Brev til Renée: Jeg føler ikke, jeg har været en god nok datter

Kære Renée Jeg er en kvinde på 50 år, som for snart 11 år siden mistede min mor. Efter mors død, som selvfølgelig var en stor sorg for min far, tog jeg mig af ham, så godt jeg kunne. Jeg kom der hver dag efter arbejde, i weekender og i ferier. Nogle gange bare en time og andre gange længere. De seneste par år har jeg sovet hos ham hver fredag, blevet til lørdag efter spisetid, og kommet igen søndag formiddag. En gang imellem sov jeg der også midt på ugen. Han elskede, når jeg var der, og især når jeg sov der. Far var et vanemenneske, og han spurgte tit, bliver du også i nat? Jeg har tre gange sagt nej, og det har jeg det dårligt med nu. Jeg sov der jo ikke kun for hans skyld, men også for min egen. Og jeg var jo bare mig selv og havde ikke noget at skulle hjem til, så hvorfor blev jeg der ikke og sov nogle flere nætter om ugen?

Sommetider efter arbejde kom jeg mentalt træt hjem, og fire gange kom jeg til at lyde lidt irriteret over, at der var spildt saftevand på køkkengulvet. Jeg har ALDRIG skældt ham ud, men jeg har desværre lydt irriteret, og jeg fik aldrig sagt undskyld. Der var ikke et ondt ord mellem os bagefter, men hvorfor blev jeg irriteret på en, jeg elsker, og som ikke kunne gøre for det? Det sidste års tid far levede, fik han tre forbandede lungebetændelser. Efter den anden kom han på aflastning, da han ikke var klar til at komme hjem efter et par dages indlæggelse på sygehuset. Efter en uge syntes jeg, det gik en smule bedre. Han var blevet lidt klarere i hovedet, og vi snakkede om, hvordan vi skulle hygge os i julemåneden. Dagen efter ringede de fra hospitalet og sagde, at han havde fået lungebetændelse igen, og vi fik at vide, at han kun havde få dage tilbage. Jeg tudede og ville bare have ham hjem. Der gik desværre ikke dage, men kun lidt over fem timer, før han sov stille og fredfyldt ind. I vores familie har vi aldrig brugt knus og de tre små ord, men vi har aldrig været i tvivl om, at vi har været elsket. Far sov ind, mens jeg sagde: ”Du er verdens bedste far, og jeg elsker dig så utrolig højt”, til ham. Heldigvis havde jeg også holdt hans hånd to dage før, og sagt ordene dér. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal leve videre uden ham, og samtidig har jeg dårlig samvittighed over alt det nævnte. Jeg føler ikke, jeg har været der nok og været en god nok datter. Med venlig hilsen En sorgfuld datter

Kære sorgfulde datter Da jeg læste dit brev, blev jeg meget rørt over at læse om den store kærlighed, du har haft til dine forældre, og ikke mindst om, hvordan du på alle måder fik vist dem den kærlighed gennem dine handlinger, mens de levede. Især over for din far, som var længstlevende. Der er ingen tvivl om, at du elskede din far over alt på jorden, og jeg kan læse i hver en linje, at du på alle måder gjorde alt, hvad du kunne, for at han skulle have det godt. Du besøgte ham næsten hver dag, og du sov hos ham hver weekend. Du var der for ham, når han havde brug for dig. Nærmest utrætteligt tog du dig af ham, mens han levede. I min bog er du næsten den perfekte datter. Ja, jeg vil nærmest kalde dig opofrende. For jeg tror virkelig, du har været mere til stede og til større hjælp for din far, end de fleste børn er i forhold til deres aldrende forældre. Det er selvfølgelig også sådan, at du ikke har mand og børn, og derfor har du måske haft mere tid, men alligevel ... du har gjort det godt. Det har jeg bare brug for at sige til dig. LÆS OGSÅ: Min far er død, og det påvirker alt i mit liv Det er også derfor, jeg virkelig er uforstående over for den måde, du slår dig selv i hovedet på nu. Du skriver, at du er ked af, du ikke gjorde mere for din far, mens han levede. Du har dårlig samvittighed – det har du ingen grund til overhovedet! Du skriver, at du et par gange blev irriteret over at skulle tage dig af ting hjemme hos din far, og at du også sagde det højt, så din far kunne høre det. Jamen søde dig, det er så naturligt, at vi mennesker indimellem bliver trætte, og ja, så får vi måske sagt noget højt, vi ikke burde. Sådan er livet. Det skal du straks tilgive dig selv. Det er menneskeligt at fejle, og ingen er perfekt. Du skal i stedet fokusere på alt det gode, du har gjort for din far, og den gode tid I havde sammen. Jeg er sikker på, din far vidste, hvor højt du elskede ham. Jeg er sikker på, han også må have vidst, hvor meget du gjorde for ham, og hvor heldig han var at have dig i sit liv. Så stop straks med at hakke på dig selv. Det vil jeg virkelig bede dig om. Det, der selvfølgelig er svært, er, at du har mistet din far og din mor, og at du savner dem forfærdeligt. Sådan er dit livsvilkår lige nu, men nu skal du lære at leve med det savn. Sorgen kan være barsk og vedholdende, men tiden vil læge dit sår, sådan som tiden kan. Og som tiden går, vil sorgen ikke fylde helt så meget, som den gør lige nu. At du altid vil savne dine forældre, er nok et vilkår, de fleste mennesker, der har mistet deres forældre, lever med. Jeg ved ikke, hvad du kan putte ind i det tomme rum, din far efterlader, men måske kunne det være en idé at finde andre mennesker at give din kærlighed til. Grunden til, at jeg skriver det, er, at det virker, som om du er en kvinde med meget kærlighed at give og måske ikke længere så mange at give den til? På samme tid findes der mange mennesker derude, der har brug for omsorg, og som måske ikke har nogen, der kan give den. Jeg sender dig det varmeste knus og de kærligste hilsner her fra mit skrivebord. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere