Brev til Renée: Hvorfor har min kæreste behov for at være venner med alle på Facebook?

Kære Renée,

Jeg forstår ikke min partner. Vi elsker hinanden uendeligt højt, men når han går i byen og møder nye mennesker osv., får han altid en Facebook-venneanmodning dagen efter og accepterer dem alle.

Til min store frustration! Sidste weekend var han i byen, og en af hans venner havde en date med. En smuk ung pige. Dagen efter er de venner på Facebook.

Han ser det ikke som et problem, og han mener heller ikke, at han er gået over nogen grænser. For mig er det så langt fra, hvordan jeg selv bruger Facebook.

Alle mine venner er på en eller anden måde bekendte fra skole, udlandet osv. Jeg har aldrig været udsat for at gå i byen og næste dag få en venneanmodning fra en fyr, jeg kort har talt med.

Men måske er min partners samtaler netop ikke så “korte”?! Jeg tror ikke, at han er mig utro, men jeg fatter ikke, at han har behov for at gå så langt. Vi er begge i midt-40’erne, skilt og har børn fra tidligere forhold.

Vi har været sammen i to år, og vi har det supergodt sammen, har fantastisk sex, samtaler og venskab. Det gør mig rigtig ked af det og vred. Han kunne ikke drømme om at gå ind og slette venskabet, når først det er accepteret.

Det må jeg bare leve med, er hans holdning. Er det mig, der er noget galt med? Jeg mener bare, hvis man “stadig” midt i 40’erne har brug for at bekræfte sig selv på den måde, hvordan skal jeg tolke det?

Kærlig hilsen,

En kæreste i tvivl

Kære Kæreste i tvivl,

Jeg tænker ikke, der er noget som helst galt med dig, overhovedet.

Du fungerer nu engang sådan, som du fungerer, og for dig er Facebook ikke et sted, man bare er “venner” med alle mulige, man ikke rigtig kender, eller som man kun har mødt kort en aften i byen.

Du foretrækker at have Facebook som en mere personlig profil, hvor du kun accepterer venskaber med dem, du virkelig kender og er venner med i virkeligheden.

Det er fuldstændig i orden. Din kæreste har det dog på en anden måde, han ser ikke Facebook som noget, der er forbeholdt privaten, han deler gerne sin profil med mennesker, han ikke kender så godt, og oplever måske på den måde, at han har mange flere venner, end han i virkeligheden har.

Han synes måske også, det er hyggeligt at “samle” på mennesker, og når han har talt med en i byen en aften, så er det sjovt at følge med i deres liv og være venner på Facebook.

To meget forskellige måder at bruge et socialt medie på, men faktisk så tænker jeg ikke, den ene måde er mere rigtig eller bedre end den anden måde – de er bare, ja, forskellige.

Jeg tænker, du nok er nødt til at acceptere, at din kæreste er på Facebook og ser det medie anderledes end dig.

Jeg tror ikke på, at man i et forhold går ind og begrænser og bestemmer over hinanden, ikke hvis det skal vare i mange år i al fald og på samme tid forblive et kærligt sted at være.

Men det, jeg egentlig tænker, der er problemet her, er faktisk, at du bliver i tvivl om, hvorvidt din kæreste er, som han skal være?

Det er i al fald det, jeg læser i dit brev. Jeg læser en tvivl, for hvis den ikke var der, ville du jo ikke tænke to gange over, hvem han var venner med på Facebook.

Så hvad er det for en tvivl, der er inde i dig? Hvor kommer den fra? Har du noget, du kan hænge den op på? Er du tidligere blevet svigtet af en kæreste, har du været sammen med en, der var utro før, og er du nu måske bange for, at det skal ske igen?

Kunne dine tanker og din lyst til at kontrollere din kærestes Facebook-vaner stamme fra noget gammelt, eller er der noget i jeres forhold, som gør, at dine alarmklokker ringer? Du skriver, at du ikke tror, at din kæreste er dig utro.

Hvis det var sandt, hvorfor så tænke mere over, hvem han er venner med på Facebook?

Måske kunne det være konstruktivt for dig at gå ind i en undersøgelse af, hvad det er, der får dig til at tænke, som du gør, og endda skrive til mig om det?

Og når du engang har fundet nogle svar, måske en sårbarhed, du bærer på, som du har brug for bliver taget hånd om, så snak med din kæreste om dét i stedet for, hvad han gør eller ikke gør.

Hvis du ingen grund i verden har til bekymring, så bor den her ængstelse hos dig og ikke hos din kæreste.

Det betyder ikke, at han ikke kan være med til at hjælpe dig, tale med dig, berolige dig, elske dig, men problemet er stadig tilhørende dig, og derfor er det måske ikke helt rimeligt, at det er ham, der skal gøre noget, han ikke har lyst til, og som åbenlyst strider imod den måde, han tænker på?

I har det godt sammen, I elsker hinanden, taler godt sammen og har god sex. Alligevel mærker dit hjerte en ængstelighed.

Tag hånd om det, venligt og kærligt over for dig selv.

Kærlig hilsen,

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.