist, og du og din mand kæmper en hård kamp for at få et barn. Det er hårdt, men I skal nok komme igennem det, og forhåbentlig bliver du en dag gravid.
Det er muligt, at det ikke er passende at være trist til sin egen fest eller føle sig jaloux over andre, der er blevet gravide, men hvis det er sådan, det er, så er det sådan, det er. Gravide kvinder og forældre findes overalt, så dem kan du ikke undgå, selvom det gør ondt. Men jeg tror heller ikke, at det er andres lykke, der gør ondt. Jeg tror, at det, som gør ondt hos dig, er din egen ”ulykkelighed”.
For mig findes der ikke noget smukkere, end når folk tør stå ved den, de er, og de følelser, der fylder i dem. Du skal vide, at du intet har at skamme dig over. Det her er bare jeres vilkår, og det er ikke din skyld. Du er IKKE noget problem.
Du gør alt, så godt du kan, garanteret også mere end det, og det ER godt nok. Måske er din måde at ”overleve” festen at tillade dig selv at have det, præcis som du har det. Du skal ikke anstrenge dig for at være glad, hvis du ikke er det, eller bruge kræfter på at skjule din sorg. Et pusterum kan med andre ord være at forsøge at holde af dig selv, præcis som du er.
Desuden findes der en TED-talk, der hedder “The power of Introverts” af Susan Cain – den tror jeg måske du kunne have glæde af at høre/se. Du kan finde den på nettet.
Kærlig hilsen,
Renée
SKRIV TIL RENÉE
