Brev til Renée: Jeg er lykkeligt gift, men har mødt min soulmate

Kære Renée Inderst inde er jeg helt ødelagt og alligevel er jeg lykkelig ... Jeg har været gift med en dejlig mand i 20 år nu, og vi har tre skønne teenagebørn. For 14 år siden flyttede vi til en lille provinsby og udlevede drømmen om nybygget hus, små børn og stabilitet. Midt i denne lykkelige hverdag blev jeg ramt – midt på en parkeringsplads. En familiefar og jeg passerer hinanden, og siden da har intet været det samme. Det er over 13 år siden, og jeg kan stadig ikke få ham ud af hovedet. Tro mig, jeg har virkelig forsøgt.

Som årene er gået, har vi udviklet et venskab, men også en samhørighed, som jeg aldrig har oplevet med nogen anden mand. Ikke i fysisk forstand, selv om jeg da ikke er i tvivl om, at vi er fysisk tiltrukket af hinanden. Vi er forbundet mere i en spirituel forstand. Vores egne selvstændige hverdagsrytmer er enormt ens, hvilket medfører mange tilfældige møder, hvor jeg undres over, at vi også støder ind i hinanden dér. Ved frisøren, vaskehallen, gåturen, cykelturen på øde landeveje. Jeg har grædt, været vred og fortvivlet, for jeg vil ham ikke! Jeg VIL min dejlige mand og mine børn. Vi plejer ægteskabet, har masser af fælles interesser og drømme, og jeg er ikke ude efter mere spænding i mit liv. Vi skal jo blive gamle sammen og være der for vores børn og børnebørn, men indeni er jeg et oprørt hav. Jeg har svært ved at sove og nogle gange passe mit arbejde, fordi det ”andet” fylder. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvad universet/Gud vil have af mig? Og jeg er endda ikke troende eller spirituelt anlagt, men der er simpelthen for mange situationer, der er for underlige. Jeg ved, det lyder helt hen i vejret, men jeg har så gået og tænkt, at han måtte være en bror/ægtemand fra et tidligere liv. Da jeg forsøgte at finde viden om det, faldt jeg over begrebet twinsoul, som i virkeligheden er det, der kommer nærmest mine oplevelser med ham. Og det gav mig faktisk en ro at vide, at han hører til et andet sted end her på den fysiske jord, og at de mange signaler gav mening. Jeg fik det hele placeret, indtil jeg igen møder ham helt tilfældigt for blot få uger siden. Det viser sig, at vi begge har været indlagt med mistanke om den samme kræftsygdom – i de samme dage, bare på hvert sit sygehus. Jeg gik fri, men han er uhelbredeligt syg ... jeg mangler ord, og jeg har grædt. Hvad skal jeg gøre? Hvad betyder alle disse signaler? Hvordan kommer jeg ud af denne samhørighed? Det er ikke en option at forlade min mand. Mange hilsner fra en splittet kvinde LÆS OGSÅ: Min kommende mand har ført mig bag lysset Kære splittede kvinde Hvor er det dog en vild og ikke mindst anderledes historie, du fortæller. Man skal lige læse dit brev et par gange for at forstå dybden af, hvor meget din ”ven” betyder for dig. Jeg har det som dig: Jeg tror ikke på Gud, spøgelser, tidligere liv eller andet af den slags, for jeg har aldrig oplevet noget som helst i den retning selv. En af mine meget tætte venner har dog, så hvem ved, hvad der findes mellem himmel og jord? Jeg skal i al fald ikke være dommer. Mon du nogensinde har talt med din ven om jeres samhørighed, og mon han oplever den på samme måde som dig? Du skriver, I har udviklet et venskab gennem årene – mon det venskab er så tæt, at I kan tale om, hvordan I føler for hinanden og det mærkelige, at I hører sammen? Et eller andet sted, kan jeg ikke andet end mene, at der er noget smukt over jeres relation, og hvis den er så ren, som du siger – intet seksuelt og ingen intention om at være fysiske – så kan jeg nærmest ikke se noget galt ved den. Heller ikke selv om han er mand, og du er kvinde. Jeg mener: En kvinde kan da sagtens have en mandeven, som er hendes tætteste ”veninde”? Og den anden vej rundt for den sags skyld – hvorfor ikke? Jeg har tænkt længe over dit spørgsmål, og sådan som du har beskrevet jeres forhold og samhørighed gennem årene, så tror jeg faktisk ikke bare, du lige sådan kan komme ud af den. Men – din ven er uhelbredeligt syg ... måske er det sådan, at du ikke behøver at komme dig over den samhørighed, men kan omfavne den og lade den være det, den er? Bare sådan – lade den findes i dit liv, være med den. Vide, at den er fin og o.k., og at den gerne må være der? Måske er det endda muligt, at du kan dele den her historie med din mand? I har været sammen i mange år og elsker hinanden – måske er det muligt, at hans hjerte kan forstå og rumme, at der findes et menneske derude, som du af en eller anden grund hører sammen med på en eller anden uforklarlig måde? Jeg tænker, din mand vil finde historien mærkelig – det ville min uden tvivl – men hvis du fortæller den kærligt og samtidig forsikrer ham om, at han betyder alt for dig, at den samhørighed, du føler med den her tilfældige familiefar, ikke på nogen måde er en trussel for jer to. At den bare er, og at den mand, du har de her følelser for, er uhelbredeligt syg – så tror jeg på, at din mand vil forstå. Det skal han bare ... og måske kan det endda bringe jer tættere sammen, fordi han vil vide, du på ingen måde tvivler på jer to, men elsker ham så højt, at du aldrig vil forlade ham ..? Måske vil det endda blive muligt for dig at sige ordentligt farvel til din ven, før han dør? Måske vil det være o.k. for din mand og for hans kone, at du besøger ham under hans sygdom, så du kan få sagt farvel? Måske kan du endda bringe ham lidt glæde i hans sidste tid og give dit forpinte hjerte fred, fordi du tillader det at have det, som det har det? Og måske er det muligt, at når han engang fysisk er væk, så findes han stadig i dit hjerte, fordi det må han gerne? Sådan ville jeg gøre, hvis det var mig, tror jeg. Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.