Selvudvikling
12. august 2020

Brev til Renée: Jeg er usynlig i en sammenbragt familie

"Det er virkelig pinligt at have den her slags ”folkeskoleproblemer”, når jeg er et voksent menneske, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal ændre det." Læs ugens brev til Renée.
Af: Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Kære Renée

Jeg håber, du kan hjælpe mig med at finde løsninger på mit problem. Mine forældre er skilt og har været det, siden jeg var lille. Min far er blevet gift igen og har et barn med min papmor. Jeg har altid følt mig mere som en gæst på hans side af familien. Ofte taler min papmors børn ikke til mig, og der bliver ikke spurgt ind til mig. Mine papsøskende kan være uvidende om store begivenheder i mit liv, fordi ingen taler om mig.

Jeg føler mig helt usynlig. Jeg bliver heller ikke altid inviteret med til ting. Et eksempel er, da min lillebror blev færdiguddannet, og min papmors side af familien var samlet – altså mine papsøskende, min papmors forældre og fætre og kusiner på den side. Jeg var ikke inviteret, selv om jeg er hans halvsøster.

Jeg er inviteret til et forestående familiearrangement, men jeg frygter det, fordi jeg altid skal søge kontakten og spørge ind til de andres liv uden at få nogen interesse retur. Vi behøver ikke være supertætte, men lidt høflig interesse ville være rart.

Det er virkelig pinligt at have den her slags ”folkeskoleproblemer”, når jeg er et voksent menneske, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal ændre det. Jeg har én gang forsøgt at sige det til min far, men han blev sur og sagde, at jeg var nærtagende og skulle lade være med at være jaloux på min lillebror.

Det gør ikke ligefrem, at jeg har lyst til at åbne for dialogen igen. Men jeg bliver så ked af det, hver gang jeg er sammen med dem, eller hver gang jeg finder ud af, at de har været sammen uden mig.

Kærlig hilsen,

Den Usynlige

Kære Usynlige

Alene at du underskriver med ”Den Usynlige” skærer i hjertet, for er der noget, der gør ondt på os mennesker, er det at føle sig usynlig.

Da jeg som ung læste ”Hulebjørnens Klan”, bed jeg mærke i klanens afstraffelse af Ayla. Hun blev ikke decideret smidt ud af flokken, men ingen måtte anerkende, at hun fandtes. Ayla forlod flokken og gik alene ud i verden, fordi deres straf var værre end døden.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min fars død påvirker mig stadig

Jeg ved godt, du ikke er del af en klan – og så alligevel er du. Vi mennesker er genetisk disponeret for at gøre alt i vores magt for at være en del af flokken, da det øger vores mulighed for overlevelse. Dine følelser af usynlighed og sorg har rod dybt i dig.

Jeg tror ikke, du er alene. Jeg tror, mange skilsmissebørn døjer med at føle sig uden for flokken. Ofte sker der det, at det fælles barn ender med at føle sig hjemløs eller knytter sig særligt til kun det ene hjem. For dig har det været hos din mor, du følte dig hjemme, mens du fra starten følte dig som femte hjul i kareten hos din far.

LÆS OGSÅ : Brev til Renée: Min eksmands nye kone kalder sig mor til mine børn

Du føler, det er ”folkeskoleagtigt”, men tro mig; det bliver ved med at være sådan, til du står foran graven. Sådan er vi mennesker nu engang indrettet. Og det må vi godt være. Dine følelser har ret til at findes, og du skal respektere dem.

Det, jeg ikke finder lovende, er, at du allerede har forsøgt at tale med din far om det, uden god respons. Din far og hans nye familie har brug for at placere skylden for dine følelser et sted frem for at tage dem til sig og måske ændre noget, så de kunne lette byrden for dig. Det er en ret almindelig mekanisme at komme af med ubehaget ved andres sorg ved at sige, de selv bærer skylden.

Du søger input til at ændre situationen. Først vil jeg sige, at du ikke kan ændre på din far og hans nye familie. Sådan er de bare. Men du kan ændre på dig selv og igennem den proces måske ændre omgivelserne. Muligvis kan du bearbejde følelserne af svigt og afvisning med en psykolog. Det kan være en lang proces, men jeg tror, den er konstruktiv og nødvendig.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min svigermor regner med hjælpe til flytningen

Samtidig kan du arbejde på at slippe tankerne om usynlighed. En oplagt måde at gøre det på er at handle dig ud af det. Det vil sige, at når tankerne opstår, gør du noget konkret som at løbe en tur, fokusere på din vejrtrækning, læse en bog eller hvad som helst, der kan aflede dine tanker. Det skal være en bevidst proces, og hver gang du lykkes, skal du anerkende dig selv for din indsats.

Endelig kan du overveje at fjerne dig selv, så du i en periode ikke deltager så meget i din fars nye families liv. Det er ikke det, jeg læser, at du ønsker, så jeg nævner det kun, så du ved, det er en mulighed. Du skriver, du bliver ked af det, hver gang du ser dem, så ved at fjerne dig selv fra samværet viser du dig selv respekt og omsorg.

Måske bliver du ked af at læse mine ord, fordi fravær fra din far og hans familie er det, du frygter? Det er helt okay.

Kærlig hilsen,

Renée

SKRIV TIL RENÈE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÈE

Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også